Wow 🤩 Like 👍

Nu åbner Fuglekvarterets FællesKafé

NATTERGALEVEJ. 15 ildsjæle fra fuglekvarteret er gået sammen om at åbne en ny café og kulturhus på Nattergalevej, hvor Madsens Mekka lå. Caféen forventes at kunne åbne på lørdag.

KULTURHUS: Siden i sommer har der været ganske stille på det ellers så farvestrålende hjørne af Nattergalevej og Vibevej i Nordvest.

Her lå kaffebaren Madsens Mekka, som nu er lukket, og så er det helt store spørgsmål jo: hvem skal nu drive café her?

Det skal ikke færre end 15 lokale ildsjæle. De er gået sammen om at åbne en kombineret café og kulturhus med navnet Fuglekvarterets FællesKafé. Et sted, der udover at være café med kaffe, kage, brunch og hjemmebagte boller, også vil byde på en række indslag som for eksempel mødregruppehygge, strikkecafé, syltekurser og blødt brød-arrangementer, hvor du kan tage farmor med.

»Vi har rigtig mange ideer, og vi er alle meget forskellige, så på den måde kommer caféen til at være et sted, der rummer alle,« forklarer Lisbeth Palmhøj Nielsen, som er forperson i gruppen og en af initiativtagerne bag projektet.

Måtte købe caféen

Maden i caféen vil være bæredygtig, og der vil være et stort udvalg af veganske retter. Det betyder dog ikke, at der bliver skruet op for priserne – tværtimod vil der også være sådan noget som filterkaffe, så det også vil være muligt at få en ganske billig kop kaffe.

De 15 ildsjæle, som er i alderen 30-77 år, blev lidt overraskede, da ejeren af lokalet pludselig besluttede sig for, at han ikke længere ville udleje lokalet, men ville sælge det. Men heldigvis har gruppen mødt stor opbakning fra lokalområdet.

»Vi var nødt til at skaffe en masse penge, så vi var rundt i området og spørge folk, om de havde lyst til at bakke op om projektet, og det var der overvældende mange, der havde. Men overskuddet fra caféen går også til velgørende formål, fortrinsvist i lokalområdet« fortæller Klaus Lorenzen, som er postbud i området og en del af gruppen.

Giv din mening til kende

Det lykkedes dem at samle hele 200.000 kroner ind via crowdfunding, og det hjalp dem til at kunne købe stedet.

Gruppen håber på, at den nye FællesKafé kan åbne på lørdag.

»Det er tanken, at vi til at starte med åbner hver weekend op til kulturnatten 11. oktober som en form for prøveperiode. Og i den periode vil vi bede folk om at komme med feedback, så de på den måde kan være med til at definere stedet,« siger Lisbeth Palmhøj Nielsen.

Når prøveperioden er ovre, vil kunderne opleve, at caféen har mere faste og længere åbningstider end tidligere. Det er en af fordelene ved at være en stor gruppe mennesker, der kan skiftes til at stå i caféen, påpeger Lisbeth Palmhøj Nielsen.

Endnu er caféen stadig ved at blive malet, og stilen bliver lidt mindre farvestrålende end før.

»Det kan næsten også kun gå den vej,« siger Lisbeth Palmhøj Nielsen og griner.

»Men det skal ikke være sådan et sted med råt træ og beton. Her skal være hyggeligt med farver og en masse planter,« tilføjer hun.

Caféen vil i starten være åben lørdage og søndage fra 8-17, hvor man kan komme forbi til kaffe, kage og heldagsbrunch.

Du kan læse mere på www.foreningencafeinordvest.dk .

Indretningen bliver lidt mindre farvestrålende, end da det var Madsens Mekka, men der bliver hyggeligt og masser af grønne planter, fortæller Lisbeth Palmhøj Nielsen.

Indretningen bliver lidt mindre farvestrålende, end da det var Madsens Mekka, men der bliver hyggeligt og masser af grønne planter, fortæller Lisbeth Palmhøj Nielsen. – Foto: Julie Stougaard

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

One Ping

  1. Pingback:

Skriv et svar

Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Den dag i dag benyttes Kolonien Nordstrand, som stedet hedder, til lejrskoler og feriekolonier for Frederiksberg Kommunes skolebørn.

Frygter at festival gør uoprettelig skade på Frederiksberg-koloni

”Vi har drukket for lidt champagne, og skålet for lidt”