- Foto: Illustration: Peter Kjærgaard

Like 👍

Hvordan er du havnet i Vanløse?

Nogle er født her – andre dumpet ned tilfældigt. Sammen er vi Vanløse ¿ men hvordan er du havnet i Vanløse. Fortæl os din historie og vi rykker ud med blok og kamera. Her får du journalist Anja Berths vej til Vanløse.

I midten af 90erne havde jeg en kæreste ,som boede i et parcelhus i et kollektiv på en sidevej til Ålekistevej. Dengang boede jeg selv på Østerbro (og så kan man godt blive lidt fin på den), og når jeg cyklede ud til min kæreste om aftenen, forsvor jeg, at jeg nogensinde ville bo i Vanløse Det var simpelthen for langt ude, og man skulle forcere flere store veje, bakker og kryds. Den sidste hurdle var Ålekistevej, og jeg syntes, at den var så trist, at jeg altid glædede mig til at komme hjem til Østerbro igen.

Klip til 2002: (kæresten i Vanløse var i mellemtiden skiftet ud – dog ikke på grund af Vanløse)

En novemberdag 2002 blev min første datter født og den charmerende, men meget lille lejlighed med skrå vægge på 5. sal på Vesterbro, blev alt for lille til vores familie. Vi ville have noget større – og længere nede mod jorden og havde krydset mulige bydele af på boligsiden. Valby, København K, Østerbro, Frederiksberg og Vesterbro. IKKE VANLØSE!

Under en hurtig boligsøgning på nettet en søndag formiddag poppede den helt rigtige lejlighed op: størrelse og pris var den rigtige, og den lå på Frederiksberg og der var en lille fælleshave til, hvor vores datter kunne sove til middag i barnevognen – det kunne hun ikke på Vesterbro. Der var tyve minutter til åbent hus, og vi var stadig i nattøj og havde rundstykkekrummer om mundvigen, men fik hurtigt pakket vores datter på tre måneder og os selv ned i bilen og drønede afsted.

På en sidevej til Godthåbsvej fandt vi lejligheden og nåede op, mens mægleren stadig var der. Allerede på dørmåtten i entreen kunne jeg mærke den gode karma og sagde til min mand; den er fin, den tager vi. Han syntes dog lige, at vi skulle gå den igennem – om ikke andet se den, men han var enig: To dage senere skrev vi under på købskontrakten, men blev overraskede over postnummeret på lejligheden: Vi havde købt en lejlighed i Vanløse!

Hvis ikke mægleren havde snydt med bydelen og sat annoncen under det umiddelbart mere købsattraktive (og dyrere) Frederiksberg, var vi aldrig endt i Vanløse.

Og hvor er jeg glad for, at han gjorde det.

Jeg elsker at bo i Vanløse. Elsker at mine børn går på en lokal skole, og at vi kender alle i opgangen og de fleste på vejen. At man kan cykle ind til city på tyve minutter, og at man kan finde fred i Grøndalsparken. At man blandt frygteligt store veje med grimme facader og skilte på butikkerne og trafikinfernoer i myldretiden kan finde drømmeagtige villakvarterer og grønne pletter. At her er unge, gamle, familier og at man kan sove om natten og at vi ikke har Distortion, og at man er på fornavn med bageren, Irma og kaffebaren.

Nu har jeg boet her i 16 år og jeg har tænkt mig at blive hængende.

Hvad er din historie? Hvordan endte du i Vanløse? Er du født her? Har du arvet dit barndomshjem eller blev du forelsket og glemte at tage hjem igen?

Skriv et par linjer til journalist Anja Berth på mail abe@minby.dk – skriv VI ER VANLØSE i emnefeltet. Så ringer vi dig op, hvis vi gerne vil høre mere og have dig avisen med fotos og din historie.

Sammen er vi Vanløse.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Johannes Værge har udgivet flere teologiske værker. Foto: PR foto

Sognepræst: Gud ser ikke alt

Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) i besøg i klimakarréen med blandt andet teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (Ehl). Foto: Københavns Kommune

Boligminister kommer ofte forbi Østerbro