16. september åbner den nye svømmehal i Dragør.
16. september åbner den nye svømmehal i Dragør. - Foto: Anne Marie Dahl, Dragør Svømmeklub

Like 👍

Fra 0 til 850 medlemmer på et halvt år

GENFØDT SVØMMEKLUB. Da den gamle svømmehal i Dragør lukkede i 2011, blev Dragør Svømmeklub tømt for sine dengang 644 medlemmer. Siden foråret har 850 meldt sig ind – den nye svømmehal åbner 16. september.

DRAGØR: Nedtællingen er i gang for åbningen af Dragørs nye svømmehal. Og brikkerne er ved at falde på plads i Dragør Svømmeklubs puslespil med at finde svømmetrænere og sluse nye medlemmer – og det vil sige samtlige medlemmer – ind på forskellige hold.

I maj, da vi sidst talte med klubben, havde 300 bedt om at blive medlemmer, uden bestyrelsen havde foretaget sig noget for at hverve dem.

»Og nu er vi oppe på cirka 850 medlemmer. Det er Dragør-borgere alle sammen, faktisk er jeg kun stødt på én, der ikke bor i Dragør,« fortæller klubbens formand Anne Marie Dahl.

Et ret solidt comeback, efter medlemsskaren gik fra 644 til 0 fra den ene dag til den anden, da Dragørs gamle svømmehal måtte lukke i juni 2011, fordi hallens fundament havde uoprettelige skader.

Svømmeklubbens medlemmer var begyndt at sive mindst et år før, fordi man vidste, hvad vej det bar med hallen, og tallet endte altså på 644.

Siden har bestyrelsen fastholdt grebet om en klub, der i otte år hverken har haft vand eller medlemmer. Og knoklet i månedsvis på at forberede den nye opstart.

Børnene kan ikke svømme

Årene uden svømmehal og skolesvømning i Dragør har betydet, at rigtig mange børn i byen ikke kan svømme.

»Vi har sendt en beskrivelse og guide til forældrene om, hvad deres børn skal kunne, og der igennem fundet ud af, hvilket niveau de tilmeldte børn er på. Og jeg er forbavset over, hvor høj en alder de børn har, som slet ikke kan svømme, eller kun kan meget lidt,« fortæller formanden.

Det betyder, at der er oprettet mange begynderhold.

»Vi har 10 hold for børn i alderen 3-5 år – det er hold med både børn og deres forældre i varmtvandsbassin. Derudover har vi fem forældre/børn-hold i det lille bassin, og så er der også hold for børn, der ikke kan svømme, og som ikke vil have deres forældre med. Det er især forbavsende, hvor mange 8-9 årige, der stort set kun kan flyde. Men reelt er det jo helt logisk,« siger Anne Marie Dahl.

Voksenholdene går også som varmt brød. Et svømmehold for triatleter (klubben udbyder ikke cykling- og løbe-delen) er næsten fyldt op.

Kombihold, hvor forældre undervises af en træner i stort bassin, mens deres børn får svømmeundervisning i lille bassin, er også populært.

Og er man voksen og usikker på sin svømning, skal man heller ikke fortvivle.

»En skrev til os: Jeg er 49 år, skal jeg melde mig til niveau 1? Altså sammen med børnene. Og nej, vi er ved at lave et hold begyndere for voksne,« siger formanden.

En eliteafdeling er til gengæld ikke noget, som en klub midt i en ny opstart har.

»Jeg tror, der kommer til at gå mindst to år, men det er svært at forudse,« siger Anne Marie Dahl.

Superfedt fællesskab

Svømmehallen skal åbne officielt 16. september, og der løbes stærkt i klubben, for at få de sidste trænere på plads til alle hold.

»Vi har et udvalg, der skal tage sig af åbningsfestivitasen. Den første uge tager bestyrelsen hen og tager imod og guider de nye medlemmer. Og der er rigtig mange, der har meldt sig til at hjælpe, selv om de ikke sidder i bestyrelsen.«

»Det er superfedt, at vi har sådan et fællesskab – det er præcis det, foreninger handler om. Vi får tingene til at du, når vi er mange hænder. Det er dét, der motiverer mig – at skabe sådan et fællesskab, hvor vi tager hånd om hinanden,« siger Anne Marie Dahl.

dragoer-svoemmeklub.dk kan du læse mere om klubben og tilmelde dig hold

Dragør Svømmeklubs formand, Anne Marie Dahl.

Dragør Svømmeklubs formand, Anne Marie Dahl. – Foto: Hanne Bjørton

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Politiet var til stede i området ved Struenseegade og Hans Tavsens Gade, da der i weekenden blev sat ild til en bil, der var parkeret i Struenseegade. Foto: Kristian Birk

Nye ildspåsættelser på Nørrebro

Der er fem forskellige ruter at gå i København søndag 8. september og lidt til hver smag.

ECCO Walkathon går videre på 20. år