Det er to år siden, at der var første spadestik til Kulturcenter Kildevæld, som er en tilbygning til Kildevældsskolen. Centret åbner ikke lige foreløbig.
Det er to år siden, at der var første spadestik til Kulturcenter Kildevæld, som er en tilbygning til Kildevældsskolen. Centret åbner ikke lige foreløbig. - Foto: Martin Sørensen

Østerbro skal have midlertidigt kulturcenter

ERSTATNING. Byggeriet af Kulturcenter Kildevæld trækker ud i årevis. Indtil åbningen skal borgerne have lokaler til aktiviteter som erstatning.

På jagt: Borgerne kan ikke længere vente på, at Kulturcenter Kildevæld står færdig.

Kulturcentret er, som Østerbro Avis tidligere har skrevet, forsinket den ene gang efter den anden.

Senest er den planlagte åbning her til efteråret udskudt i foreløbig omkring halvandet på grund af alvorlige byggefejl.

Københavns Kommune vil derfor finde faciliteter, som delvist kan kompensere for det manglende kulturhus.

Kommunen kigger derfor i samarbejde med Østerbro Lokaludvalg efter egnede lokaler eller eventuelt en pavillon, som kan huse nogle af de aktiviteter, som ellers skulle være i kulturcentret.

»Ja, vi leder efter det i samarbejde med forvaltningen,« siger formand for Østerbro Lokaludvalg, Allan Marouf.

Pengene er allerede sat af til aktiviteter i forventning om, at kulturcentret var åbnet, derfor skal der ikke findes nye penge til formålet.

»Det er vigtigt for os at tilbyde dette. Det kan ikke erstatte kulturcentret, men det kan trods alt kompensere for noget af det for borgerne, så de får nogle kulturtilbud,« siger Socialdemokratiets politiske ordfører og medlem af kultur- og fritidsudvalget på Københavns Rådhus, Jonas Bjørn Jensen.

Er det en systemfejl?

Kommunen har kigget på lokaler, men har ikke fundet noget egnet endnu, og så har lokaludvalget peget på, at der kan opstilles en pavillon på græsplænen bag Kildevældsskolen og Kildevældssøen.

Jonas Bjørn Jensen håber dog, at det lykkedes at finde lokaler i stedet for at opføre en pavillon.

»Det er bedre at bruge penge på indhold frem for en bygning,« siger han.

Indtil videre er det dog ikke lykkedes at finde egnede lokaler.

Jonas Bjørn Jensen har som politiker været med i processen om at få skabt Kulturcenter Østerbro gennem hele fasen.

Han ærgrer sig over de forsinkelser, som projektet er udsat for. På et møde i kultur- og fritidsudvalget i onsdag var der ikke tid til at drøfte sagen om forsinkelsen, det ser han frem til sker på et kommende møde.

Akkurat som han også ser frem til syns- og skønssagen, som han håber også placerer et ansvar for forsinkelsen og byggefejlene.

»Det er vigtigt at finde ud af, om der er en systemfejl. Københavns Kommune bygger for milliarder hvert år, og rigtig meget år godt, men noget går rigtig galt. Og vi slipper ikke den sag, før vi ved, hvad der er op eller ned,« siger han.

Står med ansvaret

Jonas Bjørn Jensen nævner, at en skøjtebane på Genforeningspladsen i Nordvest har været ude for et tilsvarende forløb som kulturcentret.

»Det er vigtigt for os som kommune, at vi kan leve op til at levere de kulturtilbud, vi stiller borgerne i udsigt,« siger han og tilføjer:

»Det er ikke kommunen, men entreprenørerne, som bygger, men det er kommunen, som står med ansvaret.«

I Københavns Kommune er det Byggeri København, som byggeopgaverne hører under.

Og her har det tidligere været meldingen, at netop den enhed skulle forhindre tidligere tiders forsinkelser. Fra embedsmændene forklarer man, at Byggeri København endnu ikke var etableret, da kulturcentet blev planlagt.

»Den forklaring har vi hørt, men vi må alligevel få at vide, hvad der er sket, siden det er gået så galt,« siger Jonas Bjørn Jensen.

Brug for kulturcenter

Kultur- og fritidsborgmester Francisca Rosenkilde (Alt), som var med til rejsegilde for kulturcentret i januar, håber, at man bliver klogere i kommunen, efter de fejl, som er begået.

»Og jeg skal dybt beklage forsinkelserne. Østerbro har virkelig brug for et kulturcenter, men det var trods alt godt, at fejlene blev opdaget, inden huset blev taget i brug,« siger hun og håber, at kommunen tager ved lære af forløbet ved Kildevæld til fremtidige projekter.

Formand for Østerbro Lokaludvalg Allan Marouf ønsker sagen undersøgt til bunds.

»Det er utilfredsstillinde, at der ikke er placeret et ansvar,« siger han og undrer sig over, at kommunen har kunnet lade byggeriet trække ud den ene gang efter den anden, og at de alvorlige fejl ikke er taget i opløbet af Byggeri København.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Henrik Dam Thomsen og Anders Koppel spiller som duo i Sankt Markus kirke 13. september.

Koncert i Sankt Markus Kirke

Sådan så Nørrebrogade ud efter Bilfri Søndag sidste år. På søndag 15. september går det igen løs.

Bilfri Søndag: Slå dig løs med kridt og sæbekasseræs