Hegnet er allerede væk, og nu skal det besluttes, hvad der skal være på pladsen.
Hegnet er allerede væk, og nu skal det besluttes, hvad der skal være på pladsen. - Foto: Martin Sørensen / arkiv

Like 👍

Frank Jensen om millioner til Nørrebro: Beløbet skulle være realistisk

Vi har spurgt Frank Jensen om planerne for Nørrebro Station, budgetforhandlingerne og dialogen med DSB og Bane Danmark.

I går blev budgettet for 2020 vedtaget i Københavns Kommune.

Her blev der blandt andet afsat 5,8 millioner kroner til at forbedre de to pladser på hver sin side af Nørrebro Station – Lyngsies Plads og Basargrunden.

Mogens Petersen formand for Nørrebro Lokaludvalg er glad for, at der sker noget, omend det er til den beskedne side.

Både han og brugerne på vores Facebook-side havde håbet på flere penge og mere nyt om selve stationsbygningen.

Hvorfor landede i på 5,8 millioner kroner?

»Først og fremmest er jeg glad for, at vi har fundet pengene til bedre belysning og til pladsen, så området kan blive levende. Det fortjener de lokale. Når vi er landet på det her beløb, så er det, fordi der har været mange forskellige beløb på bordet gennem tiden, og denne her gang lagde jeg noget op, der var realistisk at få igennem, og så vi kan løse opgaven allerede her til efteråret,« siger overborgmester Frank Jensen (S).

Du siger, det skulle være realistisk. Hvem ville stille sig på hælene, hvis du havde foreslået mere?

»Vi er pressede på anlægsrammen, og alle forvaltninger har behov for at kunne eksekvere anlægsprojekter, så hvis det her skulle have en chance, så var det i denne her størrelsesorden, og jeg synes også, at beløbet er nok til en dejlig plads,« siger han.

Læs også: Budgettet er på plads: Her er det, du skal vide

Hvad kan man få for 5,8 millioner kroner?

»Basargrunden er ikke en voldsomt stor grund. Jeg tænker et grønt byrum. Jeg tænker ikke, at det skal være en stenørken. Jeg forestiller mig et sted med buske, træer og bænke, hvor folk vil sidde, selvom det er et trafikalt knudepunkt. Det kan også være, der skal være plads til basketkurve eller anden streetaktivitet. Det kommer også an på de lokale ønsker. Det skal være et sted for folk i alle aldre,« siger han.

Pengene er afsat til pladserne, men hvad skal der ske med stationsbygningen og buerne?

»Jeg håber, at vi snart kan offentliggøre, hvad der skal være på Bane Danmarks arealer. Det er jo dem, som ejer buerne under højbanen, og vi har en rigtig god dialog med dem om etablering af restaurant og erhverv under buerne,« siger han.

Hvad er status helt konkret på den dialog?

»Det står godt til. Bane Danmark er kommet med nogle ønsker, og det skal nu igennem en formel proces i teknik- og miljøforvaltningen. Jeg håber, at bygherre snart vil offentliggøre noget«.

Hvem skal betale for de her ting?

»Det bliver et projekt, som Bane Danmark og en række private aktører skal finansiere. Det kører sideløbende med budgettet og har som sådan ikke noget med hinanden at gøre,« siger han.

»Når jeg har været i Berlin og i New York kan jeg se, hvordan de har brugt buerne til at skabe noget spændende og spektakulært, og så må vi også sige, at det kan gøres bedre på Nørrebro. Når Bane Danmark sammen med private får etableret forskellige ting, der kan skabe noget økonomi, så håber jeg også, at de vil gøre noget ved bygningen,« siger han.

Kommer anlægsloftet til at være en begrænsning for, hvornår det her kan blive sat i gang?

»Vi ved ikke, hvordan den økonomiske ramme bliver endnu. Men området omkring Nørrebro Station bliver prioriteret inden for den ramme, som vi ved, der er. Det betyder, at vi starter i 2020, og at det står færdigt i 2021«.

2021 – kan du komme det nærmere?

»Ikke endnu,« slutter overborgmesteren.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Simon Reenberg

Om journalisten Simon Reenberg

Jeg er ansvarlig for minby.dk og Facebook-siden af samme navn. Har du et tip til en god historie i København, så skriv til mig på info@minby.dk.

Frederiksberg Boligfond vil alligevel ikke sælge Den Sønderjyske By og Svalegården til Blackstone.

Frederiksberg Boligfond: Salget til Blackstone er aflyst

Der var rift om aviserne, da Vanløse Bladet delte de nye aviser ud.

Tak til alle jer for en fantastisk fest