Villy Sørensen besøger gederne på kvarterets dyrelegeplads ‘Dyren’. Foto :Benedicte Lorenzen
Villy Sørensen besøger gederne på kvarterets dyrelegeplads ‘Dyren’. Foto :Benedicte Lorenzen

Folehaven: »Om 100 år er området et orangeri«

KVARTERET I UDKANTEN. Efter mere end 30 år som beboerformand i Folehavekvarteret kender Villy Sørensen om nogen sit kvarter. Han fortæller om den udvikling, der er sket, siden begyndelsen, ligesom han har et bud på fremtiden.

UDVIKLING: Tiden har ikke stået stille i Folehavekvarteret, siden arbejderbevægelsens karakteristiske gule bygninger blev opført i midten af 1950’erne. Det ved Villy Sørensen alt om, for han har i mere end 30 år har været beboerformand for afdelingsbestyrelsen i 3B i Folehaven. Han fortæller her om kvarterets udvikling.

Hvordan har du oplevet Folehavekvarteret udvikle sig?

Folehaven har især udviklet sig fra at være en stille og rolig lokalvej til at være en indfartsvej med mange biler, som kører igennem fra motorvejen.

De, der flyttede herud i 1950’erne var hovedsalig arbejderfamilier, som kom fra baggårdene i Indre By. Nogle af de store fagforeninger i København sparede op ved, at de lagde 25 øre til side af kontingentet og fik på den måde startkapital til at bygge de cirka 1000 lejligheder, som var udover det sædvanlige. De havde nemlig centralvarme og badekar, samt lys og luft og grønne områder.

Det var ikke ualmindeligt, at der dengang var 20 børn i en opgang med seks lejemål. Den tid er nu afløst af et kvarter med mange ældre og børnefamilier. Det er også et område, der skal nytænkes og renoveres. Gennem helhedsplaner og områdeløft skal boliger og udeområder gøres klar til fremtiden.

Hvad har været skelsættende?

I 1970’erne var vi og beboerne i området bekymrede over den trafik, der blev ledt gennem Folehaven fra motorvejen. Vi demonstrerede derfor mod den tiltagende trafik, og det havde stor virkning at stoppe trafikken i ca. fem minutter. Meget hurtig kom politiet, som ville have os væk fra vejen. Demonstrationen skulle få politikerne til at træffe en beslutning om en omfartsvej til centrum over Kalvebodløbet. Omfartsvejen blev en realitet, og det er svært at se, hvordan man ellers skulle have fået alle de biler igennem Folehaven. Valby Bladet var dengang en god partner, som medvirkede til at råbe politikerne op.

En stor ændring af vores boligkvarter kom i 1986, hvor vi fik fjernvarme. Det betød, at de tre meget store kedler, som var kulfyrede, blev afløst af en varmeveksler.

Folehaven havde mange børn og unge og derfor blev den første ungdomspension bygget her. Det var også her, at et af de første ungdomshuse blev bygget, hvor de unge kunne hænge ud og lave forskellige aktiviteter.

I 1990’erne fik vi lavet ældreboliger sammen med to punkthuse for psykisk udviklingshæmmede. Et godt bidrag, så de ældre kunne blive herude, når de ikke kunne klare trapperne længere.

Vi har Europas mest bæredygtige vaskeri, som til at starte med genbrugte vandet, men nu er omdannet til at bruge regnvand fra tagarealerne. Ud over at det sparer på miljøet, sparer vi også cirka en million kroner om året på vandregningen.

Hvor ser du området om 100 år?

Om 100 år vil trafikken i Folehaven ikke være, som den er i dag, det vil nok være en transportkorridor, men baseret på eldrevne køretøjer – sikkert uden fører. Bygningerne vil have klimaskærm med integreret solcelletag og være energineutralt. På p-pladserne vil der være standere til opladning, hvis ikke det til den tid er trådløst. Området vil være et stort orangeri, hvor vi vil være selvforsynede i grøntsager.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Peter Duelund står foran to af de hyggelige byggeforeningshuse, han beskriver som en kulturarv, vi bør lære af i fremtidens udvikling af det grønne Valby.

Valby Bladet 100 år – det er ikke let at fatte… stort!

Judy Yang har åbnet Tokyo Sushi, hvor hun selv står i køkkenet og fremstiller lækre ruller. Foto: Anja Berth

Smørrebrøddet er blevet til risruller