Raske Penge har boet i Nordvest i ti år og kan ikke forestille sig at bo andre steder. Han elsker det urbane miljø, som passer til hans musik. Nu er han aktuel med singlen ‘Ska? Ska ikk?’. Foto:
Raske Penge har boet i Nordvest i ti år og kan ikke forestille sig at bo andre steder. Han elsker det urbane miljø, som passer til hans musik. Nu er han aktuel med singlen ‘Ska? Ska ikk?’. Foto: - Foto: Carsten Lundager

Like 👍

Nordvest-rapper: »Gentrificeringen er en dræber«

2400. Raske Penge er aktuel med den nye single ‘Ska? Ska ikk?’ I den forbindelse har Nørrebro/Nordvest Bladet mødt den prisbelønnede rapper og sangskriver i hans kvarter i Nordvest, hvor vi har fået et glimt af hans hverdagsliv i bydelen.

REPORTAGE: Jeg er spændt, da jeg sammen med fotografen drejer ned ad Rentemestervej for at mødes med Raske Penge. Jeg har hørt, at han har fjernet sit store fuldskæg, så jeg er lidt usikker på, hvor nemt det bliver at genkende ham.

Vi træder ind på Café Virente, hvor Raske Penge venter. Iført baggy jeans og sort hættetrøje er han ikke svær at spotte blandt caféens andre gæster på trods af, at det store fuldskæg er reduceret med mange centimeter.

»Det har været sjovt at fjerne skægget – nu er det så vokset lidt ud igen. Men der er mange, jeg kender, som ikke har kunnet genkende mig. Det har pludselig givet mig lidt mere frihed, fordi folk ikke genkender mig så nemt. Jeg synes for eksempel, det er sjovt at stå på skateboard, men jeg er rigtig dårlig til det, så jeg har ikke brudt mig så meget om at gøre det, når folk kiggede og tænkte ’det er jo Raske Penge, han er godt nok dårlig til at stå på skateboard’. Men det har jeg kunnet nu,« siger han med et smil, da vi har bestilt kaffe og sat os ved et af bordene.

Et håndplukket liv

Han har valgt, at vi skulle mødes her på Café Virente, som er en del af et botilbud for udviklingshæmmede borgere, men hvor alle er velkomne til at sidde og nyde en kop kaffe. For han vil gerne være med til at udbrede kendskabet til steder som her, hvor der plads til alle, og kaffen er god og billig. Dagens mødested har dog krævet en del overvejelse, fortæller han, for ubeslutsomheden spiller en kæmpe faktor i den 42-årige rappers liv. Det er der kommet singlen ’Ska? Ska ikk?’ ud af, som er forløber for albummet ’Livet’, som han udgiver sammen med Klumben til oktober.

Raske Penge, som bor i Nordvest, er aktuel med singlen ’Ska? Ska ikk?’. Vi mødte ham på Café Virente på Rentemestervej. Foto:

Raske Penge, som bor i Nordvest, er aktuel med singlen ’Ska? Ska ikk?’. Vi mødte ham på Café Virente på Rentemestervej. Foto: – Foto: Carsten Lundager

»Børn har en helt fast fornemmelse af, hvad de vil. Det er sværere, når man bliver voksen. Man bliver klar over, at man er nødt til at foretage nogle fravalg, og at de kan have nogle konsekvenser. Det var nemmere i gamle dage, hvor der ikke var så mange valg. I dag forventer vi at håndplukke vores liv ned til mindste detalje, alt kan skiftes ud og forbedres. Det kan gøre det hele svært og gøre, at man bliver fanget i ubeslutsomhed,« siger Raske Penge og tilføjer:

»Det er jo et luksusproblem, men luksusproblemer er også problemer.«

Jaka Bov på Provstevej

Han tømmer sin kaffekop og får øje på en kunde på caféen, som han hilser varmt på.

