- Foto: Elona Sjøgren

Haha 😆 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Susse Wold: ‘Jeg nægter mig skyldig‘

Skuespiller Susse Wold, 80 år, er stadig i bevægelse og fuld af nysgerrighed. Hun gider ikke at lave noget, hun har lavet før og vil ikke finde sig i at blive dømt til alder.

Af Anja Berth

Man vil aldrig høre Susse Wold sige: ’Den sofa holder nok min tid ud’. Der skal fornyelse til. Fremdrift. Bevægelse. Om det er en ny sofa, en ny rolle eller mødet med nye mennesker.

Bevægelse er netop titlen på hendes seneste bog, der er en medrivende og livsforelsket bog. Den handler om både den indre og den ydre bevægelse – den bevægelse, der giver livstræthed og dovenskab baghjul, men kærlighed til livet som en ny oplevelse hver dag. Om vigtigheden i at bevæge sig fremad og forny sig uanset alder.

Hvis du ikke kan flyve, så løb. Hvis du ikke kan løbe, så gå. Hvis du ikke kan gå, så kravl. Hvad du end gør, så bliv ved med at bevæge dig fremad.

Denne kærlige opsang giver Susse Wold i bogen, som hun har skrevet dels på Hawaii, hvor hun og Bent Mejding er kommet siden de blev gift dér i 1983 og dels i fiskerhuset i Sletten med udsigt til havet.

Jeg stod stille og så ud over Stillehavet, hvor bølgerne bevægede sig ind mod kysten med stor kraft. Jeg så op mod solen, som nu var stået op, og her bevægede skyerne sig hen over himlen og skiftede form hele tiden. Hvide fugle fløj i cirkler og så ud som de bar himlen på ryggen. Alting bevægede sig. Skulle jeg så bare blive stående?

Bevægelse 1. Kapitel.

Hendes lille hvide Volkswagen up!, der i forvejen er vant til fart med Susse Wold bag rattet, må hellere se at vænne sig til at køre stærkt på landets veje, for hele efteråret skal Susse Wold på foredragsturné med sin bog, der allerede nu har solgt godt.

Glad for prisen

Men nu glæder hun sig over, at have fået teaterflisen, fordi det er folkets pris.

»Folket eller publikum er jo dem, man spiller for, så det er jeg rigtigt glad for. Man bliver ikke bedre af at få en pris, men det at få en pris, specielt denne her på Frederiksberg, på dette tidspunkt i mit liv, det er ret fantastisk og meget opløftende og inspirerende,« siger skuespiller, foredragsholder og forfatter Susse Wold.

Som skuespiller er hun især kendt for roller som Fru Graa i Matador og som den farlige og forførende mor i Den Kroniske Uskyld fra 1985.

Og der gik 27 år, før hun i 2012 igen kunne ses på film i Thomas Vinterbergs priste film ’Jagten’.

Endelig fik Susse Wold tilbudt en rolle med dybde, og hvor det ikke kun handlede om udseendet. Tværtimod.

»Hun ligner jo en postkasse,« siger Susse Wold om sin egen rolle.

Rollen som Grethe i ’Jagten’, gav hende både en Robert og Bodil for bedste birolle 2014. Og Susse Wold, der til rollen havde taget seks kilo på og var iført løst tøj og ingen makeup, var så camoufleret, at mange ikke anede, hun spillede med i filmen.

»Det var da den største ros, jeg kunne få. Så var det lykkedes for mig at komme ud af den kliché, der hedder Fru Junkersen eller Gitte Graa,« siger Susse Wold, der hver dag forsøger at give sig selv nye udfordringer og opleve nye ting. At leve livet ikke kun i længden, men også i bredden.

Hun har smækket benene op i vindueskarmen og drejet sig lidt på stolen, så hun samtidig med interviewet kan se ud over havet. Det forstår man godt. Her i et lille fiskerhus fra 1777 bor hun med sin mand Bent Mejding, som hun netop har fejret 49-års kærestedag med. »Hej, lille skat,« afbryder hun pludselig sig selv og smiler, så hun får stjerner i øjnene, da Bent kommer hjem og går ind og hilser, inden han forsvinder ind på sit kontor.

