Libuse Müller har boet på Østerbrogade siden 1993. Her på fjerde sal holder hun og manden ofte musiksaloner og foredrag og man føler sig velkommen allerede i dørtelefonen.
Libuse Müller har boet på Østerbrogade siden 1993. Her på fjerde sal holder hun og manden ofte musiksaloner og foredrag og man føler sig velkommen allerede i dørtelefonen. - Foto: Anja Berth
Tema: in
Sted: in

En borger på Østerbrogade: Hun samler folk omkring sig

Verdenskunst, musik og hjerterum. Kom med indenfor i sanger, gallerist og tolk Libuse Mullers herskabslejlighed på fjerde sal på Østerbrogade.

HJEMME HOS: I et lille aflangt og smalt værelse – mellem den enorme entre og det store landkøkken med anretterbord – står reoler og hylder spækket med fade, skåle, glas, tallerkener, kopper og ekstra bestik. Her i den store herskabslejlighed bor Libuse Müller med sin mand, og ofte åbner hun den store dobbeltdør, når hun er vært ved musikaftener og foredrag.

Libuse Müller er 71 år og født og opvokset i Prag, men har boet i Danmark siden 1967.

Efter studentereksamenen i Prag besluttede Libuse Müller at tage til Danmark for at læse dansk. Interessen for dansk og Danmark skyldes storesøsteren, der er over tyve år ældre. Hun blev gift med en dansk ingeniør, så familien og lille Libuse kom så tit det var muligt til Danmark for at holde ferie. Men på grund af ’jerntæppet’ mellem Øst- og Vesteuropa kunne det kun lade sig gøre hvert andet år.

Libuse Müllers forældre var henholdsvis 60 og 44 år, da hun blev født, og hun har aldrig kunnet se problemmet med gamle forældre.

»Jeg må sige, at det har jeg aldrig mærket. Nå man taler om hvor skadeligt og dårligt det kan være for et barn – ja, det forstår jeg ikke. Jeg har kun oplevet masser af kærlighed,« siger Libuse Muller.

Gæstebud i lejligheden

Vi sidder i hendes stue – eller rettere en af stuerne – i den 282 kvadratmeter store lejlighed, hvor hun bor med sin mand Finn Chemnitz.

Lejligheden købte de i 1993, fordi den har elevator og Libuse Müllers knæ kan ikke længere holde til trapper.

»Det er en oase at være her på Østerbro. Jeg elsker min udsigt og at her er fred og ro og gode butikker,« siger Libuse Müller.

Ved siden af spisebordet, hvor vi sidder, står flygelet og gaber flabet. Man er nok nødt til at spille på det for at lukke kæften på det. Det gør man også. Ofte holder Libuse Müller salonaftener med musik og sang og foredrag her i de lyse stuer, hvorfra man kan se Østerbrogade og har en skøn udsigt over Østerfælledtorv.

Så kommer det lille værelser med ekstra fade og skåle til gavn, og hun laver gerne store gryder med mad eller serverer brød og pølsebord for de mange gæster.

»Nogle gange har vi været 150 mennesker.«

Uanset hvor man vender sig i lejligheden, er der kunst og bøger og minder af levet liv. Og kultur fra alle verdener.

Blev i Danmark

Efter studentereksamenen i Prag i 1967 tog Libuse Müller til Danmark for at læse dansk, russisk og musikvidenskab. Året efter kom militærkuppet Foråret i Prag, og Libuse Müller kunne ikke vende hjem

Forældrene har lært hende at interessere sig for andre mennesker og for andre lande, så udenrigspolitk har altid optaget hende. Efter et år i Danmark kunne hun så meget dansk, at hun blev ansat i Dansk Flygtningehjælp som tolk og siden har hun været selvstændig og hjulpet indvandrere og flygtninge til bedre trivsel i Danmark.

Hun ved selv, hvad det vil sige, når ens eget land ikke er frit, og man må leve under små kår.

»Som borger i Centraleuropa er man ofte kastebold mellem flere stormagter.«

Forældrene mod styret

Under omvæltningen og det kommuniske styre i Tjekkoslovakiet i 1948 – det år Libuse blev født – mistede faren alle sine rettigheder. Han var skoleinspektør og moren var sekretær for den daværende udenrigsminister. Så da kommunisterne overtog magten, oplevede de at forvinde fra verdenskortet og de titler, man havde eksisterede ikke mere.

»Mine forældre havde et stort sprogkendskab og derfor kunne de lave mange ting, Men de syede også knapper i og måtte tage alt det arbejde, de kunne få. Men de var lykkelige for, at de ikke kom i fængsel, så selvom de levede for få penge var de glade,« fortæller Libuse Müller.

Musikken i hjertet

Kærligheden til andre mennesker, og interessen for andre lande har hun fået fra forældrene. Også musikken har hun taget med derfra. Hjemmet i Prag var altid levende med sang og musik og Libuse Müller var med i kor og med til forestillinger.

Hun er sopran og synger stadig, men ville gerne have været operasanger. Det satte en voldsom astma dog en stopper for i 1972.

»Ja, klimaet i Danmark har nok ikke været det bedste – her er meget fugtigt.«

Hun lever dog fint med sin astma og får ikke medicin og synger ofte. Eller hyler, som hun siger.

Hun og manden har i mange år haft galleri Shambala i Rosengården, hvor flygtninge og indvandrere kan udstille deres kunst. Shambala betyder ’I et rige langt mod nord, hvor man finder frelse’.

Kunst fra hele verden

Nu hedder galleriet Rosengården 7, men værkerne er stadig af syriske, palæstinensiske og egyptiske flygtninge og indvandrere.

»Jeg kan hjælpe dem med at få et godt cv, så når deres kunst skal hen andre steder, så kan man se, at de har været udstillet på galleri,« siger Libuse Müller og viser rundt i lejligheden, hvor mange af værrkerne her.

»Jeg har samlet hele verden her i kunsten.«

Libuse Müller er en fantastisk vært. Det mærker man det samme. Og når man skal tage afsted igen.

»Du har jo ikke spist hele din croissant – og nu skal du cykle. Du får den lige med,« siger hun og går ud i køkkenet og lægger croissanten ned i en frysepose.

»Nu har du til turen.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Knæk læsekoden med Caroline Mathilde Qvartfot.

Knæk koden: Hvordan lærer børn at læse?

»Se dig for,« opfordrer Christina, som gerne vil starte en hel bevægelse af hverdagsnysgerrighed.

Christina elsker byen: Se din bydel, som du aldrig har set den før