Facaden på Valby Bladets bygning på Gammel Jernbanevej, som den så ud i 1938. Huset findes desværre ikke mere.
Facaden på Valby Bladets bygning på Gammel Jernbanevej, som den så ud i 1938. Huset findes desværre ikke mere. - Foto: Arkivfoto

Like 👍

Den gamle redaktør: Vågn op, Valby, før det er for sent

TILBAGEBLIK. »I bor i byens bedste bydel, men bliver kværnet af kommunen, hvis ikke I snart træder i karakter.« Sådan lyder parolen fra Valby Bladets tidligere redaktør, Flemming Saugmann, som ser tilbage på sin tid i Valbys tjeneste.

MEMORY LANE: »Flemming, kom lige med herover. Du skal lige med over og hilse på Lars Løkke, så du kan høre, jeg ikke er fuld af løgn.«

Det kunne have været optakten til en historisk dag for både Valby og for København, da borgmester Søren Pind den dag i 2001 inde på Københavns Rådhus trak mig med over til den daværende indenrigsminister. Han bekræftede, at hvis Valby sendte en ansøgning om at blive en selvstændig kommune, så ville ansøgningen få en fair behandling – hvor udfaldet ganske vist var uvist.

Men der gik politik i sagen, og ansøgningen kom aldrig. Drømmen om bydelsrådets fortsættelse brast, og Valby er stadig en bydel i den store Københavns Kommune. Var ansøgningen røget afsted, hvem ved så, hvad der var sket?

Fortæl en historie

»Flemming, fortæl en historie eller to.« Opringningen kom for en måned siden fra chefredaktøren på Valby Bladet.

»Valby Bladet fylder 100 år, og du har jo været der en halv menneskealder, så fortæl, fortæl.«

Hvem kan sidde en sådan opfordring overhørig. For det er jo ganske vist, og turen ned af Memory Lane, 2500 Valby kunne såmænd hurtigt blive til et 10-binds værk om en bydel, der som H. C. Andersen ville have sagt ’er noget ganske uden for thevand’.

Jo, kære Valby, jeg kan huske det, som var det i går, selvom det er mere end 20 år siden jeg flyttede ind i mit første kollektiv. Om ikke et decideret bo-fællesskab, så et fællesskab med en bydel og dens beboere, som udviklede sig til en smuk skæbneforbundet forbrødring, hvor samvær blev til samværd.

Jeg kan huske, hvem kan ikke det, Valby Bladets herskabelige domicil på Gammel Jernbanevej, en hvid patriciervilla på hjørnet af Kirkevænget og med bladets stamcafe ’Hjørnet’, lige overfor. Et uundværligt mødelokale for redaktionen, om det var for at fejre en sejr over bureakratiet på rådhuset, eller bare vende verdens og Valbys problemer over en stille bajer sammen med sognepræsten fra Jesuskirken og byens selvudnævnte vismænd.

Men tilbage til ulykkerne, lad os få dem overstået først. For det var også i 2001, at Valby ’fejrede’ 100-året for indlemmelsen i Københavns Kommune, hvad der blev markeret med en megafest i Valby medborgerhus. Men også her kom sandheden for en dag, leveret af et ægte sandhedsvidne, professor Erik A. Nielsen, der til dagen havde skrevet en sang om hvad alle valbyborgere tænkte og følte.

Med Anders Koppel ved pianoet blev der sunget igennem, så det kunne høres helt ind på Københavns Rådhus: Klagesangen om ’Stakkels Valby’, som du kan læse her på siden og sandsynligvis stadig nikke genkendende til. Og morsomt er det, at mens professorens kone, Margrethe Auken, farer verden rundt for at slås for EU, så har husbonden, der ellers mest gør sig i Kingo og Brorson, på op til flere fronter kastet sig ind i det helt nære, nemlig Valbys ve og vel.

Ingen har som han skrevet harmdirrende og fortvivlende indlæg om skampletten Toftegårds Plads, og ham var det osse, der kæmpede en heroisk kamp for at få Olsen Banden op i fuld figur på Tingstedet. Han havde endda fået millionopbakning fra Ny Carlsbergfondet, men tænk, hvem sagde nej til at deltage i projektet? Ja, Nordisk Film.

