Elsker 😍 Like 👍

Sydhavnsglimt: Billie Koppel dykker dybt i sin farverige fortid

Det er ikke mange, der kan se tilbage på så farverig en fortid som sangerinde og sydhavner Billie Koppel, der er vokset op i haveforeningen Frederikshøj. Det fortæller hun om sin nye bog ‘Glimt – Erindringer fra min opvækst’.

Erindringerne står i kø, da sangerinde og sydhavner Billie Koppel en dag griber sin telefon og begynder at skrive et minde ned fra sin barndom. Omkring hende sidder kollegerne fra bandet Catbird, mens tourbussen skrumler sig frem på vejene.

I Billies bevidsthed lige nu er dog kun minderne om dengang, hun og andre af Sydhavnens børn og unge omdannede nogle forladte gamle træbarakker til et vaskeægte børne- og dyremekka, som de kaldte Børnenes Dyremark. Sætning efter sætning danser henover iPhonens display, uden at Billie helt ved, hvorfor denne fortælling skal ud netop nu. Det skal den bare.

»Karens Minde var et gammelt åndssvageforsorgshjem, som længe havde stået tomt. Den smukke store bygning var begyndt at forfalde, og der var nogle gamle træbarakker bagved hovedhuset, som havde fungeret som redskabsrum og lignende. Vi stod udenfor med ponyerne og kiggede på barakkerne, som var aflåst med en kæmpestor hængelås. En securitymand, som gik vagt på området, kom forbi. Først vidste vi ikke, hvad vi skulle stille op. Vi kunne jo ikke nå at gemme os. Vi kaldte på ham og spurgte ham, om han ikke kunne få låsen op, da vi manglede et sted til vores ponyer. Han tænkte sig om et øjeblik og hentede så noget værktøj i sin bil. Han fik låsen af, og vi takkede ham og flyttede ponyerne ind i barakken.«

»Vi hamrede og bankede et par bokse sammen af gammelt træ, som vi fandt. Derefter tegnede vi en tegning af dyr og skrev med stort henover: ’Til alle i Sydhavnen. Kom ned på Karens Minde med alle jeres dyr og vær med til at starte Børnenes Dyremark,« skriver Billie Koppel.

En bog bliver til

I tiden efter viser hun beskrivelsen til sin nærmeste omgangskreds, og flere siger, at hun bør sætte sig og skrive en bog om sit liv. Tankerne begynder at rumstere, og i et spontant øjeblik beslutter hun at sende sin fortælling om Børnenes Dyremark til nogle forskellige forlag. Gyldendal bider på.

»Bagefter tænkte jeg lidt over, hvad det egentlig var, jeg havde sendt. En historie om en lille pige i Sydhavnen på et skrotværksted og en shetlandspony. Gyldendal skrev så til mig, at de gerne ville udgive min erindringsbog, og det var faktisk først der, jeg tænkte, at det var sådan en slags bog, jeg skulle skrive. Indtil da havde jeg ikke tænkt så meget over, hvad det skulle blive til,« fortæller Billie Koppel, da avisen møder hende to dage efter Erindringsbogen ’Glimt – Erindringer fra min opvækst’ er udkommet.

I løbet af de 236 levende og velfortalte sider inviterer Billie Koppel læserne med indenfor i et liv og en opvækst, der ikke har været, som sådan nogle er flest. Fra de første leveår i Mysundegade på Vesterbro, til indflytningen i Sydhavnens haveforeningsparadis og videre ud i den store verden.

Papegøjedamen synger

Sydhavnen er og bliver dog det sted, hun føler sig mest knyttet til, og det er her, hun stadig bor. I haveforeningen Frederikshøj, hvor hun flyttede ind i sammen med sine forældre som 6-årig:

»Det var et sjovt sted at flytte ud til, for vi mødte så utrolig mange skæve mennesker. Den første, vi mødte, hed Papegøjemor. Hun boede sammen med sin mand og hund og så havde hun en papegøje på skulderen. De boede i det lille hus over for det, mine forældre købte. Det første, vi hørte, var Papegøjemor, der gik og sang opera med papegøjen. Fuglen kunne lægge andenstemme på hendes sang, så en sand operaduet udfoldede sig. Først kunne vi ikke forstå, hvad det var, indtil vi opdagede, at det var en papegøje, der sang. Den var helt utrolig dygtig. De to skændtes også, så sad den og hakkede hende lidt i hovedet, mens de skreg hold kæft til hinanden,« fortæller Billie Koppel.

Denne torsdag eftermiddag har hun indvilget i at vise rundt i det Sydhavnen, hun er vokset op i. Vi begynder gåturen ved Børnenes Dyremark, hvor meget har ændret sig, siden Billie flyttede ind med sin pony, som var for stor til at stå i det træskur, familien havde bygget til den i baghaven. Årene i Børnenes Dyremark har dog givet meget mere end ly for en pony, fortæller Billie Koppel i dag.

