I tre år har hurtigløberforeningen HLF72 ventet på at få deres skøjtebane. Nu skal Københavns Kommune dog finde yderligere 29,2 millioner kroner for at kunne genoprette skøjtebanen, der blev forkert lavet i første omgang. Imens risikerer foreningen at måtte lukke. Foto: Martin Sørensen
I tre år har hurtigløberforeningen HLF72 ventet på at få deres skøjtebane. Nu skal Københavns Kommune dog finde yderligere 29,2 millioner kroner for at kunne genoprette skøjtebanen, der blev forkert lavet i første omgang. Imens risikerer foreningen at måtte lukke. Foto: Martin Sørensen

Sur 😠 Ked 😭

Skøjtesag tager livet af forening

GENFORENINGSPLADSEN. Skøjtebaneskandalen har store konsekvenser for hurtigløberforeningen HLF72, der i tre år ikke har kunnet træne i Danmark. Medlem af Kultur- og Fritidsudvalget mener ikke, det er realistisk, at kommunen kan finde de knap 30 millioner kroner til en genopretning af banen i budget 2020 og kalder sagen for »en lortesag«.

SKØJTEBANE: »Til januar er kassen tom. Vi har reelt ikke råd til opbevaringen af vores skøjter, hjelme osv., som opbevares i en container i Brøndby.«

Sådan siger Henk Roelofs, som er formand for hurtigløberforeningen HLF72, da vi møder ham på Genforeningspladsen, hvor vi fra et bordbænkesæt kan sidde og kigge ud over dét, der til vinter skulle have været foreningens træningsbane.

Lige nu træner BK Union på kunstgræsbanen, og indtil Københavns Kommune finder de 29,2 millioner kroner, man nu er blevet klar over, der skal bruges for at kunne genoprette banen, vil det også være den eneste sport, der dyrkes på banen.

Den skulle i første omgang have åbnet i 2017, og der var arrangeret stor indvielse med tale fra borgmesteren, ligesom hurtigløberforeningen havde hyret en træner. Nu skulle der gang i talentudviklingen. Men sådan skulle det ikke gå.

»Hyr ikke en dansker«

Henk Roelofs smiler og ryster opgivende på hovedet.

»Vi havde vores tvivl i sin tid, da de skulle påbegynde arbejdet med banen, og jeg sagde ’lad nu være med at hyre en dansker til det. De har ikke forstand på den slags’. For det at lægge is oven på en kunstgræsbane er meget vanskeligt. I Norge og Sverige har man den type baner, så man skulle hellere have rådført sig med en ekspert derfra.«

»Det var utrolig ærgerligt, at vi ikke åbnede i 2017, for der var OL i 2018, hvor vi havde tre danske deltagere med, og vi har aldrig fået så meget omtale som til det OL.«

Han fortæller, at Københavns Kommune i foråret oplyste ham, at de havde rådført sig med et østrigsk firma, som har lavet syv ud af de otte baner, der findes af den slags.

»Så er det bare spændende, hvornår det firma så har tid i kalenderen, hvis kommunen finder pengene til projektet,« siger Henk Roelofs.

Må træne i udlandet

Eftersom der i tre år ikke har været et sted at træne hurtigløb i Danmark, har foreningen mistet mange medlemmer. I 2006-2007 havde de omkring 200 medlemmer. I dag har de 25 betalende medlemmer, heriblandt fire, der forventes at skulle med til OL.

»De må køre til Berlin eller Gøteborg for at træne,« fortæller Henk Roelofs, som fortæller, at medlemmerne er dybt skuffede over kommunens seneste udmelding om, at man grundet de store ekstraomkostninger på knap 30 millioner kroner ser sig nødsaget til at stoppe arbejdet og søge midler i budget 2020.

På trods af de triste omstændigheder, svarer formanden på de fleste af spørgsmålene med et lille smil.

Problemerne med skøjtebanen har haft alvorlige konsekvenser for jeres forening. Er du ikke vred?

»Det var jeg dengang for tre år siden, da de fandt ud af, at der var problemer med banen. Men man bliver efterhånden lidt immun over for det,« siger han og tilføjer efter lidt tid:

»Men jeg bliver ikke ved med at være formand meget længere. Det har virkelig tæret på kræfterne. Det at man er fuldstændig magtesløs i sådan en situation. Det var meget trist. Jeg kunne godt se, at det gik fuldstændig galt, og kommunen var fuldstændig lukket.«

Tid til en alvorssnak

Hverken kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Alt.) eller overborgmester Frank Jensen (S) har ønsket at kommentere sagen.

Medlem af Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget Jonas Bjørn (S) mener, at man i Kultur- og Fritidsudvalget er nødt til at tage en alvorssnak om, hvordan man griber den her type projekter an i fremtiden.

»Det er ikke den første sag i kommunens historie, så det er nødt til at være en alvorssnak. Og jeg synes, at jeg er et sted nu, hvor jeg har svært ved at bære flere sager som denne. Vi har lige haft en lignende sag på Østerbro med et kulturcenter. Der er en grænse for, hvor mange af den type sager, vi kan holde til at have, og det er jo sådan, at det går rigtig godt i mange af de byggeprojekter, vi har, men det er ikke noget, folk skal klappe af. Det forventer man jo,« siger han og fortsætter.

»For hver gang der er et projekt, der går galt, er der noget, der ikke er lykkedes, som det skal, og for hver gang et projekt går galt, er vi nødt til at analysere på, hvad er det, der er gået galt? Er det forventningsafstemningen, er det den løbende opfølgning, har det været budgetteret forkert fra starten, er vi gået med uprøvet teknologi uden at have beskrevet risici? Hvad er det, der gør, at vi er endt her?«

Ridser i lakken

Han mener ikke, det er realistisk, at kommunen finder de knap 30 millioner kroner til en genoprettelse af skøjtebanen i budget 2020.

»Jeg har svært ved at forestille mig, at vi bare med et knips med fingrene finder 30 millioner kroner til et projekt, vi i forvejen har brugt 40 millioner kroner på. Vi har så presset en anlægsramme i København,« siger Jonas Bjørn.

»Jeg bliver sur på borgernes vegne, mine egne vegne og demokratiets vegne, og sådan nogle sager her giver bare ridser i lakken i forhold til tilliden til kommunen, tilliden til systemet i det hele taget, tilliden til, at det, man siger og betaler for, også er det, man som borger får. På alle leder og kanter er det her en lortesag,« tilføjer han.

Kan du forstå, hvis københavnerne har mistet tilliden til Københavns Kommune oven på den her sag?

»Ja, det kan jeg sagtens forstå. Jeg håber også, at folk kan se, at det ikke er Københavns Kommune, som har bygget en skøjtebane, som ikke virker – der er nogle entreprenører, som virkelig må have røde ører – men i sidste ende er det jo rådhuset, som folk regner med, og det har de fået lidt mindre grund til nu, og det er problematisk.«

LÆS OGSÅ: https://minby.dk/2019/08/17/137458/skoejtebane-bliver-292-millioner-kroner-dyrere/

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Poetry slammer Peter Dyreborg kan i år se tilbage på 20 år som poetisk performancekunstner og arrangør af de populære poesikonkurrencer, som blandt andet finder sted i Valby Kulturhus.

Poetisk jubilæum: Juristen der blev poetry slammer

Hurra, hurra, Ingrid Jespersens Gymnasieskole fylder 125 år.

En gammel dame – og evig ung: Skole fylder 125 år