»Se dig for,« opfordrer Christina, som gerne vil starte en hel bevægelse af hverdagsnysgerrighed.
»Se dig for,« opfordrer Christina, som gerne vil starte en hel bevægelse af hverdagsnysgerrighed. - Foto: Jacob Schneider.

Christina elsker byen: Se din bydel, som du aldrig har set den før

NY BOG. Christina Bruun Olsson har en mission: Hun vil lære os at løsne blikket fra skærmene, se os for og nyde byens detaljer. Hendes nye bog »Se dig for – 100 hverdagsmotiver« er et skridt på vejen.

AF Jacob Schneider

KØBENHAVN: »Et stykke nedtrådt tyggegummi. Malingsrester. Prikker eller huller.

Hvis jeg har et kvarter, fordi jeg skal vente på nogen, så kan jeg da godt lige finde mig et tilfældigt opstået hjerte. Jeg synes da, jeg har fortjent mindst et hjerte hver dag, så jeg skal da få øje på et.«

Vi er på gåtur med Christian Bruun Olsson, som netop har udgivet bogen »Se dig for – 100 hverdagsmotiver«.

I bogen præsenteres 100 typiske hverdagsmotiver, som på ingen måde er skjult, men som vi alligevel sjældent lægger mærke til. Bogen er fyldt med billeder og skrevne eksempler, der inspirerer og opfordrer læseren til at opdyrke et nyt og mere opmærksomt blik på hverdagens små skatte

Virkelighed uden skærm

Og Christina ser sig for – i dén grad.

Hun kalder det at betragte.

»Eller snage. Glo. Være vindueskigger. Der er jo simpelthen så mange ting lige for næsen af os, som er værd at se på,« siger Christina, som har stor erfaring med ’voyeurismen’ gennem sit arbejde som grafisk designer.

De mange års erfaring som hverdagsbetragter, hvilket har ført til bloggen »En visuel synsvinkel« og en populær profil på Instagram, hvor hun deler de hverdagsmotiver, hun kommer forbi på sin vej. Hun afholder også guidede byvandringer, hvor hun forsøger at åbne deltagernes øjne for de mange visuelle skatte, der gemmer sig i bybilledet.

– Foto: Jacob Schneider.

Og den form for nysgerrighed på vores by og omgivelser gør os til gladere og mere opmærksomme mennesker, mener hun. Dét vil hun hjælpe flere med at få øjnene op for – bogstaveligt talt.

»Vi søger jo hele tiden at blive underholdt. Lige så snart vi har tiden til det, i toget eller på perronen, så tager vi vores mobil frem og kigger dér. Men der er simpelthen visuelle oplevelser alle vegne, så det er bare at se sig for. Og selv om jeg er rimeligt indoktrineret med at se mig for, så har jeg jo også dage, hvor jeg bare kigger ned i mobilens forjættede skærm og stresser rundt. Så kommer jeg hjem og tænker over, at jeg ikke aner, hvordan den, der sad ved siden af mig i toget, så ud. Super ærgerligt…

Jeg synes ikke, det er relevant, om noget er pænt eller grimt – det kan være lige interessant eller lige hamrende kedeligt. Man snyder da i hvert fald sig selv, hvis der er noget, man ikke vil se på,« siger forfatteren og fortsætter:

»Jeg mener måske bare, at virkeligheden er mere interessant, end hvad vi kan finde på Facebook og Youtube og så videre. Her er det kun et helt naturligt filter,« siger Christina og slår ud med armene mod et nedløbsrør.

– Foto: Jacob Schneider.

»Se, når solen så pludselig titter frem. Så er verden helt anderledes med alle de skygger, der popper op. Eller når det lige har regnet, så omdannes gader og fortove til store lærreder, der spejler byens tage og så videre.

Det kan blive en hel lille hverdagsfest, sådan en gåtur. Man keder sig i hvert fald aldrig.

Hvis jeg kunne starte sådan en slags bevægelse, så ville det da være skønt. Altså, jeg har ikke selv sådan en ’mindfulness’-tankegang, men det med at være til stede i nuet… Ja, hvis folk kan bruge det på den måde, er det da skønt.«

Træn dine børn

Bogen er skrevet til voksne, men er sådan set for alle, forklarer Christina. Ikke mindst børnefamilier:

»Jeg har brugt rigtig meget tid med mine børn på at tælle eller observere.

Det er super effektivt til at træne hjernen. Hjerter eller ti turkise ting. Bogen hjælper til at tænke i den retning, så man virkelig kan få en aha-oplevelse i hverdagen. Eller et lille fnis, fordi det er vildt humoristisk.

Emne nummer 100 i bogen hedder fascinationer, for man kan jo finde på alle mulige emner at kigge efter.«

Bliver dine venner og familie aldrig trætte af at gå tur med dig?

