Der er gået omkring et år, fra Majken Astrup fik de første tilsagn om økonomisk støtte til sit projekt, til i morgen, hvor podcasten slippes løs til publikum.
Der er gået omkring et år, fra Majken Astrup fik de første tilsagn om økonomisk støtte til sit projekt, til i morgen, hvor podcasten slippes løs til publikum. - Foto: Anders Bentzon

Elsker 😍

Ny podcast: Få Amagers historie og nutid ind gennem ørerne

Majken Astrup flyttede til Amager i 2013. Hendes nysgerrighed på øen fødte ideen om at give nye som gamle amagerkanere et nemt overblik over Amagers historie og nutid. I morgen præsenteres hendes podcast ‘Stemmer fra Amar’ på Tårnby Bibliotek.

Hvordan bliver nytilflyttere til Amager (eller folk, der har boet her i årevis) opdateret på øens historie og nutid, uden selv at bruge uger på at gå på opdagelse og research?

Den opgave har den 37-årige historiker og journalist Majken Astrup forsøgt at løse med sin helt nye podcast ’Stemmer fra Amar’. Første afsnit lanceres i morgen 1. oktober på Tårnby Bibliotek.

I 2013 flyttede Majken Astrup fra Frederiksberg til Amager med sin kæreste og to børn. Kæresten havde boet her før, mens Majken Astrup kun havde en lille viden om øen med i bagagen.

»Jeg anede ikke hvor Kongelunden var. Jeg havde kun cyklet tværs over fælleden, når jeg skulle ud til DR-Byen, så det var i høj grad min kæreste, der viste mig, hvad der fandtes ud over lufthavnen, Amagerbrogade og stranden,« fortæller hun.

Hurtigt dukkede et gammelt minde dog op.

»Min farmor er født på Islands Brygge og er opvokset der. På hendes gamle dage tog vi på Strandhotellet i Dragør på hendes fødselsdag. Og det var den eneste oplevelse jeg havde i Dragør, jeg kom ikke så meget i København, og jeg anede dengang ikke, at det var på Amager. Men da jeg flyttede herud og vi prøvede at cykle til Dragør, tænkte jeg: gud, det er da tæt på. Og dér ligger Strandhotellet. Der har jeg i 15 år fået stjerneskud med cola til den 31. maj hvert år. På en eller anden måde så samlede det sig for mig,« siger Majken.

Historien der manglede

Med sin baggrund som historiker og journalist besluttede hun sig for at skabe en fortælling om øen. Først overvejede hun at skrive.

»Men så var jeg begyndt at høre rigtig meget podcast. Jeg savnede en relativt nem måde for mig som arbejdende småbørnsmor at få et indblik i Amager, både historien men også hvordan øen er i dag. Blive ajour med, hvad det er for et sted, jeg er flyttet til. Jeg havde læst mange blade, hjemmesider og bøger og ad den vej fået et bedre kendskab til øen, men jeg indså, at det ville være fantastisk med en podcast om Amager. Det kunne jeg have syntes var helt vildt fedt, da jeg flyttede hertil, for det har taget mig fire-fem år at opdage øen. Og jeg bliver ved med at opdage nye ting,« fortæller hun.

Hun kontaktede Museum Amager og via Amager Øst og Amager Vest Lokaludvalg, Dragør Kommune og Tårnby Kommune fik hun kontakt med lokalarkiverne i Dragør og Tårnby og så en masse mennesker, der ved noget om hvert deres specielle felt.

»Jeg interviewede en lokal kunstner, Camilla Berner, som arbejder med samspillet mellem natur og kunst. Da jeg skulle forberede en gåtur på Amager Fælled med hende til et interview, tænkte jeg, at det kunne være helt vildt fedt, hvis vi kunne sanke og finde ud af, hvad der er af planter. Og så opdagede jeg en hjemmeside, der hedder ’Spis Amager Fælled’, og han havde den vildeste liste over spiselige planter med billeder og det hele.«

»Det er i høj grad ildsjælene, man kommer i kontakt med, der laver alle mulige skøre ting og har tænkt: Nej, det her bliver jeg nødt til at gøre noget ved, og så har de gjort det. Der er et helt afsnit i podcasten, der handler om natur. Så fortæller jeg både om, hvordan naturen er opstået, hvorfor man har valgt at bevare den og hvad man ikke har bevaret. Men også hvad man kan bruge naturen til i dag, så det ikke bliver ren historiefortælling.«

Krudt og knækkende is

Podcastens første afsnit, der ligger klar i dag 1. oktober, hedder ’Skabelsen’ og handler om Amagers tilblivelse. Her kan man blandt andet blive klogere på, hvorfor øen er flad som en pandekage.

