Asylcentret kan blive et forum for fritidsaktiviteter.
Asylcentret kan blive et forum for fritidsaktiviteter. - Foto: Eik Dahl Bidstrup

Undersøger mulighed for erhvervsdrivende fond: Asylgrund kan blive aktivitetscenter

FONDSFINANSIERING. DGIs samarbejde med Dragør Kommune om Outdoorcentret på Kongelundsfortet har højere besøgstal end forventet. Nu prøver parterne at finde finansiering via en erhvervsdrivende fond til at udvide med aktiviteter på asylgrunden på Kalvebodvej. Alle byrådets partier har foreløbig nikket ja til, at mulighederne undersøges.

KONGELUNDEN: Bølgerne er gået højt i debattråde på Facebook, efter der blev vist politisk interesse i, at Dragør Kommune skulle købe grunden på Kalvebodvej, hvor det nu nedlagte asylcenter Kongelunden lå.

Der blev især skældt ud over, at politikerne i en økonomisk svær situation for kommunen overvejede at investere penge i en grund med skimmelsvamp-hærgede bygninger.

Men nu kan der være en økonomisk konstruktion på vej, så Dragør Kommune slipper for en stor udgift, mens det stadig bliver muligt at etablere fritidsaktiviteter på grunden.

DGI Hovedstaden indledte i april 2018 et samarbejde med Dragør Kommune om et Outdoorcenter på Kongelundsfortet. Visionen er »at lave et støttepunkt til Naturpark Amager, hvor alle aldersgrupper kan få gode, nære, og aktive oplevelser i naturen, i fællesskab med andre.« Det treårige samarbejde er støttet af Nordeafonden.

Besøgstal over forventning

Imidlertid er der begrænsninger for, hvordan Kongelundsfortet kan anvendes, fordi der er tale om et fortidsminde. DGI Hovedstaden er derfor interesset i at udvide samarbejdet med kommunen for at finde finansieringsmuligheder til køb og drift af det tidligere asylcenter på Kalvebodvej og skabe flere aktiviteter her.

Interessen skyldes ikke mindst, at Outdoorcentret på fortet allerede i de første 15 måneder har haft besøgstal, som er tæt på at matche succesraten for hele projektperioden.

Målkriteriet var, at der på tre år skulle være aktiviteter for 10.000 til 12.000 deltagere fra målgruppen. Men fra startdatoen 1. april 2018 til 1. august 2019 har der været 9.141 deltagere på centret, heraf 5.355 børn og unge samt 837 til uddannelse og kurser.

»Det betyder, at vi på 15 måneder har opnået minimum 90 procent af aftalte besøg, der skulle komme på 36 måneder. Hvad angår foreningsdeltagelse, som er en indsats i anden halvdel af projektet med start 1. april i år, er vi tæt på en tredjedel af målsætningen og forventer, at dette vil blive øget fra foråret 2020,« siger programleder i DGI København, Martin Machado.

Målgruppen er borgere fra 0-99 år, både fra Dragør og omkringliggende kommuner.

»Et naturstøttepunkt vil over tid kunne udvikles til at samarbejde med lokalt erhvervsliv, for ikke at nævne mulighederne for at tiltrække mere turisme til Naturparken,« siger Martin Machado.

Politisk ja til sondering

Alle byrådets partier har på økonomiudvalgsmødet i torsdags nikket ja til, at kommunen går videre i dialog med potentielle eksterne partnere for at etablere en erhvervsdrivende fond, der skal købe og drive et styrket outdoorcenter.

Blandt mulige interessenter nævnes Naturpark Amager, Naturstyrelsen, Tårnby og Københavns Kommune, Region Hovedstaden, spejder- og andre organisationer.

»DGI har samme konstruktion med erhvervsdrivende fonde, både hvad angår Ungdomsøen på Middelgrundsfortet og DGI-husene,« siger Dragørs borgmester, Eik Dahl Bidstrup (V) og fortsætter:

»Det har hele tiden været intentionen, at det skulle koste Dragør Kommune mindst muligt, og nu er vejen åbnet for det med den mulige konstruktion med en erhvervsdrivende fond. Her er det ikke tanken, at kommunen får en ekstraordinært stor udgift, men går ind som en partner med store aktører. Det betyder til gengæld, at vi ikke får nær så meget at skulle have sagt, og vi kan ikke i samme grad have kommunens egne aktiviteter på stedet, men det åbner andre muligheder, hvis vi får aktører ind med anderledes store muskler.«

Mens alle partier viser velvilje til at undersøge finansieringsmulighederne, er der fortsat politisk modstand mod, at Dragør Kommune selv skal købe grunden.

Kenneth Gøtterup (C) har krævet sagen behandlet på byrådsmødet på torsdag.

Og på Facebook er debatten i gang om, hvorvidt vejene på det sydvestligste Amager er dimensioneret til trafik til et større outdoorcenter.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Tirsdag 1. oktober kan du tage til barselsbreak i Falkoner Biograf..

Kom til motorikevent for de små

Enghaveparken skal være tryg, sjov og rar at opholde sig i med mere lys og bedre rammer.

Vesterbro Ny Skole gav en hånd i parken