»Jeg prøver at styre mig lidt, især når jeg går sammen med min familie. De synes måske nok nogle gange, det kan være lidt belastende. Men de er blevet trænet. ’Se der, mor, det ligner et ansigt’ og sådan. Og hvis de finder et hjerte, så ved de, at de får et klap på skulderen af mor,« griner Christina Bruun Olsson.

Se Christina fortælle på Amagerbrogade her:

ChristinaBruunOlsson SeDigForAmager 20190828 142747

Christina Bruun Olsson, “Se Dig For”, Amager

Sug din bydel til dig: Amagerbrogade

ØJENÅBNER: Vi starter en lille gåtur med Christina på Sundbyøster Plads, hvor den gamle idrætshal og de nye boliger straks springer i øjnene:

»Der er godt nok nogle formkontraster her. Det nye byggerie, som er meget kasseformet med markante rektangler, hallen med en kæmpe trekant som tag og de runde blomsterkummer – vi har i virkeligheden alle grundformerne.

Hvis man er matematiklærer kan man sende eleverne ud og finde stumpe og retvinklede og spidse trekanter – der er jo matematik allevegne, både menneske- og naturskabt.

Og tal. Hvor meget kan vi se her, der er gult, for eksempel? Prøv at komme op på en 50’er på den måde – eller at man kun må kigge i en vinkel og så finde tre ting… Tre på stribe eller ’find fem fejl’, det er gode øvelser at tage med sig ud i virkeligheden.

– Foto: Jacob Schneider.

Det er også oplagt som dansk-lærer: Send børnene ud for at finde stavefejl, kommafejl og så videre – de der bogstaver på pizzeriaet, hvor man har glemt at fjerne folien bagved – det er jo skønt at finde fejl, de voksne har lavet.

Se det lille gule hus, hvor der er isbutik. Det er sådan et sjovt negativt Klondike-rum mellem de store huse – og en thai-takeaway, der er bygget på i en helt skæv vinkel: et virkelig pudsigt byrum bare i de fire-fem bygninger der. Og noget af en kontrast til det nybyggede overfor, som er helt strømlinet.«

Vi kommer ud på selve Amagerbrogade på hjørnet ved den nye Lidl-butik.

»Og så lægger man mærke til det håndskrevne banner over døren derovre: ’Åbner snart’. Eller skiltet, hvor A’et er forsvundet fra ’Amagerbrogade’ – tit opstår der helt nye ord, når man kigger på skilte. Derovre ved bageriet, der er det bare Erik, der er forsvundet (neonskiltet på Eriks Bageri, red.),« griner Christina og fortsætter:

»Det er også spændende at se på spor af noget, der har været. Derovre hvor vinduerne er muret til, klistermærker, som er pillet af eller døgnboksen fra en bank på en 7 Eleven-kiosk… Eller de gamle husnumre, som kommer frem, når man renoverer facaden. Ligesom de forskellige typografier, der kommer frem oveni hinanden, det er jo også en form for – i gåseøjne – skønhed,« griner grafikeren og peger på en gammel grønthandler, hvor der har været slagter siden.

– Foto: Jacob Schneider.

»Så kan jeg også anbefale, at man kommer rundt omkring de her lyskasser på gaden, hvor plakater og streetart i kombination kan skabe de sjoveste kontraster eller tilfældige sammenhænge mellem lagene.

Se det sammensurium af butikker og skilte derovre: Vaskeriet om hjørnet, den kinesiske restaurant, apotek, kirke – et virkelig kuperet facadeterræn med et herligt mix af typografier og patinering. Man bliver nærmest helt mundlam.

En af mine yndlingsøvelser at finde bogstaver. Se et ’R’ her i udluftningsrøret. Og her er der et ’A’, nej faktisk et ’Å’…

Det, der er helt særligt lige her på Amagerbrogade, det er simpelthen variation og forskellighed. Facader og bygninger, det er både op og ned og ind og ud – der er simpelthen så mange niveauer – herligt,« udbryder Christina og iler mod en butik under renovering.

Christina Bruun Olsson, »Se dig for«, 388 sider, pris: 299 kr. Udgivet på Byens Forlag

Se mere: www.christinabruunolsson.dk

– Foto: Jacob Schneider.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Libuse Müller har boet på Østerbrogade siden 1993. Her på fjerde sal holder hun og manden ofte musiksaloner og foredrag og man føler sig velkommen allerede i dørtelefonen.

En borger på Østerbrogade: Hun samler folk omkring sig

Mænds Mødesteder på Frederiksberg efterlyser flere medlemmer. Arkivfoto: Martin Sørensen

Mænd mødes hver anden uge, vil du med?