For at levendegøre fortællingen bruger Majken Astrup lydeffekter undervejs.

»Jeg opfatter podcast som lidt mere frie fortællinger. Jeg fortæller, hvad der er sket, men jeg dramatiserer det. Så hvis jeg fortæller, at der var en, der prøvede at skyde kongen, så prøver jeg at finde noget lyd, der svarer til den måde, man skød med krudt på i 1600-tallet.«

»I første afsnit om skabelsen har jeg interviewet en geolog, som fortæller om den første periode efter istiden, og så har jeg fundet nogle lyde på freesound.org – et kæmpe lydbibliotek – fra snestorme på Antarktis og is, der knækker og smelter.« (Artiklen fortsætter under billedet)

Med tæpper og en mikrofon med nylonstrømpe har Majken konstrueret et lydstudie i sin kælder.

Med tæpper og en mikrofon med nylonstrømpe har Majken konstrueret et lydstudie i sin kælder. – Foto: Anders Bentzon

Når arbejdet med podcasten er færdigt om nogle måneder, overvejer Majken et lignende projekt i bogform.

»Hvor jeg vil køre lidt i samme spor, relativt let tilgængeligt og relativt afgrænsede historier. Næsten som en coffeetable-bog. Og måske få kunstnere og tegneserietegnere til at illustrere for eksempel harejagten eller hollændernes ankomst, lidt lige som da Claus Deleuran tegnede værket ’Danmarkshistorien’.«

Broer er lidt langt væk

Valget af Amager som familiens hjemsted var meget bevidst, ikke mindst på grund af nærhed til by og natur. Efter seks år kan Majken ikke forestille sig andet sted at bo.

»Jeg er blevet sindssygt glad for at bo på Amager. Jeg synes, vi kommer hinanden ved på en måde, jeg ikke oplevede på Frederiksberg. Og de der broer, de kommer lidt længere væk for mig. Altså jeg vil helst gøre så meget som muligt på Amager. Jeg er nødt til at tage på arbejde, det er jo over broerne, men hvis vi skal ud at spise, hvis vi skal i biografen, så vil jeg helst gøre det på Amager. Jeg vil helst udforske vores ø.«

Her finder du podcasten ‘Stemmer fra Amar’

  • Tirsdag 1. oktober klokken 16-17 fejres lanceringen af første afsnit af Majken Astrups podcastserie ’Stemmer fra Amar’ på Tårnby Hovedbibliotek. Titlen på afsnittet er ’Skabelsen’

  • Herefter kommer afsnittene med 14 dages mellemrum: 15. oktober, 2. afsnit: Sild & Søfart; 29. oktober, 3. afsnit: Tilflytterne; 12. november, 4. afsnit: Svenskerne Kommer!; 26. november, 5. afsnit: Lorteøen; 10. december, 6. afsnit: Nye arbejdspladser; 7. januar, 7. afsnit: Kunst på Amager; 21. januar, 8. afsnit: Forbindelser; 4. februar, 9. afsnit: Boliger, boliger og boliger; 18. februar, 10. afsnit: Den Grønne Ø

  • Podcasten er gratis og findes på Itunes, Soundcloud og www.astrup.media

  • Stemmer fra Amar er blevet til med økonomisk støtte fra Amager Øst og Amager Vest Lokaludvalg, Tårnby Kommune, Dragør Kommune og Museum Amager

  • Kilde: MAJKEN ASTRUP, WWW.ASTRUP.MEDIA

Om Majken Astrup

  • Majken Astrup er 37 år og har siden 2013 boet på Amager med kæreste og børn. Hun kommer oprindeligt fra landsbyen Eskilstrup lidt uden for Vig i Odsherred

  • Hun er uddannet historiker og journalist fra Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Journalisthøjskolen. Hun har desuden gået på Filmhøjskolen

  • Hun arbejder på Det Kgl. Bibliotek på deltid, skriver for tidsskriftet Danske Museer og arbejder med forskellige projekter. ’Stemmer fra Amar’ er hendes første podcast

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Niels Bjerrum starter som ny bydelschef for Kultur N.

Kendt S-profil stopper på rådhuset: Det skal han lave nu

Ølfestivalen er et samarbejde mellem Tribeca, Nordvest Ølbar og Nørrebro/Nordvest Bladet og kommer blandt andet til at byde på flere forskellige smagninger, ølstafet, quiz med flotte præmier og pizzaslices fra Tribeca. På billedet ses Søren Buchleitner fra Tribeca (tv.), Benjamin Press fra Nordvest Ølbar (mf.) og journalist Julie Stougaard,

Nordvest Ølfestival vil bringe folk sammen og hylde den lokale øl