»Hey, I skal lige møde Miguel her. Han har solgt mig nogle forskellige strengeinstrumenter igennem tiden og repareret dem bagefter. Han bygger de fedeste instrumenter ud af ting, han finder i området. I skal næsten se hans værksted, det er lige rundt om hjørnet.«

Miguel, en herre med gråt fuldskæg, tatoveringer og ørering, rejser sig og hilser. Han vil gerne vise os sit værksted, så vi drikker ud og følger med ham og hans ven Helge med hen til værkstedet, der ligger i et kælderrum på Provstevej. Her låser Miguel døren op og afslører et lille rum tætpakket med alverdens finurlige ting og en enkelt siddeplads.

»Hver gang jeg finder noget på gaden, tager jeg det med hertil,« fortæller Miguel og viser en række instrumenter frem, som han har lavet af alt fra natborde til bækkener og en tom Jaka Bov-dåse og spiller en lille melodi på den.

Miguel (tv.) og Raske Penge (th.) i Miguels lille værksted på Provstevej. Han finder ting i området, som han tager med ned i værkstedet og laver til strengeinstrumenter. Foto:

Miguel (tv.) og Raske Penge (th.) i Miguels lille værksted på Provstevej. Han finder ting i området, som han tager med ned i værkstedet og laver til strengeinstrumenter. Foto: – Foto: Carsten Lundager

»Bækkeninstrumenterne giver jeg til min ven, der er hospitalsklovn. Børnene synes, det er sjovt, at man kan spille på sådan et,« forklarer han med et smil.

Han har boet i Nordvest i 15 år og har været musikpædagog ved Københavns Kommune i 35 år, men er i dag gået på efterløn. Han er engageret i mange forskellige kreative projekter i Nordvest, og derudover vier han sin tid til at undervise børn fra femårsalderen i guitar og ukulele og så til at bygge alle de her fantastiske instrumenter.

»I gamle dage kunne vi sidde dernede og spille musik. Men det er der ikke plads til længere,« konstaterer vennen Helge med et grin.

Til frisør i Nord-skudsikker

Vi tager afsked med Helge og Miguel og sætter kurs mod frisøren Bollywood Style på Frederikssundsvej. Raske Penge har foreslået os, at vi tager med ham rundt, mens han ordner nogle ærinder, og et af dem er mere hårfjerning, denne gang i form af en kronragning ved frisøren.

En anden kunde sidder i frisørstolen, da vi kommer ind, men det ser ud til, at han snart er færdig, så vi slår os ned i sofaen og venter. I mens taler vi om nogle af de forandringer, der er sket i området i de ti år, Raske Penge har boet her. En af forandringerne er salonen her, som tidligere var en forretning, der solgte skudsikre veste, husker han.

Vi lagde vejen forbi frisøren Bollywood Style på Frederikssundsvej. Den var tidligere en forretning, der solgte skudsikre veste. Foto:

Vi lagde vejen forbi frisøren Bollywood Style på Frederikssundsvej. Den var tidligere en forretning, der solgte skudsikre veste. Foto: – Foto: Carsten Lundager

Er der noget, du savner i området?

»Jeg savner markedet om lørdagen på Skodagrunden. Man kunne købe alt muligt, blandt andet sådan noget som billige fjernbetjeninger, og det var et sted, hvor man kunne hænge ud ved bordbænkesættene og drikke en øl. Det var noget for folk uden penge og et sted, hvor man lovligt kunne male med graffiti. Det var borgerne, der styrede det, og det var fedt. Jeg forstår ikke, hvorfor det skulle være bedre at åbne Verdenshjørnet og sælge halvdyr street food og drinks.«

Frygter du, at området med tiden generelt bliver dyrere og i højere grad præget af street food og drinks?

