Miguel Baez gik på pension for to år siden, men han keder sig ikke. Når han ikke underviser børn i musik, bygger han musikinstrumenter, maler gavlmalerier i Nordvest og spiller med sit band.
Miguel Baez gik på pension for to år siden, men han keder sig ikke. Når han ikke underviser børn i musik, bygger han musikinstrumenter, maler gavlmalerier i Nordvest og spiller med sit band. - Foto: Martin Sørensen

Elsker 😍 Wow 🤩

»Folk får ikke lov at være ensomme her. Det er som en lille landsby«

Miguel Baez har siddet fængslet i Brasilien, han bygger sine egne instrumenter af ting, han finder på gaden, og så har han malet en række gavle i Nordvest og elsker fællesskabet i bydelen. Mød den 67-årige multikunstner.

Nogle gange møder man et menneske og tænker: en dag bliver jeg nødt til at høre hans livshistorie.

Sådan tænkte jeg, da jeg mødte Miguel Baez for første gang for et par måneder siden, da jeg var på tur i Nordvest med rapper og sangskriver Raske Penge, som introducerede os for hinanden.

Derfor er jeg igen taget til Provstevej for at mødes med 67-årige Miguel i hans lille værksted. Her forvandler han ting, han finder på gaden, til de mest fantastiske instrumenter. Et bækken kan pludselig blive til en banjo, en ketsjer til en guitar og et stykke udsugning til en tromme.

»I Sydamerika er vi vant til at lave ting ud af noget, der er blevet smidt ud. Og det er utroligt, hvad man kan finde på gaderne her i området,« siger Miguel og slår hånden ud mod de mange skatte i hans værksted.

Der er ikke grænser for, hvad Miguel har fantasi til at forvandle til musikinstrumenter. Selv kan han spille på 14 forskellige.

Der er ikke grænser for, hvad Miguel har fantasi til at forvandle til musikinstrumenter. Selv kan han spille på 14 forskellige. – Foto: Martin Sørensen

Han er oprindeligt fra Chile, men kom til København som kvoteflygtning i 1980. Forinden havde han siddet i fængsel i Brasilien i to et halvt år, mens han ventede på at få besked på, hvor han kunne rejse hen.

»Så en dag kom Dansk Flygtningehjælp og besøgte mig i fængslet, og de fik lavet et pas til mig og arrangeret, at jeg kunne rejse til København,« fortæller Miguel, som 15. december 1980 kom til det daværende modtagecenter Hotel Danmark i Rantzausgade.

Hvordan var det at komme til København?

»Alt var jo bedre, end hvor jeg kom fra,« siger Miguel og griner.

Underviste flygtningebørn

Seks måneder efter han var kommet til Danmark, fik han arbejde i ungdomshuset Danalund i Hvidovre, hvor han underviste i guitar. Til at starte med foregik undervisningen på tegnsprog, og efterhånden blev hans danske bedre og bedre. Han tog en uddannelse som fritidspædagog, og efter syv år hos Danalund fik han job på institutionen Nybyggeren i Rantzausgade, som blandt andet havde flygtningebørn.

»Man ville gerne have en pædagog, der ikke havde blå øjne, og da jeg selv var flygtning, kunne jeg sætte mig ind i, hvordan børnene havde det,« siger Miguel med et smil.

Også her underviste han i musik, og musikken har fyldt meget gennem hele hans liv.

»Jeg har altid spillet musik. Derfor har jeg heller aldrig dyrket sport. Jeg har ikke spillet fodbold én eneste gang, og den dag i dag kan jeg ikke en gang svømme. Sport har bare aldrig sagt mig noget.«

»Der var mange af børnene, jeg underviste, som sagde ’Miguel, du kommer fra Chile, kender du så ham fodboldspilleren, der spiller i Real Madrid?’. Så måtte jeg skuffe dem, for jeg kendte ingen af dem. Børnenes forældre gik ofte ud af, at jeg interesserede mig for biler, fordi jeg er fra Chile, men det siger mig altså heller ikke noget,« siger han og griner.