Havet er begyndt at blande sig i samtalen og bølgerne øver sig i højdespring. Hver morgen går Susse Wold som det første ud og svømmer i Øresund iført badehætte, fordi hun ikke gider vaske hår hver eneste dag.

Lige for tiden er hun på kur og har fået fast personlig træner, fordi ’når man er gammel skal man holde sin krop i orden.’

»Jeg er blevet lidt slatten; der har været lidt for meget rosé og is og jordbær, og jeg trænger til at komme i form – jeg er blevet for fed.«

Svært at se. Hun er stadig smuk med en aristokratisk udstråling men samtidig en sødme og nysgerrighed og et nærvær, så man med det samme føler sig godt tilpas i hendes selskab.

Hun vil ikke sættes i bås – hverken som Gitte Graa eller Fru Junkersen. Eller nogen anden. Og slet ikke puttes ind i aldersghettoen.

Man dømmes til alder

»Alene ordet ’alderDOM’: Man dømmes til alder. Det vil jeg ikke finde mig. Jeg har ikke gjort noget. Jeg nægter mig skyldig,« siger Susse Wold og lyner med de grønne øjne.

»Der er da ting, jeg ikke kan længere, og jeg kan godt mærke, at jeg hurtigere bliver træt. Men man er jo så gammel, som man føler sig. Når jeg står op, er jeg måske 80 år, så efter en tur i bølgerne er jeg 70, og når jeg har fået min kaffe og læst avisen er jeg 60, og når jeg senere skal ind til byen og holde et foredrag, så er jeg pludselig kun 50 år. Lige nu tænker jeg ikke på, at du er meget yngre end mig, for selvom du bor i fremtidens hus og jeg bor i fortidens hus, så har vi en bro imellem os, hvor kan mødes, hvis vi er i vores nu. I nuet forsvinder alderen.«

Kunsten at udvikle sig

I bogen ’Bevægelse’ skriver Susse Wold blandt andet: ’Min erfaring er, at hvis jeg ikke bevæger mig, udfordrer mig selv, forlader min tryghed, gør ting jeg ikke har gjort før, så udvikler jeg mig ikke, Livet bliver statisk og livløst. Der skal bevægelse til. Handling giver forvandling.’

Til næste år kan vi igen se hende i en film af Thomas Vinterberg, ’Druk’, hvor hun skal spille rektor på et stort gymnasium. Igen en rolle langt fra det, hun tidligere har spillet.

»Jeg gider ikke at lave noget, jeg har lavet før. Når man er blevet så gammel, som jeg er, så er det et spørgsmål om at tage for sig af livets buffet: Det har jeg spist, det der har jeg spist alt for meget af, det der skal jeg ikke have mere af – men det der ser spændende ud – det må jeg prøve.«

Hun blev uddannet skuespiller fra Privatteatrenes Elevskole i 1958-60 og har spillet talrige roller på Det Kongelige Teater, på Privatteatrene og på Riddersalen. Og i film med Dirch Passer, julekalendere for blot at nævne få. Og så den fabelagtige præstation som den grå børnehaveleder Grethe.

Menneskets psyke

Susse Wold har ikke lavet teater de seneste par år, da det er fysisk hårdt, og man skal være på scenen hver aften. Og fordi de roller hun har fået tilbudt har været roller, hun tidligere har spillet. Og så er vi tilbage ved hendes livdogme om at hun hver dag skal udfordre sig selv og gøre noget hun ikke plejer. Lige fra små ting som at gå en længere tur og ad en anden vej til at møde nye mennesker.

Hun er i det hele taget optaget af andre mennesker og har som skuespiller skulle sætte sig ind i mange slags figurer og forstå deres psyke. Så hvis hun skulle lavet noget andet end at være skuespiller, skulle det være psykolog.

»Ikke fordi det lyder smart at sige, men fordi jeg hele min karriere har beskæftiget mig med den menneskelige psyke, og jeg har også selv gået til psykolog. Menneskets indre optager mig meget.«

Foretrækker scenen

Hun elsker at filme, men foretrækker alligevel scenen, selvom hun ikke har været på teatret de seneste år.