»Selvfølgelig. Sådan går det alle steder. Så stiger priserne, og butikskæderne rykker ind, og de oprindelige beboere må flytte, fordi det bliver for dyrt. Gentrificeringen er en dræber.«

En tur på værkstedet

Vi får at vide, at der går 20 minutter, før han kan sætte sig i frisørstolen, så vi vælger i stedet at gå over til H.A. Auto Værksted på Rentemestervej 57-59, hvor Raske Penge skal betale for reparationen af sin bil.

Her får vi lov til at komme på en lille rundvisning i indehaver Hashems domæne. Han kommer oprindeligt fra Irak og fortæller, at han har haft forretning her på Rentemestervej i 15 år til oktober, og at mange værksteder i området er lukket ned.

Hashem har haft sin forretning H.A. Auto Værksted i 15 år. Han ejer et af de få autoværksteder, der er tilbage i området. Foto:

Hashem har haft sin forretning H.A. Auto Værksted i 15 år. Han ejer et af de få autoværksteder, der er tilbage i området. Foto: – Foto: Carsten Lundager

»Ejendomskoncernen CALUM har købt grundene på Henrik Ipsens Allé og Møntmestervej, hvor der nu skal bygges butikker og beboelse,« forklarer han og tilføjer, at han dog ikke selv frygter, at ejeren vælger at sælge bygningen, hvor han har værksted.

Et sammenrullet Nordvest

Med på rundturen har Raske Penge over skulderen haft en stofpose, og nu er det på tide at aflevere indholdet i den. Han leder os hen til cykelforretningen og –værkstedet Thunder Fist længere nede ad Rentemestervej, som ejes af hans gode veninde Lisa.

»Lige nu cykler hun nede i Spanien, hvor hun samler penge ind til Hellebroen i Valby (et værested for unge hjemløse, red.), og jeg har en plakat og nogle plader med til hende, som skal bruges til et lotteri til at støtte op om sagen,« forklarer han og tager den sirligt sammenrullede plakat op af posen og viser den frem for fotografen.

Den forestiller Nordvest, og et udsnit af plakaten er pladecover til Raske Penge og Klumbens single ’Fridag!’

Vi var forbi cykelforretningen og -værkstedet, hvor Raske Penge skulle aflevere en Nordvest-plakat. Foto:

Vi var forbi cykelforretningen og -værkstedet, hvor Raske Penge skulle aflevere en Nordvest-plakat. Foto: – Foto: Carsten Lundager

På plakaten finder man både højbanen og Klumben og Raske Penge, der giver den gas på et hustag og en lukket Joe & The Juice, som er nabo til en ’Mindre Smartass Juice’-bar.

Vi tager afsked foran Thunder Fist, og da jeg cykler hjem, kan jeg høre teksten fra ’Bor Her’ for mig – et hit, som Raske Penge lavede i 2011, som handler om Nordvest.

Godt med byggetomter, autoværksteder,

kommunister som der holder ud som stærk læder.

Det er ikke for smart endnu. Det er stadigvæk lokalt

og internationalt. Sjollere tror, det er gået galt.

Men verdens sprog mødes inde i 5Aeren.

Atmosfæren er salaam med creme hos bageren.

Der er Panser og 52 og Ego.

Der er Café Montenegro i 24 dobbelt-0.’

Hvordan mon 24 dobbelt-0 ser ud om yderligere otte år?

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Lillemors Pølser lå først ved tanken på Lyngbyvej fra begyndelsen af 1990‘erne og flyttede i 2010 få meter til området bag Østerbro Tømmerhandel i Omøgade, hvor dette billede er taget i 2013. Nu er denne institution på Ydre Østerbro forsvundet.

Klumme: Vi fik aldrig sagt farvel til Lillemors Pølser

Bowling har været en del af Karin og Finn Christiansens liv i 40-50 år. I foråret sprang de ud som forpagtere af bowlinghallen på Englandsvej. Der nu skifter navn til Bowlernes Bowling Center.

Karin og Finn overtager bowlinghal i stedet for at gå på pension