Bjarne Oppelstrup blev lærer efter et par år i banken, fordi det var for kedeligt med alle de tal.
Bjarne Oppelstrup blev lærer efter et par år i banken, fordi det var for kedeligt med alle de tal. - Foto: Anja Berth

Bankmanden, der blev skoleleder

Bjarne Oppelstrup, 51 år er netop begyndt som skoleleder på Kirkebjerg Skole. Han er vild med bolsjer og tegneserier og franskbrød med lyst pålægschokolade.

SKOLE: »Jeg var egentlig ikke opmærksom på, hvor mange store flotte huse, der ligger her. Jeg har ræset forbi her på Slotsherrensvej i årevis uden at ane her lå en skole inde bag ved.«

Det siger Bjarne Oppelstrup, der netop er begyndt som skoleleder på Kirkebjerg Skole, der før sommerferien måtte sige farvel til daværende leder Max Ulrich Larsen, som blev leder på Damhusengens Skole.

Bjarne Oppelstrup bor med sin kone, Birgitte og to børn, Cathrine på ni år og Christoffer på 12 år i Albertlund. Han har i årevis taget turen i den sølvgrå Skoda Octavia til Smørum, hvor han var afdelingsleder, men nu skal han skifte koordinat på bilens gps og køre til Kirkebjerg Allé. Det er han glad for. Og hvis man som voksen kommer forbi hans kontor, så vanker der gerne et farverigt bolsje fra dåsen Bjarnes Bolsjer.

Bolsjekrukken var en afskedsgave fra kollegaerne i Smørum. Stort set på samtlige skoler, han har været på, har han haft tradition for at have en bolsjekrukke til medarbejdere og lærere – aldrig til børnene.

»Det blev hurtigt sådan, at man talte om den bolsjekrukke, og det blev en god anledning til lige at komme ind på mit kontor og få en snak – måske hvis man havde haft en dårlig dag, så kunne man lige få et bolsje,« fortæller Bjarne Oppelstrup.

En lidt mere velsmagende tudekiks?

»Ja, det kan man godt sige.«

Og vi skal da love for at lokkemaden virker – han tiltrådte 4. august på Kirkebjerg Skole og den fem liter store bolsjekrukke er næsten tom. Han må en tur til Tyskland igen og købe billige bolsjer. Selv er han mest fan af stærke bolsjer som tyrkisk peber.

Uddannet bankmand

Egentlig er Bjarne Oppelstrup uddannet bankmand i hedengangne Bikubben. Efter gymnasietiden på Rysensteen Gymnasium vidste han ikke rigtigt, hvad han skulle kaste sig over Kreativiteten fejlede ikke noget – i gymnasiet havde han spillet teater, men det lykkedes alligevel hans storesøster at lokke ham til at søge en elevplads i Bikubben, hvor hun arbejdede. Det gjorde han, blev udlært og arbejdede en årrække.

Men det kedede ham med alle de tal, så i 1994 begyndte han at læse til lærer på Københavns Dag- og Aftenseminarium og siden har han undervist i folkeskolen i omegnskommunerne.

Karakterer er ok

Han glæder sig nu til at stå i spidsen for det, han selv kalder en super velfungerende skole. Når debatten i medierne raser om man skal afskaffe nationale tests og karakterer synger han ikke med i det kor.

»Jeg er ikke så bange for karakterer og test, for det er fint at vurdere børnene fagligt, men selvfølgelig kan man skrue ned for det, så det ikke behøver være tre gange om året.«

Han er til gengæld meget optaget af, at børn skal trives, og her vil han gøre alt hvad han kan for at hjælpe.

»Vi kan ikke lave om på barnets baggrund, men vi kan hjælpe så godt vi kan og presse systemet så meget som muligt. Jeg er altid fortaler for, at vi skal hjælpe børnene der hvor de er, i stedet for bare at sende dem videre,« siger Bjarne Oppelstrup.

Elsker tegneserier

Han er høj og tynd og kunne med lidt Walt Disney-fantasi godt ligne en tegneseriefigur. Han er da også selv stor fan af tegneserier og har samtlige bind med Asterix og Co. samt Prins Valentin. Når han skal have en pause fra det hele, sætter han sig ind på sit kontor i familiens hjem og pløjer det ene bind efter det andet.

»Jeg har altid elsket at læse tegneserier, og nu kan jeg se, at min datter har arvet min hobby – ligesom jeg elsker hun også brød med lys pålægschokolade, så det har hun arvet fra mig.«

Der er reception og officiel indsættelse for Bjarne Oppelstrup fredag 30. august klokken 15.15 på Kirkebjerg Skole.

AFSLUT SÆTNINGEN

Jeg bliver glad når …. børn er glade

Jeg bliver ked af det, når ….jeg ser triste skæbner

Jeg er virkeligt dårlig til.. at rydde op

I mit køleskab har jeg altid …..lys pålægschokolade fra Galle & Jessen og mayonaisse

Hvis jeg skulle bagtale mig selv, ville jeg sige, at … han drikker lidt for meget te og spiser for meget kage

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Pressefoto: Kerne Pavillon

Kendt navn bag ny restaurant i Planetarium

Det vil glæde os at høre noget jazz