Magna Håkansson er tilbage i barnsdommens gade på Valhøjvej, hvor bilerne ikke ekstierede, og børnene legede på asfalten. Foto: Benedicte Lorenzen
Magna Håkansson er tilbage i barnsdommens gade på Valhøjvej, hvor bilerne ikke ekstierede, og børnene legede på asfalten. Foto: Benedicte Lorenzen

Historier fra et langt Valbyliv: »Valhøjvej var vores legeplads«

MAGNAS VALBY. Valhøjvej var hendes barndoms legeplads, og Folehavekvarteret blev hele hendes livsgrundlag. Avisen har mødt 88-årige Magna Håkansson, der her fortæller om sit lange liv i Valby, som hun aldrig har tænkt sig at forlade.

TILBAGEBLIK: »Der på hjørnet af Gammel Jernbane Allé og Valhøjvej lå der en pølsefabrik, som solgte kød og pølser til den tyske hær under Anden Verdenskrig. En dag, da vi børn legede i gaden, kom der pludselig to mænd gående og sagde, at vi skulle gå inden for og lege. Bagefter gik de op og likviderede pølsefabrikanten. De var fra modstandsbevægelsen.«

»Og der i svinget boede der en ældre dame, som var så sur. Der stod vi tit nede på gaden og råbte pulverheks op mod hendes vinduer. Vi var rigtig onde, var vi.«

Erindringerne står i kø, da vi langsomt bevæger os ned ad Valhøjvej, hvor Magna Håkansson er vokset op. I minderne er vi tilbage i 1930’ernes og 1940’ernes Valby, hvor hun så Valhøjvej som sin legeplads. Herfra oplevede hun verdenskrigens rædsler på tæt hold. Her plantedes hendes livslange kærlighed til Valby.

Søndage i Søndermarken

I dag er Magna Håkansson 88 år og har indviliget i at fortælle os om den bydel, hun har boet i hele livet. Om den bydel Valby Bladet har berettet fra i snart 100 år.

»Når jeg tænker tilbage på min barndom, så var den både tryg og god. Min far og mor var meget positive mennesker, som tog min bror og jeg med i alle aktiviteter. Jeg er født i Frederikshøj i Sydhavnen, men da jeg var cirka tre år, flyttede vi til Valby, hvor min far fik arbejde hos murermester Petersen, der havde en ejendom med seks lejligheder på Valhøjvej 18. Her flyttede vi ind i en fin stuelejlighed, og snart var Valhøjvej blevet vores legeplads,« fortæller Magna Håkansson med et lille smil.

Det er tydeligt, at minderne om barndommen på Valhøjvej vækker glæde selv så mange år efter:

»Når jeg tænker tilbage på Valby i min barndom, så husker jeg det som en rar by, hvor man turde cykle rundt, og hvor man godt måtte gå ned til sine kammerater i kvarteret. Man kunne gå alle steder, og man følte sig tryg lige meget, hvor man var i Valby,« fortæller Magna Håkansson og fortsætter:

»Jeg voksede op med en far, der arbejdede som jord- og betonarbejde og en mor, der gik hjemme. Min far sagde altid, at en husmoder havde nok at lave, hun skulle ikke ud at arbejde for andre. Når det så blev søndag, tog min far min bror og jeg med i Søndermarken, så min mor fik et frirum til at gøre rent, eller hvad hun ellers skulle ordne. Ved middagstid dukkede hun så op i Søndermarken med frokost og kaffe.«

Lærerinden med ringen

Skoletiden tilbragte Magna på Rughavevejens Skole, som i dag huser specialskolen Frejaskolen. Og årene med lærdom passede hende godt. Mest fordi de fleste lærere var som rare onkler og tanter. En enkelt lærerinde vandt dog ikke genklang i hjertekulen:

»Hun gik altid med en stor ring, og når hun kom gående bagerst fra klasseværelset, mens man sad og lavede et stykke arbejde, så kunne hun lige pludselig slå en oven i hovedet med sin ring, hvis hun ikke syntes, det var godt nok, det man lavede,« husker valbypigen.

Mest af alt glædede hun sig dog, til det blev fredag, for så kom hendes far hjem med isvafler, chokolade og en fyldt lønningspose. Noget, der fik kammeraterne til at se misundeligt til.

Verdenskrigen i Valby

Magna Henriksen er ni år, da Anden Verdenskrig bryder ud, men livet går i det store hele videre på Valhøjvej:

»Jeg husker tydelig Anden Verdenskrig. Vi kunne selvfølgelig ikke lide, når der var luftalarm, og vi gik i kælderen, men det gav jo et nyt fællesskab, når vi seks familier fra murermesterens ejendom sad sammen nede i kælderen. Men ellers gik livet jo i det store hele videre,« beretter Magna Håkansson og tilføjer, at hendes far var med i modstandsbevægelsen, men at han aldrig talte ret meget om det.

