Berlin-muren ved Brandenburger Tor.
Berlin-muren ved Brandenburger Tor. - Foto: Yann Forget/Wikimedia Commons

Golden Days markerer 30-året for Murens fald

KULTURHISTORISK FESTIVAL. Festivalen Golden Days har ‘1989’ og Murens fald som tema i år. Du kan opleve 150 arrangementer i de 16 dage, festivalen varer. Mød for eksempel børnefamilien anno 1989 i Børnekulturhus Ama‘r.

KØBENHAVN: Berlinmurens fald i 1989 er temaet for årets Golden Days – den årlige kulturhistoriske festival i København, der i år løber fra 6.-22. september.

Murens fald blev en begivenhed, der ændrede Europakortet, skabte en ny verdensorden og gav politiske og kulturelle efterskælv, som vi stadig mærker.

Her 30 år efter undersøger Golden Days-festivalen, hvad vi kan lære af Murens fald.

Flere arrangementer på Amager vil vise, hvordan verden så ud dengang. Både for dem, der ikke var født endnu, dem der var børn og unge dengang, eller dem, der var voksne, da festfyrværkeriet bragede over Berlin nytårsaften 1989 og skabte håb om en bedre og mere fredelig verden.

Du kan træde ind i stuen hos en børnefamilie anno 1989 i Børnekulturhus Ama’r. Den tid, hvor telefonen sad fast i væggen med en ledning, pladespilleren snurrede med vinyler, og man slog op i leksikonet, når der var noget, man ville vide mere om.

Der kan man også opdage de smarteste boligtrends i Bo Bedre 1989, tjekke prisen på Anders And-bladet og løse udfordringer og opgaver uden brug af moderne teknologi.

Hver lørdag suppleres med kreative workshops, der på en eller anden måde knytter sig til stemninger, trends og begivenheder i 1989.

Andre steder bydes der på film, foredrag, musik, drinks og 80’er livsstil. Det var nemlig også året, hvor Birthe Kjær vandt Dansk Melodi Grand Prix med sangen ’Vi maler byen rød’, og hvor landsholdet fejrede DBU’s 100-års jubilæum ved at banke svenskerne med 6-0 og brasilianerne med 4-0.

Disse danske højdepunkter vil der også være fokus på blandt de mange arrangementer, som finder sted under Golden Days på Amager.

https://goldendays.dk/program kan du tjekke programmet med 150 arrangementer i hele København.

Der er også udarbejdet en folder, ’Golden Days på Amager’, som fortæller om de mange arrangementer, og hvor og hvornår de finder sted. Den kan fås på Amagers biblioteker og i kulturhusene.­

Golden Days 6.-22. september – 7 bud på arrangementer her på øen

  • Kvarterhuset i Jemtelandsgade: Lørdag 7. september kl. 19: Litteraturarrangement med forfatter Sissel Jo Gazan om hendes alternative guide til Berlin. Billetter på www.billetto.dk.

  • Torsdag 12. september kl. 19: Musikforedrag ’Winds of Change’ – forfatter, journalist og musikkritiker Klaus Lynggaard fortæller om musikken i 1989 og frem. Billetter på www.billetto.dk.

  • Mandag 16. september kl. 17-19: Byvandring med Ole Vadmand og Bjarne Fey. Mødested: Amagerbro Torv ved bagindgangen til Irma. Gratis, tilmelding nødvendig via www.billetto.dk. (Maks. 30 deltagere).

  • Børnekulturhus Ama’r, Øresundsvej 8B: 7. -21. september Hverdage kl. 10.00-17.30, lørdage kl. 10-15. Kom ind i stuen hos børnefamilien anno 1989. I den lille udstilling må der røres, bruges og leges. Gratis adgang.

  • Bibliotekshuset, Rodosvej 4: Lørdag 14. september kl. 14: Tre nedslag forskellige steder i Sundby: Forfatter Kaspar Colling Nielsen og historiker Dino Knudsen mødes i Bibliotekshuset til samtale. Senere oplæsning i ’Det var Zittans’. Afslutning på Ingolfs Kaffebar med drinks og 80’er musik. Gratis. Mødested: Bibliotekshuset.

  • Kulturhuset Islands Brygge, Islands Brygge 18: Søndag 15. september kl. 15-17: Komedieserien Seinfeld løber over skærmen for første gang i 1989. Kulturskribent Torben Sangild og tv-ekspert Frederik Dirks Gottlieb kommer forbi og snakker med Cathrine Lundager. Gratis, men begrænset antal pladser. Find din billet på www.billetto.dk

  • Søndag 22. september kl. 15-17: Hvad mangler landsholdet i dag, som de havde dengang i 80’erne? Det diskuterer journalist og forfatter Christoffer Rosenløv Stig Christensen, fodbolddigter Jesper Korndal og tv-vært Daniel ’Drux Deletic’ med kulturskribent Cathrine Lundager. Gratis, men begrænset antal pladser. Find billet på www.billetto.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

I de kommende to weekender er der kinesisk kulturfestival i Det Kinesiske Tehus i Frederiksberg Have.

Få smag for kinesisk mad og musik

Boldklubben Frem vandt den første udgave af Valby Bladet Cup i 2002. Anfører Mikkel Thygesen fik overrakt pokalen af daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. Arkivfoto: Michael Paldan.

Valby Bladet Cup: En fast del af den lokale sommer