Det begynder at ligne en strand ved Kalveboderne i Valbyparken. Store skilte oplyser dog om, at badning frarådes, da vandet stadig ikke er rent nok.
Det begynder at ligne en strand ved Kalveboderne i Valbyparken. Store skilte oplyser dog om, at badning frarådes, da vandet stadig ikke er rent nok. - Foto: Jacob Schneider

Like 👍

Strandarbejdet i Valbyparken er slut for i år

BADNING FRARÅDES. Anlægsarbejdet omkring Valbyparkens nye strand er slut for i år, men allerede nu er stranden kommet et godt stykke tættere på at være færdig. Der går dog et par år, før den kan indtages af badegæsterne.

STRAND: At en strand er på vej til Valbyparken ser man tydeligt, når man bevæger ned mod Kalveboderne. Første anlægsfase begyndte i forsommeren, og allerede nu kan man begynde at se resultatet.

Den stejle skråning med sten, som hidtil har adskilt Valbyparken og vandet i Kalveboderne, er blevet erstattet af en 120 meter lang sandstrand, som allerede nu kan benyttes til ophold og aktiviteter.

Selv om stranden ser færdig ud, er anlægsarbejdet dog slet ikke overstået. Sandstranden kan således godt nydes til både ophold og aktiviteter, men de badelystne gæster, der glæder sig til at hoppe i bølgen blå, må væbne sig med tålmodighed i nogle år endnu.

Vandkvaliteten er nemlig ikke god nok til badning endnu, da der ofte kommer spildevandsbakterier fra Damhusåen og Gåsebækrenden, som kan være sundhedsskadelige. Der er udført tiltag, som reducerer spildevandspåvirkningen, men det undersøges stadig, om der er brug for flere tiltag for at opnå en tilstrækkelig god badevandskvalitet. Teknik- og Miljøforvaltningen forventer tidligst, at vandet vil være rent nok til badning i løbet af 2021.

Anlægsarbejdet fortsætter

Arbejdet med at færdiggøre stranden ligger stille i vinterhalvåret, fordi Kalveboderne er et fuglebeskyttet område. Det betyder, at anlægsarbejdet kun må foregå i sommermånederne, fra den 1. maj til den 31. august. Næste fase bliver derfor udført i sommerhalvåret 2020, hvor byggepladsen opsættes igen på stranden.

Efterfølgende kommer der igen en pause frem til det fortsætter i 2021. I månederne mellem anlægsperioderne vil byggepladsen blive fjernet, så man kan besøge Valbyparkens nye sandstrand.

Forbedringer tilvælges

Når arbejdet genoptages i foråret 2020, skal der blandt andet etableres en støttemur i beton mellem stranden og parken, og der anlægges en opholdstrappe i granit mellem grusstien og sandstranden.

Når de sidste anlægsarbejder er afsluttet, er der mulighed for at tilvælge forbedringer til parken, som placeres i området nær stranden. Men hvilke faciliteter og hvor mange, det afhænger af hvor mange penge, der er tilbage. Faciliteterne kan fx være cykelparkering, en toiletbygning eller opgradering af de eksisterende træningsredskaber.

Disse faciliteter vil blive udvalgt i samarbejde med arbejdsgruppen, der består af repræsentanter fra Valby Lokaludvalg og Kgs. Enghave Lokaludvalg.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Linje 14‘s rute bliver udvidet med den nye busplan.

Inden metroåbning: Få alt at vide om busændringerne

»Hvis den endelige tilladelse opnås, har Frederiksberg Kommune åbnet døren på vid gab til nye store, støjende og ødelæggende arrangementer for natur, dyr og naboer,« skriver Rune M. Bjerril i et protestbrev til kommunen. Foto: Martin Sørensen

»Tanken er absurd. Det er det glade vanvid«