En dansende ungdom

Ved krigens afslutning havde hun rundet de 14 år, og ungdommens år i 2500 begyndte så småt. En tid, Magna Håkansson også husker tilbage på glade minder:

»Jeg husker også min ungdom i Valby, som en dejlig tid. Mine forældre og min bror og jeg gik til dans i Rossini på Gammel Jernbanevej. Det er der, hvor der er bowling i dag. Min far sagde altid, at selv om man var jord og betonarbejder, så skulle man kunne svinge sin kone i en wienervals,« siger hun.

Og netop i dansen skulle Magna Håkanssons første mand vise sig at være. Han var marineofficer, og de mødtes, da 16-årige Magna og hendes 19-årige storebror blev trætte af at følges, så de fandt nye dansepartnere:

»Vi blev så glade for hinanden, at jeg gik hen og blev gravid, da jeg var 17 år, det var jeg dog ikke ked af, for jeg var forelsket i ham på det tidspunkt. Vi blev gift i Jesuskirken i juni 1949, hvor vi flyttede ind i en lejlighed i Nyboder i december, kort efter jeg havde født min første søn i november. Frem til 1955 fik jeg et barn hvert andet år, og undervejs steg min mand i graderne. Det var jo fint, men desværre var der meget drikkeri i marinen dengang, så han drak alle pengene op. Det betød, at jeg måtte sidde og sy for andre, så vi havde til huslejen. For det andet var han ret voldelig, når han var fuld. Det ville jeg ikke byde mine børn, for det var jo slet ikke, de vilkår jeg selv var vokset op under,« siger Magna resolut.

Som 24-årig mor til fire besluttede hun derfor at lade sig skille og vende hjem til barndommens bydel. Her var hun så heldig at flytte ind i en hel nybygget lejlighed i Folehavekvarteret, hvor et sandt paradis ventede:

»Jeg var så heldig, at de her boligbyggerier i Folehaven lige netop var blevet opført, da jeg stod og manglede et sted at flytte hen med min børn. Det var vild luksus at komme herud, hvor der var varmt vand i hanerne og badekar, ligesom der var vaskeri i kælderen. Det var en kæmpe omvæltning at komme herud fra Nyboderne,« forklarer Magna.

Mest af alt blev hun dog betaget af det forrygende sammenhold, der lynsnart opstod i det nye boligkvarter:

»Man skulle have minimum fire børn for at få sådan en lejlighed som den her og minimum tre børn for at få nabolejligheden, som har et værelse mindre. Vi var seks familier, der flyttede herude samtidig, og det blev hurtigt lidt som et kollektiv, hvor vi havde nøgler til hinandens lejligheder. Vi havde jo alle børn, som vi hjalp hinanden med at passe. Det var lykken simpelthen,« fortæller hun.

Fællesskabets bydel

Og spoler vi tiden frem til nu, så sidder vi i Magnas hyggelige stue, hvor bornholmeruret møjsommeligt tikker sekunderne forbi. Præcis som det har gjort i de sidste 64 år, Magna bor nemlig stadig i den samme lejlighed. Og det har hun ingen planer om at ændre på:

»Nu har jeg boet i den samme lejlighed i 64 år, og jeg har aldrig haft lyst til at flytte. Herude kender man hinanden, og man sludrer med hinanden. Der sker et væld af aktiviteter hele tiden, og der er så utrolig meget fællesskab herude. Det er rigtig rart, når man bliver ældre. Jeg vil sige, Folehaven er det bedste sted, man kan gå hen og blive gammel, for der er altid nogen, der er klar til at give en hånd, man kan bare ringe. Folk spørger også ofte, om der er noget, jeg skal have handlet,« siger Magna og slår fast:

»Når jeg sammenligner min barndoms Valby med bydelen i dag, så oplever jeg, at sammenholdet og fællesskabet stadig har det rigtig godt herude. Jeg flytter i hvert fald aldrig herfra.«

Magna Håkansson ses her i sin stue på Gl. Køge Landevej, hvor hun har boet i 64 år

Magna Håkansson ses her i sin stue på Gl. Køge Landevej, hvor hun har boet i 64 år – Foto: Benedicte Lorenzen

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Vandkulturhus på Papirøen bliver forsinket

Daimi får besøg på scenen af Tom McEwans. Der er fri entré til samtlige koncerter under årets Hit House.

Hit House rammer atter Runddelen