En gruppe valbygensere har kæmpet indædt for at få en cykelsti ført hele vejen gennem Valby Langgade, og det er nu lykkedes at finde penge til det.
En gruppe valbygensere har kæmpet indædt for at få en cykelsti ført hele vejen gennem Valby Langgade, og det er nu lykkedes at finde penge til det. - Foto: Arkivfoto: Benedicte Lorenzen

Sur 😠 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Budget 2020 er landet, og der er gode ting i vente for Valbys cykelfolk: »Sikke en fantastisk nyhed, jeg er fuld af positive endofiner«

I cirka to år har en gruppe valbygensere kæmpet for at få en cykelsti på den centrale del af Valby Langgade, nu har politikerne valgt at lytte og fundet pengene på næste års budget.

Det er ofte med livet som indsats, at cyklister bevæger sig ud på Valby Langgades centrale del, hvor der ikke er nogen cykelsti. Her må de nemlig kæmpe om den meget trange plads med biler, busser og anden tung trafik. Den kaotiske trafikale situation fik for et par år siden en gruppe borgere til at gå til kamp for at få politikerne til at finde penge til en cykelsti på hele strækningen.

I front for den kamp gik Mathias Hermansen, der har børn på Valby Skole, og som derfor bruger Valby Langgade som skolevej.

»I et par år har vi nu kæmpet for, at der skal komme en cykelsti på Valby Langgade, som er ekstrem farlig at cykle på. Undervejs har vi talt med rigtig mange politikere, der aller har lyttet på os, men hvor vi ofte er blevet mødt med, at vi skal være tålmodige, for den slags tager tid. Jeg har endda hørt, at jeg nok ikke skal forvente, at cykelstien vil være der, før min søn er gået ud af skolen. Han går i 3. klasse i dag,« fortæller han.

»Det er vildt fedt for Valby«

Derfor er det også en meget glad Mathias Hermansen, der for få minutter siden har fået at vide, at politikerne har valgt at sætte 21,1 millioner kroner af på næste års budget, så der kan blive anlagt en cykelsti på Valby Langgade i perioden 2020-2023.

Læs også: Budgettet er på plads: Her er det, du skal vide

»Det er jo en fantastisk nyhed, jeg bliver helt fuld af positive endorfiner. Vi havde jo virkelig håbet, at det ville lykkes at få pengene til en cykelsti, men vi havde ikke regnet med det. Slet ikke efter de mange meldinger vi har fået om, at vi skal være tålmodige og alle de forhindringer, der har været med anlægsloft og sådan noget,« siger han og fortsætter:

»Det her er virkelig en styrke af det lokale demokrati, og det viser, at det altså godt kan betale sig at kæmpe for en sag, man virkelig brænder for. Det er vildt fedt for Valby, og det kommer til at sprede glæde, er jeg sikker på.«

Nu hænger cykelstierne sammen

Også teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) glæder sig over, at det er lykkedes at sikre 21,1 millioner kroner til anlæg af cykelstier på Valby Langgade:

»Enhedslisten har fra begyndelsen bakket op om valbyborgernes kamp for cykelstier på Valby Langgade, hvor det ofte kan komme til konflikter mellem bilister og bløde trafikanter, fordi der i dag ikke er cykelstier på strækningen. Som i resten af byen skal vi prioritere de grønne og pladsbesparende transportformer, og det betyder, at vi nu endelig har afsat midler til, at cyklende på Valby Langgade i fremtiden får sikrere forhold,« siger Ninna Hedeager Olsen i en pressemeddelelse.

Med realisering af projektet vil der i fremtiden være sammenhængende cykelstier på Valby Langgade fra Vesterbrogade til Vigerslevvej lige på nær ved Tingstedet, hvor den nuværende trafikdæmpende løsning med brosten fastholdes.

Projektet har en værdi af 21,1 mio. kr.. Cykelstierne forventes at blive etableret i løbet af 2021 og 2022.

Cykelsti på Valby Langgade

  • Projektet er kompliceret, idet Valby Langgade er et byrum med begrænset plads. Der skal tilføjes cykelstier og samtidig skal der forsat være plads til gående, biltrafik, busstoppesteder. Ved udformningen af krydsningen af Toftegårds Alle, er det en udfordring både at skabe trygge forhold og fastholde fremkommeligheden i krydset.

  • I et par sidegader kan der etableres læssezoner for varelevering på samme måde som på Nørrebrogade. I projekteringen af anlægsprojektet afklares det, hvorvidt det er muligt at etablere erstatningsparkering i området.

  • Mellem Jernbanegade og Tingstedet er der 31 bilparkeringspladser, 55 cykelparkeringspladser og 10 større planteopsatser. For at gøre plads til cykelstier i det relativt smalle gaderum, er det sandsynligvis nødvendigt at nedlægge alle bilparkeringspladser og hovedparten af cykelparkeringspladserne. Det undersøges i forbindelse med projektet, om der kan etableres erstatningspladser. Der kan muligvis plantes få, nye træer, som erstatter de nutidige planteopsatser.

  • Mellem Tingstedet og Annexstræde er der 24 bilparkeringspladser, 25 cykelparkeringspladser og seks træer, der er plantet i 2016. For at gøre plads til cykelstier i det relativt smalle gaderum, er det sandsynligvis nødvendigt at nedlægge alle bilparkeringspladser og hovedparten af cykelparkeringspladserne. Det undersøges i forbindelse med projektet, om der kan etableres erstatningspladser. Der kan muligvis plantes få, nye træer, som erstatter de nutidige planteopsatser.

  • Kilde: Teknik- og Miljøforvaltningen

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

One Ping

  1. Pingback:

Skriv et svar

Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Eremitageløb for 51. gang

Mesterskabsholdet i Esbjerg.

Skøjteløb. Metal til Tårnbys isprinsesser