»Se dig for,« opfordrer Christina, som gerne vil starte en hel bevægelse af hverdagsnysgerrighed.
»Se dig for,« opfordrer Christina, som gerne vil starte en hel bevægelse af hverdagsnysgerrighed. - Foto: Jacob Schneider

Wow 🤩

Christina elsker byen: Se din bydel, som du aldrig har set den før

NY BOG. Christina Bruun Olsson har en mission: Hun vil lære os at løsne blikket fra skærmene, se os for og nyde byens detaljer. Hendes nye bog »Se dig for – 100 hverdagsmotiver« er et skridt på vejen.

AF Jacob Schneider

KØBENHAVN: »Et stykke nedtrådt tyggegummi. Malingsrester. Prikker eller huller.

Hvis jeg har et kvarter, fordi jeg skal vente på nogen, så kan jeg da godt lige finde mig et tilfældigt opstået hjerte. Jeg synes da, jeg har fortjent mindst et hjerte hver dag, så jeg skal da få øje på et.«

Vi er på gåtur med Christian Bruun Olsson, som netop har udgivet bogen »Se dig for – 100 hverdagsmotiver«.

I bogen præsenteres 100 typiske hverdagsmotiver, som på ingen måde er skjult, men som vi alligevel sjældent lægger mærke til. Bogen er fyldt med billeder og skrevne eksempler, der inspirerer og opfordrer læseren til at opdyrke et nyt og mere opmærksomt blik på hverdagens små skatte

Virkelighed uden skærm

Og Christina ser sig for – i dén grad.

Hun kalder det at betragte.

»Eller snage. Glo. Være vindueskigger. Der er jo simpelthen så mange ting lige for næsen af os, som er værd at se på,« siger Christina, som har stor erfaring med ’voyeurismen’ gennem sit arbejde som grafisk designer.

De mange års erfaring som hverdagsbetragter, hvilket har ført til bloggen »En visuel synsvinkel« og en populær profil på Instagram, hvor hun deler de hverdagsmotiver, hun kommer forbi på sin vej. Hun afholder også guidede byvandringer, hvor hun forsøger at åbne deltagernes øjne for de mange visuelle skatte, der gemmer sig i bybilledet.

Og den form for nysgerrighed på vores by og omgivelser gør os til gladere og mere opmærksomme mennesker, mener hun. Dét vil hun hjælpe flere med at få øjnene op for – bogstaveligt talt.

»Vi søger jo hele tiden at blive underholdt. Lige så snart vi har tiden til det, i toget eller på perronen, så tager vi vores mobil frem og kigger dér. Men der er simpelthen visuelle oplevelser alle vegne, så det er bare at se sig for. Og selv om jeg er rimeligt indoktrineret med at se mig for, så har jeg jo også dage, hvor jeg bare kigger ned i mobilens forjættede skærm og stresser rundt. Så kommer jeg hjem og tænker over, at jeg ikke aner, hvordan den, der sad ved siden af mig i toget, så ud. Super ærgerligt…

– Foto: Jacob Schneider

Jeg synes ikke, det er relevant, om noget er pænt eller grimt – det kan være lige interessant eller lige hamrende kedeligt. Man snyder da i hvert fald sig selv, hvis der er noget, man ikke vil se på,« siger forfatteren og fortsætter:

»Jeg mener måske bare, at virkeligheden er mere interessant, end hvad vi kan finde på Facebook og Youtube og så videre. Her er det kun et helt naturligt filter,« siger Christina og slår ud med armene mod et nedløbsrør.

»Se, når solen så pludselig titter frem. Så er verden helt anderledes med alle de skygger, der popper op. Eller når det lige har regnet, så omdannes gader og fortove til store lærreder, der spejler byens tage og så videre.

Det kan blive en hel lille hverdagsfest, sådan en gåtur. Man keder sig i hvert fald aldrig.

Hvis jeg kunne starte en slags bevægelse, så ville det da være skønt. Altså, jeg har ikke selv sådan en ’mindfulness’-tankegang, men det med at være til stede i nuet… Ja, hvis folk kan bruge det på den måde, er det da skønt.«

Træn dine børn

Bogen er skrevet til voksne, men er sådan set for alle, forklarer Christina. Ikke mindst børnefamilier:

»Jeg har brugt rigtig meget tid med mine børn på at tælle eller observere.

