Flokken af gamle Klub 47-folk ved farvelfesten for to år siden.
Flokken af gamle Klub 47-folk ved farvelfesten for to år siden. - Foto: Anders Bentzon

Klub 47 går over i historien med mindepladefest

HISTORISK. Ungdomsklubben Klub 47 huskes blandt mange unge i Sundby – ikke mindst musikere – som et unikt fællesskab, der lukkede i 2007. Nu sættes der en mindeplade op i gaden, og det fejres med taler og musik næste onsdag.

TYCHO Brahes Allé: For to år siden var der fest i det gamle hus på Tycho Brahes Allé, hvor Klub 47 indtil 2007 havde udklækket musikstjerner, hashvrag og gode samfundsborgere i årevis. Det var de gamle 47’eres allersidste afsked med et sted, som har betydet meget i deres liv, inden det skulle rives ned for at give plads til nye boliger – præcis 48 af slagsen.

Ungdomsklubben udsprang af Politiets Ungdoms Klub og blev en selvejende institution i 1969. Her kunne musikglade unge pleje deres interesse i øvelokalerne og holde koncerter. Men det var også en pædagogisk højborg, som rummede de unge, der var kommet i uføre, og tilbød blandt andet afvænningsophold og et enestående fællesskab.

En stribe af de danske rock- og popnavne slog deres folder her, og ikke mindst det spirende hip hop-miljø tog fart fra klubben på Tycho Brahes Allé 37.

Alrune Rod, Barbarella, Ache, Skunk Funk, D.A.D, Rockers By Choice, MC Einar, Natasja og Miss Mukupa, Humleridderne, Al Agami, Jokeren, DJ Noize, Lanni og Joey Moe er nogle ganske få af de navne, som var igennem klubben, der lukkede og slukkede, da de kommunale bevillinger stoppede i 2007.

Værested på godt og ondt

Nu har medlem af Amager Øst Lokaludvalg Nicki Brøchner taget initiativ til en mindeplade, der skal markere det historiske sted for eftertiden.

Og det glæder Amager Bios booker Per Abildtrup, som selv kom til koncerter med blandt andre Jeff Beck, Ten Years After, Taste og Round About (et par måneder før, de blev til Deep Purple) i 1960’erne og var bestyrelsesformand for klubben i dens sidste leveår.

»Det nåede lige at blive 39 år, inden kommunen lukkede ni ungdomsklubber, hvor vi røg med i den sparerunde.

Det stod så tomt i otte år til en kæmpe husleje, fordi lokalerne ved siden af (taekwondo-klub, red.) stadig var i drift. Klub 47 var de i hvert fald trætte af… Vi skænkede så vores instrumenter og resten af vores formue, små 100.000, til Ungehuset i Norgesgade, som de kunne bruge til et lydstudie. De var den arvtager, som kan sige, der var i området til noget af miljøet fra Klub 47.

Det blev også noget mere regelret de sidste år, så det for eksempel kun var indtil 18 år. Der var jo folk, som var kommet der i 30-40 år – på godt og skidt. De kunne så henvises til Kofoeds Skole og andre steder, hvis de ikke havde andet, de kunne finde på. Så den sociale tryghed, som klubben jo gav nogle fra det miljø engang, den forsvandt. Der var folk, der gik til, flere der blev afvænnet og resocialieret, der var udflugter og sejlture, ja, lidt af hvert.

Da jeg hørte om den nye lokalplan for grunden og byggeplanerne, fik vi så lov til at lave en farvel-fest af den gamle ejer. Der var mange, der ikke havde set hinanden i mange år, så der blev fortalt godt med røver- og løgnehistorier – det var både sjovt og historisk.

De nye ejere er meget positive, efter at de har hørt historierne fra musikmiljøet. Klub 47 har da gjort indtryk på omgivelserne – på godt og ondt – men det er fint, at der bliver lavet sådan en plade som en anerkendelse af, at det var et godt værested for mange mennesker – og at der kom noget fornuftigt ud af det på musikmarkedet. Det var da god inspiration til miljøet omkring 5-øren og Amager Bio, helt sikkert. Der har sgu’ været mange gode stunder gennem tiderne – jeg mindes det med smil på læben,« siger Abildtrup.

Markeres på onsdag

Onsdag 28. august klokken 16.00-18.00 er der indvielse af pladen med taler, øl, pølser og musik: Dee Pee fra Rockers By Choice og hans band Soul Investors giver et par numre, mens Frede Norbrink ’Fup’ repræsenterer klubbens ældre historie med et par numre – alle er velkomne.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Inge blev global ekspert i jordskælv

På Ingerslevgade 84A er der ny kunst at opleve hver måned.

Tijup på toppen af Den Hvide Kødby