»Det at spille en rolle på teatret er jo så langt at foretrække alligevel, fordi du er der i dit nu, du er der i øjeblikket og til stede lige nu og du har publikum lige ´der og du ved nøjagtigt hvornår bolden ryger i mål og hvornår den ikke gør. Det er meget, meget tydeligt. Det et ligesom at spille tennis: Hvis du server en god bold, får du den tilbage med det samme. Hvis du rammer ved siden af, så må du selv ud at lede efter bolden. Den er i de heldige forestillinger en enorme kærlighedsakt mellem scenen og salen, og det synes jeg er vidunderligt«.

Sjælen på Frederiksberg

Susse Wold har et særligt forhold til Frederiksberg. Det er her, hun debuterede i Riddersalen i ’De Retfærdige’ af Albert Camus. Hendes mor Marguerite Viby boede på Frydendalsvej og spillede mange forestillinger både på Betty Nansen Teatret og ABC Teatret. Og efter forestillinger mødtes de ofte på Allégade 10.

Hun har boet på Frederiksberg i 50 år, men for to år siden solgte hun og Bent Mejding huset på Stægers Allé, og købte en lejlighed i Skodsborg. Men her har de knap været. De bruger det meste af tiden i fiskerhuset ved Sletten Havn i Humlebæk. Sjælen er stadig på Frederiksberg.

»Jeg er rigtigt glad for, at det er her på Frederiksberg, jeg får prisen. Jeg har et forhold til det hele. Teatrene og alléerne. Jeg har gået ture i Frederiksberg Have og været i Zoo med lille Christian (Susse Wolds søn, forfatter Christian Mørk, red.) og det var altid dejligt at komme hjem til Stægers Allé. Louise, der købte vores hus, sender mig fotos når magnoliatræet springer ud – det er jeg glad for, for jeg føler, at min sjæl stadig bor på Frederiksberg,« siger Susse Wold.

Og nu får hun så en flise på sit elskede Frederiksberg.

»Det er en ny bevægelse for mig at komme ud på flisen. Det har jeg ikke prøvet før. Jeg må se om jeg kan leve op til det.«

HVEM ER HUN?

Susse Wold er døbt Lise Wold, men har heddet Susse siden sundhedsplejersken gav hende til hendes mor Marguerite Viby og sagde: Her kommer jeg med lille Susse.

Født 17. November 1938, uddannet skuespiller fra Privatteatrenes Elevskole i 1958-60.

Især kendt fra rollen i ’Matador’ som Fru Graa og senere Fru Junkersen i ’Den Kroniske Uskyld’. Var væk fra tv og film i 27 år, og koncentrerede sig om teatret, indtil hun fik rollen som Grethe i Thomas Vinterbergs film ’Jagten’ der handler om sladder og en mand (Mads Mikkelsen) der bliver uskyldigt hængt ud. Til næste år spiller hun rektor i Vinterbergs næste film ’Druk’.

Har skrevet bøgerne ’Fremkaldt’ og ’Bevægelse’. Holder foredrag og er præsident for Aids-Fondet. Gift med skuespiller Bent Mejding – parret bor i Skodsborg og har sommerhus i Humlebæk, men har boet i 50 år på Stægers Alle på Frederiksberg.

30. oktober klokken 19 kan du opleve hende på Bremen, hvor hun holder foredrag om bogen ’Bevægelse’. Billetter via ticketmaster.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

»Hvis ikke mit hus havde været så stort, så Bent og jeg løb rundt og ikke kunne finde hinanden, havde jeg boet på Frederiksberg endnu. Jeg er stadig frederiksberger i hjertet,« sagde Susse Wold, da hun fredag eftermiddag modtog Teaterflisen.

Susse blev bevæget over traditionsrig teaterpris

Peter Duelund står foran to af de hyggelige byggeforeningshuse, han beskriver som en kulturarv, vi bør lære af i fremtidens udvikling af det grønne Valby.

Valby Bladet 100 år – det er ikke let at fatte… stort!