»Da jeg var med til at starte Børnenes Dyremark, mødte jeg mange forskellige børn, der var født med meget forskellige muligheder. Det har givet mig en masse forskellige historier, ligesom jeg har set, hvor meget alle mennesker gemmer indeni, uanset hvilke kår, de kommer fra. Min opvækst herude har lært mig, at alle de her fordomme, man kan have om andre mennesker, skal kastes over skulderen, for de selvsamme mennesker kan rumme så meget andet indeni, som man ikke kender til,« siger hun.

Den fantasifulde bydel

Gåturen fortsætter ned til bunden af vejen, der i dag er opkaldt efter hendes far Thomas Koppel. Helt derned hvor der stadig sættes biler i stand den dag i dag. Der hvor Sorte Ejners skrotværksted engang lå.

Her samledes haveforeningens børn om at passe de ofte forhutlede dyr, som Sorte Ejner handlede med. Det var også fra skrotværkstedet, at Billie engang stjal shetlandsponyen Tøsen, som hun havde hørt Sorte Ejner ville sælge til en slagter. Ponyen gemte hun i baghaven.

Erindringerne står i kø, når man dykker ned i Billie Koppels erindringsbog. Selv om hun kun har sneget sig ind i sidste halvdel af 40’erne, kan hun allerede se tilbage på et fascinerende liv i en verden fuld af farver, hippie-idealer og frihed til at følge drømmene. Noget sydhavnspigen altid har gjort.

Fra hun og nogle veninder tog på hestevognstur rundt på Sjælland, til hun bosatte sig i USA i 1990’erne, hvor hun arbejdede tæt sammen med den legendariske manager Herb Cohen, der blandt andre har repræsenteret Tom Waits og Frank Zappa.

På denne gåtur rundt i det gamle Sydhavnen, falder snakken dog naturligt mest på den bydel, hun er rundet af:

»Jeg er altid vendt tilbage hertil, når jeg har været rejst væk, fordi jeg elsker at være herude. Jeg oplevede dybest set også et stærkt sammenhold på Vesterbro, men når jeg er blevet i Sydhavnen, er det fordi, jeg godt kan lide kontrasterne i bydelen med den vilde natur, og så det at det skæve og unikke får lov at leve,« forklarer Billie Koppel og fortsætter:

»Herude er der plads til fantasien. Til huse med tårne og striber. Det hele har fået lov at stritte lidt vildt herude, både bygninger og mennesker. Det, synes jeg, er fantastisk, og det inspirerer en til selv at tænke fantasifuldt. Man får en følelse af frihed, hvor jeg godt kan føle mig klemt, når tingene bliver for ensrettede, og der ikke er plads til noget grønt.«

Historien vendte hjem

Her hvor spaltepladsen rinder ud er det vel passende, at slutte med en lille pudsig anekdote.

Billie Koppel skrev nemlig allerede så småt sine erindringer ned, da hun var i begyndelsen af 20’erne. Det begyndte en aften på en madras på gulvet i den Los Angeles-lejlighed, hendes forældre netop var flyttet ind. I løbet af en enkelt nat fik hun kradset en masse minder ned, som hun dog efterfølgende blot krøllede sammen og lagde ned i en lille lomme på sin røde taske. En hændelse, hun snart glemte alt om. Også da hun hjemme i Sydhavnen satte tasken til genbrug i haveforeningens containerrum.

»En dag mange år efter, hvor jeg er ved at være færdig med at skrive den her bog, kommer min nabo pludselig ind med de her sedler, som han har fundet i tasken. Nogen har åbenbart taget den fra containerrummet for mange år siden og har så nu smidt den ud i samme containerrum. Det sjove var, at papirerne stadig lå i samme lille rum. Jeg blev ret overrasket over, at det faktisk var præcis de samme historier, som jeg nu havde med i bogen, på nær dem jeg selvfølgelig ikke havde oplevet på det tidspunkt endnu,« fortæller Billie Koppel.

Sydhavner og sangerinde Billie Koppel er aktuel med sin første bog ‘Glimt - Erindringer fra min opvækst’, hvor hun fortæller om sit farverige liv.
Sydhavner og sangerinde Billie Koppel er aktuel med sin første bog ‘Glimt – Erindringer fra min opvækst’, hvor hun fortæller om sit farverige liv. – Foto: Benedicte Lorenzen
SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

‘Det Grønne Funkishus’ på Nordre Fasanvej.

Den tilbagetrukne arkitekt med de fremadskuende Frederiksberg-boliger

Der er håb om, at krydstogtskibene snart kan gå over til landstrøm. FOTO: Martin Sørensen

Landstrøm til skibe: København halter efter på den grønne profil i vandet