I denne uges klumme skriver Githa Schultz om sin tidligere udlejer, Hr. Iversen. Illustration: Gertrud Louise Sørensen.

Klumme: Hr. Iversens vinhandel, portvinstønder, ejendomme og retrobobler

Af Githa Schultz

Min forhenværende husejer på Flensborggade med tre opgange og i hvert fald en på Istedgade hed Hr. Iversen. Han havde en meget fin og eksklusiv vinhandel i stueetagen i Flensborggade og tønder af lagret portvin i kælder og butik. Folk kom fra nær og fjern for en portvinstapning, en god vinsnak og en oplevelse.

Det var egentlig et familieforetagende, for Hr. Iversens hustru så man ofte – ligesom datteren – stå i både i forretningen og for det administrative i vinhandel og udlejningsdynastiet.

Dengang var det muligt at gå ned på hjørnet hos farvehandleren og få lavet en midlertidig regning for penge, man havde stående på sin indvendige vedligeholdelseskonto. Og som man kunne blive skrevet for til maling, og hvad der ellers skulle bruges til at shine det sminkede omend økologiske indvendige interiør i lejligheden op.

Fik regningen og afleverede den til Hr. Iversen, som så betalte uden bøvl. Bygningen er jo trods alt nok mere end 100 år gammel. Så gammel inde bag væggene, at indimellem, når mine naboer op gennem tiden enten har sloges eller kastet med møbler eller haft sex op ad væggen, har man kunne høre pudset falde rytmisk eller kaotisk ned gennem bambusstængerne.

Hr. Iversen stod last og brast med de flotte portvinstønder i sin brune kittel til alderen blev for høj, og så overtog datteren alt arbejdet. Både med lejerne og vinhandlen. Familien Iversen sørgede for håndmalede navneskilte til beboerne. Bare ikke, hvis det var et par.

For som de sagde: »Folk går fra hinanden og så skal vi bare male ny skilte.«

Så der har altid kun stået et navn på dørskiltet i Hr. Iversens velmagtsdage. Og en på lejekontrakten, hvor der også stod, at man ikke måtte male vindueskarmene i outrerede farver.

Jeg flyttede ind et sted i 80erne og betalte alle år en sindssyg billig husleje, og alligevel gik der penge ind på vedligeholdelseskontoen af de 2.600 huslejekroner, jeg betalte sidste gang i 2013, og indtil datteren solgte alt, og vi stiftede andelsboligforening.

På et tidspunkt boede flere medlemmer af min familie i opgangen. Selvom vi nu kun er to tilbage.

Ejendommens Matthæusevangelie-forkynder ‘Rigmor’ kunne indimellem høres ligeså højt som det årlige check på krigssirenerne kl. 12. Hun havde det med at smække vinduet op på cirka 4. sal i Flensborggade og holde dundertale både til gården og gaden.

Og for sidste gang inden afdeling O-ambulancen vist nok kom forbi efter fruen og hendes hjemmelavede kirketids prædikener. Og jeg er vist den nu, som efter ‘Rigmor’ så har boet her længst.

Der var noget nepotistisk over det, at vi fik lejlighederne dengang. For både min mor og far var bonkammerater med Hr. Iversen. Måske var det derfor, familien Iversen som regel var forholdsvis søde over for os.

Men når der røg skriftlig kommunikation ud i form af henstilling til beboerne fra Hr. Iversens tilrøgede administrationsbunker, der var indrettet som noget fra krigen, lød det typisk: »Nu er der igen nogle svin, som har stillet deres skraldespand ud på køkkentrappen.«

Hr. Iversen var ikke en fæl bolighaj, men han var lidt af den gamle skole i sin brune kittel og lidt misantropiske menneskesyn. Til gengæld var han altid korrekt med vedligeholdelse, og han truede aldrig folk med udsættelse, hvis ikke huslejen faldt til tiden.

Alt det er en saga blot. Nu bor jeg i en andelsboligforening i stedet i de samme gamle gulvbrædder, som har passeret 100 års jubilæet for længst. En andelsboligforening, som vi stiftede, da Hr. Iversens datter solgte alt. For nu skulle hun i bedste Yvonne-stil fra Olsen Banden på verdenstur med millionerne, da begge forældre efterhånden var døde, og hun var fri til at leve livet.

Og jeg har da været nervøs for, hvilke firmaer der ville leje underetagen efter Hr. Iversens vinhandel. Af en eller anden grund har Hr. Iversen formået at tiltrække stille butikker. Både i form af gallerier og nu butik La tienda CPH, der er en skøn blanding af autentiske og lækre boblende eller naturlig cider fra ’El Gaitero’, Asturias (Nordvestspanien.)

Samt genbrug, retro, kitsch, nostalgica, kuriosa, industriel antik (IKKE tøj!). Så selvom det er en smart hipsterbro andelsboligforening nu og en retro chick marskandiser, er der stadig lidt af Hr. Iversens ånd tilbage i stueetagen. Om ikke andet end i de dejlige spanske økologiske boblende cider-flasker.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Hummelgaard blev i slutningen af juni beskæftigelsesminister i den nuværende S-regering. Foto: Michael Paldan

Er kapitalismen blevet for syg?

Nu skal Storm P-humoren hyldes.

Prisuddeling: Storm P-ånden skal hyldes