Blev jævnet med jorden

Men tilbage til Gammel Jernbanevej og den hvide villa, altså dengang den lå der. For nærdemokratiet har ikke fået det bedre som årene er gået. Væk er villaen, jævnet med jorden og kvast af et femetagers hus, som alle beboere protesterede imod. Men forgæves, ufatteligt forgæves.

Jeg husker da jeg startede på avisen, hvordan der var et dagligt dejligt rend af besøgende, af valbyborgere, der bare dumpede ind for en snak og en annonce og måske en lille nyhed i baglommen. At sidde ude i receptionen var som at være til daglig familiefest, hvor al sladderen blev vendt og vejet og visioner luftet, som avisen havde at gøre både flyve- og sandfærdige.

Tænk, vi havde fast julestue i december for læserne, indtil vi efter nogle år måtte sløjfe det, da smøgerne og cerutterne og kagerne, der var dækket op med, forsvandt som dug for solen efter en times tid… ned i de mest venlige og søde ældre damers små elegante håndtasker.

Vi fulgtes ad

Men pyt, det var småtingsafdelingen. Hvad møder der ikke én af store stolte stunder på turen ned af Memory Lane.

Og hvorfor er der så meget at være stolt af på Valbys vegne. Såmænd fordi vi fulgtes ad. Avisen og valbyborgerne. Vi var et skæbnefællesskab. Vi var der ikke bare for at informere om dit og dat. Vi var der for at inspirere og for at involvere os i alt, hvad der var hjerteblod for Valby. Hvor tit har bydelen ikke været uden folkevalgte i Borgerrepræsentationen. Og hvem andre end Valby Bladet, var så deres stemme. Og det vidste hele Valby. De vidste, at vi var der for deres skyld, vi var deres talerør og trofaste væbner, når Valby ville trænge igennem den politiske tonedøvhed på Københavns Rådhus.

Tænk hvilke kampe vi har kæmpet sammen med Bydelsrådet og lokalrådet, for at det Spinderi Valby ville have, ikke blev ’et nok i sig selv center’; tænk hvor bydelen i mere end 30 år blev spist af med løfter om en svømmehal, indtil politikerne gav efter for de utrættelige pres fra Valby Bladet og lokalpolitikerne.

Og med til at kitte borgere og bydel endnu tættere sammen, var de mange aktiviteter avisen stod fadder til. Hvem husker ikke avisens store integrations-festdag, hvor indvandrere og valbyborgere mødtes for at knytte varige venskaber, eller de fantastiske musikarrangementer ’Gud og grønne skove’ i Valbyparken, ’Rosenkåringen’, kåringen af Årets Valbyborger og avisens aktive deltagelse i at få en biograf på benene, et teater, en badestrand i Valbyparken osv.

Det var nærmest en selvfølge at avisen var medaktionær, stor eller lille, i alt hvad der foregik af aktiviteter i bydelen. Vi var både dagbog, poesibog og til tider karakterbog, når Valby var oppe til eksamen – eller nogen følte sig uretfærdigt behandlet.

Kæmp for alt …

Som noget af det sidste husker jeg forsøget på at slagte Aalholm kirke. Hvad der førte til en kirkekamp, som menigheden gudskelov gik sejrrigt ud af. Igen assisteret af bydelens tro væbner, Valby Bladet.

Men er der nogen som på Valby Bladets 100-års dag fortjener et stort tillykke, så er det valbyborgerne. For det er jer og jer alene, der afgjorde bladets styrke og betydning. Og vel har Valby Bladet haft bedre dage og været stærkere end det måske er lige nu. Men aldrig har behovet været større for at stå sammen og værne om Valbys værdier og sjæl, der er ved at blive kvalt i kønsløst byggeri.

Og igen står jeg på hjørnet af Gammel Jernbanevej og Kirkevænget. Ser hvordan jeres drømme og tro på nærdemokratiet er dybt begravet under et femetagers hus. Men drøm videre, hold ikke op med at drømme, for det er jeres bydel. Det er jer, der bor her. Jer der selv må slås for at drømmene bliver til virkelighed. Og det opnås kun ved fælles hjælp og indsats. Og Valby Bladet. Der var engang og det kan der blive igen. God kamp og tillykke Valby.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Tårnby vil skabe tag over hovedet til hjemløse

Debutanter gør sig godt i sejlsportsligaen