Sætter sit præg på NV

Til gengæld elsker han håndværk, og han har mange talenter, når det kommer til kreativitet.

»Jeg kommer af en meget kreativ familie, og der var jo ikke nogen fritidshjem, hvor jeg voksede op. Så der hjalp man til derhjemme, og der var ikke mande- og kvindeopgaver. Så jeg har både lært at sy på maskine og lave smykker.«

Flere steder i Nordvest har Miguel da også efterladt et kreative aftryk. Han har selv lavet det smukt snoede smedejernshegn ind mod gården, der hører til hans ejendom, og langs Provstevej ligger flere kampesten udhugget i forskellige figurer. Og så har han malet flere af gavlmalerierne i ormådet, som han viser mig. Han er netop ved at afslutte sit seneste på en gavl ved herberget Kompasset på Kæmnervej.

Et farvestrålende maleri, hvor livets træ er centrum, og der vrimler med planter, blomster og dyr og insekter.

»Naturen har førstepladsen hos mig, og det kan man godt se i mit gavlmaleri,« fortæller Miguel og tilføjer.

»Der er jo meget natur i Sydamerika.«

Savner du naturen i Sydamerika?

»Der er jo også natur her i Nordvest. Se nu bare det æbletræ derovre,« siger Miguel og peger over på et æbletræ på den anden side af vejen.

Omsorg for hinanden

Udover gavlmaleriet har Miguel også bidraget med noget andet til Kompasset. Han har lavet et cykelværksted, hvor han reparerer flaskesamlernes cykler.

Man mærker Miguels omsorg for alle de mennesker, der udgør Nordvest. Han kender mange af dem, vi møder på gaden og standser op og snakker med dem, giver krammere og vinker til børnene og deres forældre.

Hvor meget betyder fællesskab for dig?

»Fællesskab betyder alt. Man taler meget om folk, der er ensomme, men folk får ikke lov at være ensomme her. Vi kender allesammen hinanden, det er som en lille landsby,« siger Miguel og standser op, da døren til et kontorfællesskab åbner, og en ung mand stikker hovedet ud.

»Hej, er det dig, der reparerer guitarer? Jeg har nemlig to, der er gået i stykker.«

»Ja, det kan jeg godt, jeg kan bare komme forbi senere og hente dem,« svarer Miguel og manden lyser op i et smil og takker.

Der er mange her i området, der kender dig. Hvad er det, der gør, at du kender så mange?

»Det gør jeg bare, fordi jeg hilser på og smiler til folk og inviterer dem, når der er vejfest,« siger Miguel, som er med til at arrangere vejfesten på Provstevej, hvor han også altid optræder med sit band ’La Resaca Social’.

Det er tydeligt, at omsorgen er gengældt fra Miguels naboer. Når han pludselig ikke er at se i gadebilledet, lægger folk mærke til det og bekymrer sig.

»På et tidspunkt blev folk urolige for mig og ringede til min datter. De kunne ikke få fat på mig derhjemme, og jeg var heller ikke i værkstedet. Jeg var bare taget i sommerhus,« siger Miguel med et smil.

Et af Miguels gavlmalerier i Nordvest. »Det er dejligt at være med til at skabe noget,« siger Miguel.

Et af Miguels gavlmalerier i Nordvest. »Det er dejligt at være med til at skabe noget,« siger Miguel. – Foto: Martin Sørensen

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

B.93 scorede tre gange i hjemmekampen på Svanemølleanlægget mod naboerne fra Østerbro IF.

B.93 vandt kampen om Østerbro

Det var en benovet Asta Noomi Jørgensen, der søndag klippede den røde silkesnor, som markerede indvielsen af metrostationen på Frederiksberg Allé.

Cityringen er på sporet: »Hold da op, det er fantastisk, at jeg har indviet metroen«