Siden efteråret 2018 har der været syv bilbrande i Hans Tavsens Gade meget tæt på beboernes opgange. De håber nu på hjælp fra politiet og Københavns Kommune. Foto: Julie Stougaard
Siden efteråret 2018 har der været syv bilbrande i Hans Tavsens Gade meget tæt på beboernes opgange. De håber nu på hjælp fra politiet og Københavns Kommune. Foto: Julie Stougaard

Sur 😠 Haha 😆 Like 👍

Beboere utrygge efter en række bilbrande

NØRREBRO. Siden efteråret 2018 har beboerne i en andelsforening i Hans Tavsens Gade oplevet syv bilbrande lige uden for deres hoveddøre. De inviterede derfor politiet til et møde for i fællesskab at finde en løsning på problemet, som er mere omfangsrigt, end politiet først var bekendt med.

BRANDE: Brostenene på parkeringspladsen foran en af opgangene i Hans Tavsens Gade er stadig sorte, og selvom hoveddøren har fået et nyt lag mørkegrøn maling er det tydeligt at fornemme, hvordan overfladen er blevet skoldet af varmen fra flammerne. Glasset i flere af vinduerne er desuden blevet skiftet, da det var flækket.

Den seneste bilbrand fandt sted i juni, og siden har flere af beboerne i den lille gade valgt at parkere deres biler andetsteds. Det fortæller beboer Kristian Birk, som selv har været vidne til flere af bilbrandene, som flere gange har fundet sted uden for hans egen hoveddør. Blandt andet den, der fandt sted i januar, hvor en bil eksploderede efter at være blevet sat i brand.

»Min datter på tre år lå og sov lige inde på den anden side af vinduet, da det skete,« fortæller Kristian Birk, der siden også er blevet far til lille Toke, som han holder på armen, mens vi taler.

Utrygheden steg

Mens utrygheden i andelsforeningen steg i takt med antallet af bilbrande, virkede det ikke til, at hverken politiet eller kommunen var opmærksomme på problemet, forklarer han.

»Jeg kunne se på vores andelsforenings Facebook-gruppe, at folk var meget optaget af det, og jeg undrede mig over, at der ikke skete noget. Der var ikke en øget patruljering fra politiet eller noget, så jeg skrev til chefen for Sikker By, og Beboerforeningen kontaktede kommunen i forbindelse med bilbrandene på parkeringspladsen. De fik svaret, at der skulle laves noget arbejde på pladsen i forbindelse med metroen, og at det var det,« siger Kristian Birk, som efterfølgende inviterede Københavns Politi til et møde for i fællesskab at finde en løsning på problemet.

»På mødet skete det vildeste: det viste sig, at ingen havde registreret de syv bilbrande som et problem. Hverken politiet, Hovedstadens Beredskab eller kommunen havde studset over det. Det virker da mærkeligt, når der på så lille et område finder så mange bilbrande sted. Jeg tænker, at det da må være noget, man normalt ville undersøge?,« siger Kristian Birk.

Brande relation til demo

Ifølge politikommissær og leder af nærpolitiet Nordøst Jonas Wybrandt, som var med til mødet, er der flere årsager til, at politiet ikke har det samme billede af omfanget af bilbrande i Hans Tavsens Gade.

»Det var tydeligt for mig at mærke, at beboerne var utrygge, og det kan jeg godt forstå, man kan blive, når man oplever en bilbrand i sit nabolag. Det, som blev synliggjort, da de forklarede, hvor bilerne har stået henne, var, at én bilbrand i nogle af tilfældene spredte sig til andre biler. Så er der to, der har fået deres biler brændt af, men hos os er det registreret som én sag, fordi det er sket i forlængelse af hinanden, og derfor er vores tal lidt forskellige,« forklarer han og tilføjer, at en anden årsag er, at flere af bilafbrændingerne skete i dagene omkring 14. april.

»Omkring halvdelen af de her bilbrande, som vi talte med beboerne om på mødet, stammer tilbage fra de uroligheder, der var 14. april, hvor Stram Kurs demonstrerede på Blågårds Plads. Og der var det lidt vilkårligt, hvor bilerne blev brændt af, for der blev der brændt biler af rigtig mange steder på Nørrebro,« siger Jonas Wybrandt, som ikke kan udtale sig om, hvor mange bilbrande i Hans Tavsens Gade, politiet var bekendt med inden mødet.

Mere synligt politi

På mødet foreslog han beboerne en tryghedsvandring med en sikringsvejleder fra politiet, som kan rådgive omkring mulighederne for at øge trygheden generelt, og det har beboerne taget imod.

Kristian Birk håber, at det i første omgang vil være muligt at rykke bilerne længere væk fra beboernes lejligheder ved at gøre fortovet, der lige nu består af to rækker fliser, bredere.

»Man er allerede ved at renovere en plads og har gravet fortovet op. Kunne man så ikke lave en enkelt eller to rækker ekstra fortov, så vi får bilerne længere væk fra vores ejendom? Hvor svært kan det være? Det løser ikke problemet, men det er første skridt på vejen til at føle sig tryg,« siger han og tilføjer, at frygten for, hvornår den næste bilbrand kommer fylder meget. »På mødet var der nogle af beboerne, der sagde, at de næsten ikke kan sove om natten. Jeg er nervøs for, at bilbrandene begynder igen, når vi kommer ind i efteråret, hvor det bliver mere mørkt.«

»Jeg håber, at nogle finder nogle reelle løsninger på, hvad jeg mener er et alvorligt problem. Når man bor på Nørrebro, ved man godt, at der sker mange alvorlige ting, som politiet skal tage sig af, og jeg kan godt klare lidt hashhandel. Det siger man ligesom ja til, når man flytter til Nørrebro. Men bilafbrændinger med eksplosioner, flækkede vinduer og skoldede døre når et helt nyt niveau,« siger Kristian Birk.

I januar skete der en eksplosion i forbindelse med en bilbrand i Hans Tavsens Gade. Beboere løb ned for at slukke branden, men måtte opgive.

I januar skete der en eksplosion i forbindelse med en bilbrand i Hans Tavsens Gade. Beboere løb ned for at slukke branden, men måtte opgive. – Foto: Foto:Krestian Ingemann

Politikommissær Jonas Wybrandt bekræfter, at beboerne godt kan forvente at se mere politi i gaden fremover.

»De har fokus på stedet og vil være mere synlige i hele området og i Hans Tavsens Gade. De har fået fokus på det og ved, at de skal køre ned forbi og holde øje med området, og det vil de gøre,« siger han.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Årstidsfest er en tradition i Vanløse med masser af musik, mad og god stemning. Arkivfoto

Skal du med til årstidsfest ?

Fra 2020 vil kommunale medarbejdere kunne donere blod på Frederiksberg Rådhus.

Blodet kommer til at flyde på rådhuset