De fire initiativtagere, fra venstre Caroline Falk Lauritsen, Katrine Lebrecht Helden, Susan Sleman Osbech og Jens Aage Skare Nielsen.
De fire initiativtagere, fra venstre Caroline Falk Lauritsen, Katrine Lebrecht Helden, Susan Sleman Osbech og Jens Aage Skare Nielsen. - Foto: Martin Sørensen

Like 👍

Initiativtagere til Dragør Privatskole: Planen er at starte i 2020 uanset hvad

SKOLER. Fire initiativtagere vil til august 2020 åbne Dragør Privatskole, der med tiden skal blive en 1-sporet skole med 0.-9. klasse. Ideen er ikke født i utilfredshed med folkeskolen. Der kommer de fleste af initiativtagernes børn til at gå i hele deres skoletid. Men fordi de synes, Dragør mangler et mere mangfoldigt skoletilbud.

DRAGØR: Der er langt mere end blot en marginal interesse for, at der kommer en privatskole i Dragør. Det kan fire initiativtagere bag den kommende Dragør Privatskole konstatere, efter de 22. juli startede den lukkede facebookgruppe af samme navn.

416 medlemmer har den i skrivende stund tiltrukket, og initiativtagerne vurderer, at omkring 265 af medlemmerne har en direkte interesse i at få deres barn i en privatskole i Dragør.

Ønsket om en privatskole handler ikke om initiativtagernes utilfredshed med folkeskolerne i Dragør.

»Mange privatskoler er startet, fordi forældrene var dybt utilfredse med folkeskolen, men det er ikke vores drivkraft. Vi gør det her arbejde velvidende, at vores børn formentlig aldrig kommer til at gå i skolen. Så det er ikke en egoistisk drivkraft, men for alle parter ville det være godt med et mere mangfoldigt skoletilbud,« fortæller Jens Aage Skare Nielsen, der har fire sønner, som går på Nordstrandskolen.

Efter en karriere i Mærsk skiftede han spor og blev uddannet lærer i 2016 og blev siden viceskoleleder på Amager Privatskole. I dag er han konsulent og friluftsvejleder.

»Jeg har fået mange opfordringer til at starte en privatskole i Dragør, og jeg har hørt fra familier, at den eneste grund til, at de ikke flytter hertil, er at der ikke er en privatskole i byen,« fortæller han.

Bad om diskretion

I starten af august fortalte initiativtagerne til nyhedssitet DragørNyheder.dk, at der allerede var lokaler til skolen i kikkerten, men at man endnu ikke ønskede at afsløre hvor, i respekt for både udlejer og dennes nuværende lejere.

Initiativtagerne skrev til alle byrådsmedlemmer og opfordrede til dialog, men bad også om diskretion i forhold til, hvilke lokaler man havde kig på.

Men Dansk Folkepartis Morten Dreyer afslørede 20. august ikke desto mindre lokaliteten i et debatindlæg, der blandt andet blev bragt i Amager Bladet, og det ærgrer folkene bag den nye privatskole.

»Vi bad om dialog og diskretion, og Dansk Folkeparti er det eneste parti, der ikke har ønsket dialogen og brød fortroligheden – det vil vi egentlig ikke kommentere ud over, at det er dårlig stil,« siger Jens Aage Skare Nielsen.

Til gengæld vil initiativtagerne gerne kommentere et andet aspekt i Dreyers debat-indlæg. Nemlig at en privatskole ville blive alt for dyr for Dragør Kommune og ville betyde, at Dragør Skole mister elever og må lukke.

»Vi er kede af, at vi fremstår som nogen, der vil ødelægge noget. Vi taler om en skole, der når den er fuldt udviklet får max 224 elever, så det bliver en lille skole,« siger Jens Aage Skare Nielsen.

»Der er et fokus på økonomi og det hurtige slag på tasken: Hvad koster det? Men den måde at betragte en privatskole på er meget kortsigtet. I stedet skulle man se mere langsigtet på sagen i forhold til at tiltrække børnefamilier, der kan være med til at opbygge noget. Der er familier, der føler sig tvunget ud af kommunens skoletilbud, fordi de ikke kan finde et alternativ i Dragør. Men der er ikke så mange politikere, der tænker ret meget længere end en valgperiode frem i tiden,« sige Caroline Falk Lauritsen.

Hun har selv to børn, der går på Dragør Skole og et tredje på Amager Privatskole. Hun er desuden initiativtager til og bestyrelsesformand i den private daginstitution Eventyrhuset i Dragør og dens skovbørnehave Eventyrskoven.