Det er super effektivt til at træne hjernen. Hjerter eller ti turkise ting. Bogen hjælper til at tænke i den retning, så man virkelig kan få en aha-oplevelse i hverdagen. Eller et lille fnis, fordi det er vildt humoristisk.

Emne nummer 100 i bogen hedder fascinationer, for man kan jo finde på alle mulige emner at kigge efter.«

Bliver dine venner og familie aldrig trætte af at gå tur med dig?

»Jeg prøver at styre mig lidt, især når jeg går sammen med min familie. De synes måske nok nogle gange, det kan være lidt belastende. Men de er blevet trænet. ’Se der, mor, det ligner et ansigt’ og sådan. Og hvis de finder et hjerte, så ved de, at de får et klap på skulderen af mor,« griner Christina Bruun Olsson.

Se Christina fortælle på Enghave Plads her:

ChristinaBruunOlsson SeDigForVesterbro 20190808 162442

Christina Bruun Olsson, “Se Dig For”, Vesterbro

Sug din bydel til dig: Enghave Plads

ØJENÅBNER: Vi står ved fodgængerfeltet mellem Flensborggade og Enghave Plads, og ved en lyskasse falder Christinas blik på en lyskasse:

»Nej, der er en glemt nøgle her. Det er altid herligt at finde glemte ting. Det er selvfølgelig synd for dem, men det er også en lille skat i gadebilldet: Noget, der har værdi for nogen.

Også den måde, folk har lagt den frem på, sådan at den er til at finde igen.«

– Foto: Jacob Schneider

Syv små runde sten markerer en indgangsdør:

»Det er også sjovt for eksempel at finde syv ting, der er næsten ens – det kan man så se som en fortolkning af ’De syv små dværge’. At finde ting, der kan analyseres formmæssigt og forbindes til noget andet. Her er der syv lidt forskellige dværge, og Snehvide er ikke kommet hjem endnu…

Se de bogstaver, der er sat op der – der er også syv.«

Rundt om hjørnet hænger et farvestrålende stykke street-art af kunstneren Zusa.

»Det står for ’zusammen’. Han hedder Anders Thordahl, har sklerose og sidder i kørestol, så han kan ikke udføre sine værker eller sætte dem op. Det har han så et helt crew, der hjælper ham med. Fuldstændigt vidunderlige unika-værker, skåret ud i flere lag, så man får et relief ud af det…

Og her ved siden af et bræt som en farvetrappe, man laver, når man renoverer gamle bygninger: Alle lagene af farver og tapet fra en lejlighed herinde.

Der er noget meget afslappet og uhøjtideligt over Vesterbro – alle får ligesom lov til at byde ind. Det er måske derfor, man finder så meget street-art.

– Foto: Jacob Schneider

Og se, en ugle oppe på lyssignalet. Hvem har mon sat den der? Det er måske for at skræmme duer væk… Her på bagsiden af et vejskilt hænger der så en perleplade af ABYS, en af mine yndlings-streetkunstnere.«

Hen mod cirklen af hække i den anden ende af pladsen støder vi på en skraldespand af den gammeldags slags, som har fået tæsk gennem årene.

»Det er jo nærmest et museumsobjekt. Se forvrængningerne i harlekinmønstret, der ellers er så skarpt, helt som en netstrømpe, der former sig efter låret…

Når man er ude at rejse, får man tit øjnene op for alt muligt, som man glemmer lidt i dagligdagen. Men sådan en plads, der har været pakket ind i Metrohegn i mange år, den må folk i området da se på med helt nye øjne nu.«

Christina Bruun Olsson, »Se dig for«, 388 sider, pris: 299 kr. Udgivet på Byens Forlag

Se mere: www.christinabruunolsson.dk

– Foto: Jacob Schneider

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Endelig kan du forene yoga med en dejlig, kold øl. Kom med til ølyoga på Nørrebro Bryghus på lørdag.

Kom til ølyoga på Nørrebro Bryghus

Havets bacon. Arkivfoto: Nordisk Tang.

Snegle og havbacon til ungerne