Like 👍

Cityringen er på sporet: »Hold da op, det er fantastisk, at jeg har indviet metroen«

Opbakningen var massiv på Frederiksberg Allé, da Cityringen i går åbnede. Til at klippe den røde silkesnor var Asta Noomi Jørgensen, der havde skrevet en sang om Cityringen.

Om ganske få minutter sker det. Cityringen, som har pakket Hovedstadens centrale pladser ind i otte år er færdig. Klar til åbning. Det ved de mange ventende mennesker i den voksende kø, der strækker sig ned ad Frederiksberg Allé. Alle glæder de sig til at tage den første rundtur under Frederiksberg og København.

Inde på den nye station, står Asta Noomi Jørgensen iført en fin rød frakke, sort hat og et stykke A4-papir i hånden. På det hvide ark står den sang, som Asta har skrevet om Cityringen, og har betydet, at hun er blevet udvalgt at klippe den røde snor, der indvier Frederiksberg Allé Station. Først skal sangen dog naturligvis synges. Og det bliver den med Asta som dirigent og fortsanger.

En stor begivenhed

Klokkens visere nærmer sig 16.00, og Asta stiller sig foran den røde silkesnor, der afspærrer rulletrapperne ned til stationen. Saksen er klar:

»Jeg bliver mere og mere benovet over, at jeg har fået lov til at indvie en metrostation. Det er jo helt fantastisk, og det er faktisk meget større, end man sådan umiddelbart tænker. Det kan jeg mærke på stemningen blandt de mennesker, der er her,« siger hun.

Det er tid. Klokken slår hel. Asta gør saksen klar til klip. Råber så højt hun kan, at hun nu erklærer Frederiksberg Allé Station for åben. Det røde bånd deler sig i to, og de mange fremmødte bryder ud i jubel. Først på rulletrappen er naturligvis Asta Noomi Jørgensen.

Den første tur ned

Da hun vender tilbage til jordens overflade, har hun følgende kommentar:

»Det var en vidunderlig følelse, at køre den første tur ned med rulletrappen, og jeg synes simpelthen, den her station på Frederiksberg Allé er så vidunderlig smuk. Hooold da op, det er så fantastisk, at jeg har indviet metroen,« siger hun.

Dybt nede under jorden drøner tætpakkede metrotoge rundt med forventningsfulde passagerer, der skal med på den første tur. Og hjemme hos Asta på Borups Allé fortsætter fejringen også:

»Jeg har sagt til folk, at dem, der har lyst, kan komme hjem til mig. Jeg har lavet champignonsuppe, og så har jeg foreløbigt fået to flasker champagne, som vi skal drikke. Vi skal fejre, at Cityringen er åbnet,« fortæller hun.

Det var en benovet Asta Noomi Jørgensen, der søndag klippede den røde silkesnor, som markerede indvielsen af metrostationen på Frederiksberg Allé. Foto: Benedicte Lorenzen
Det var en benovet Asta Noomi Jørgensen, der søndag klippede den røde silkesnor, som markerede indvielsen af metrostationen på Frederiksberg Allé. Foto: Benedicte Lorenzen

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Miguel Baez gik på pension for to år siden, men han keder sig ikke. Når han ikke underviser børn i musik, bygger han musikinstrumenter, maler gavlmalerier i Nordvest og spiller med sit band.

»Folk får ikke lov at være ensomme her. Det er som en lille landsby«

Østerbroere i alle aldre savner mødesteder i bydelen.

Ønske på Østerbro: Flere steder til unge og ældre