Jens Aage Skare Nielsen har lavet et tænkt eksempel ud fra, at der på Boligsiden.dk var 137 helårsboliger til salg i Dragør 28. august.

»Hvis blot vi kunne tiltrække for eksempel 30 nye familier til kommunen med en gennemsnitsindkomst på 400.000 kroner per voksen, så ville det give et ekstra skatteprovenu på seks millioner kroner. Vi håber derfor, at politikerne i Dragør vil begynde at se lidt mere langsigtet på de fordele, der kan komme i kølvandet på et mere mangfoldigt skoletilbud,« siger han.

Mangfoldig, ikke elitær

Initiativtagerne har også hørt en ny privatskole omtalt som noget, der bliver et meget elitært tilbud.

»Sådan er det overhovedet ikke. Det kan godt være, at det er sådan på enkelte skoler i København, men i Amagers privatskoler ser man alle typer familier lige fra den enlige lufthavnsmedarbejder til direktøren,« siger Jens Aage Skare Nielsen.

»I den privatskole, hvor et af mine børn går, er der da meget mere mangfoldighed, end hvis du sammenligner med folkeskolerne i Dragør, hvor familierne ligner hinanden meget mere,« siger Caroline Falk Lauritsen.

»Vi tænker også i fripladsordninger, hvor vi vil være i tæt samarbejde med forvaltningen om dem, der har udfordringer. Privatskoler har måske ry for at være selektive og modarbejde udfordrede elever. Men hos os handler det om at tiltrække forældre, der deler de samme værdier som os – det er det grundlæggende,« siger Katrine Lebrecht Helden.

Hun har arbejdet som lærer på Dragør Skole, har været souschef på Ørestad Friskole og arbejder i dag som konsulent i skoleverdenen.

To informationsmøder

Det vil kræve en ændring af lokalplanen at få lov at drive skole i de lokaler, initiativtagerne i første omgang har set på, og det forventes, at sagen forhandles politisk i oktober.

Men der er også andre mulige lokaler i spil, som ikke kræver lokalplanændringer.

»Planen er at starte i 2020, uanset hvad,« siger Susan Sleman Osbech, der er selvstændig grafisk designer og har tre børn, som går på Nordstrandskolen.

»Når man åbner privatskole, er der krav om at åbne med et minimum antal elever, og om at man starter med klassetrinene 0.-6. klasse. Det er tilsigtet, at vi skal have en 1-sporet skole, der rummer 0.-9. klasse,« siger Katrine Lebrecht Helden.

Der skal gøres brug af både hendes og Jens Aage Skare Nielsens skolebaggrund i den kommende privatskole.

»Vi tænker os begge ind i både ledelse og undervisning. Det er fint, at ledelsen også er involveret i undervisningen – det er jo et lille sted,« siger Jens Aage Skare Nielsen.

Næste skridt på vejen er to informationsmøder, hvor interesserede kan høre mere om planerne og på hvilke parametre, privatskolen vil gøre tingene anderledes. Det første er tirsdag 17. september på Dragør Badehotel, det næste torsdag 19. september i Hollænderhallen.

Tilmeld dig facebookgruppen Dragør Privatskole og følg med i eventuelle ændringer i tid og sted for møderne.

Dragør Privatskoles primære kerneområder

  • Det grønne fokus – et bæredygtigt liv i samspil med naturen. Eleverne skal opdrages til af have et bedre tilhørsforhold til naturen og forståelse for, hvordan naturen påvirkes af vores beslutninger og levevis. Samt have flere oplevelser i og med naturen.

  • Dedikerede fællesskaber – fokus på evnen til at samarbejde med andre. Få vil få succes alene i fremtiden. Eleverne skal lære at investere tid og i dedikerede fællesskaber, hvor de lærer at bidrage positive og investere tid i hinanden, for at opleve at man selv vokser.

  • Innovation, kreativitet og iværksætteri – en anderledes tilgang i det daglige. En stor del af eleverne skal være med til at skabe deres egne jobs i fremtiden. Derfor vil skolens tilgang i det daglige også være anderledes. Eleverne kommer til at arbejde projektbaseret 11 uger om året i forskellige fag og med forskellige fokusområder.

  • Kilde: Initiativtagerne til Dragør Privatskole

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Arrangement: Veganerpartiet rykker ind i Kødbyen

Der var travlhed i udekøkkenet, da Nicola Fanetti fra Restaurant Brace kokkererede sig til førstepladsen i øko-konkurrencen.

Efter en tur i marken: Restaurant Brace henter fornem øko-titel