Det tidligere Amager Billands placering nederst i det omridsede lokalplansområde.
Det tidligere Amager Billands placering nederst i det omridsede lokalplansområde. - Foto: Københavns Kommune

Sur 😠 Ked 😭 Haha 😆 Elsker 😍 Like 👍

Boligbyggeri kan være på vej på Amager Billand-grunden

BYGGERI. Ejeren af Englandsvej 51, hvor Amager Billand før holdt til, vil opføre familie og ungdomsboliger i 4-5 etager mod Englandsvej og 2-3 etager mod Vatnavej. Teknik- og miljøudvalget behandler lokalplanforslaget på mandag.

SUNDBYVESTER: Ejeren af Englandsvej 51 og Ulrik Birchs Allé 47 vil opføre en bebyggelse med familie- og ungdomsboliger på grunden, hvor Amager Billand tidligere holdt til. Bilforhandleren gik konkurs sidste efterår.

Derudover vil ejeren af Irlandsvej 5 konvertere bygningen fra erhvervsejendom til boliger samt opføre en mindre boligbebyggelse mod Vatnavej. Derfor behandler Teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune et lokalplanforslag på mandag 26. august.

Alt skal være i rødt tegl

Byggeriet skal bestå af tre bebyggelser. Ud mod Englandsvej en karrélignende bebyggelse i fire-fem etager, der minder om Englandsvej øvrige karrébyggeri netop her. Den maksimale facadehøjde er sat til 19,5 meter.

Derudover to bebyggelser ud mod Vatnavej, begge i to-tre etager, der skal afspejle villakvarterets og de omkringliggende bebyggelsers egenart.

Den ene har fælles gårdhave med byggeriet ud mod Englandsvej, den anden opføres som enkeltstående punkthusbebyggelse. Den maksimale facadehøjde er sat til ni meter for begge bygninger.

Alle tre bebyggelser skal ifølge lokalplanforslaget udføres i rødt tegl for at sikre sammenhæng.

Bevaringsværdige huse

Forvaltningen foreslår, at tre bygninger i lokalplanområdet udpeges som bevaringsværdige (artiklen fortsætter under billedet).

Visualisering af, hvordan byggeriet kunne fremstå ud mod Vatnavej med to-tre etager, mens det mod Englandsvej kan blive fire-fem etager.  Den lidt gennemsigtige bygning lige foran det røde byggeri er Ulrik Birchs Allé 47, der er udpeget som bevaringsværdig. Illustration: Holscher Nordberg Arkitekter

Visualisering af, hvordan byggeriet kunne fremstå ud mod Vatnavej med to-tre etager, mens det mod Englandsvej kan blive fire-fem etager. Den lidt gennemsigtige bygning lige foran det røde byggeri er Ulrik Birchs Allé 47, der er udpeget som bevaringsværdig. Illustration: Holscher Nordberg Arkitekter

Nemlig villaejendommen Ulrik Birchs Allé 47 fra 1921, der i Kulturstyrelsens SAVE-register har en høj bevaringsværdi. Samt den blå tidligere værktøjsfabrik på Irlandsvej 5A, som har en middel bevaringsværdi.

Endelig har den trelængede gård Ulrik Birchs Allé 54, opført i 1853, en middel bevaringsværdi. Gården er et af de sidste historiske spor fra dengang Sundby var bondelandsby.

Vedtages lokalplanforslaget som det er, skal der en dispensation til, hvis de tre bygninger skal ombygges eller rives ned.

Der åbnes i lokalplanforslaget mulighed for serviceerhverv i Irlandsvej 5A og Ulrik Birchs Allé 54.

Med lokalplanen skal der plantes mindst 20 træer og etableres grønne forhaver langs Vatnavej, så området bliver grønnere end det er i dag.

Allerede da startredegørelsen blev godkendt af udvalget i december, blev det fastlagt, at 25 procent af boligerne i byggeriet skal være almene.

Højt støjniveau fra trafik

Endelig nævnes det, at trafikstøj fra Englandsvej og Irlandsvej er op til 67 decibel på dele af friarealet og over 69 decibel på dele af facaderne. Den vejledende grænseværdi er 58 dB for boliger.

Derfor skal det sikres, at grænseværdierne i de fremtidige bygninger og friarealer kan overholdes. For eksempel kan bygningerne støjisoleres, og de fire-fem etager langs Englandsvej danne støjskærm for størstedelen af friarealerne.

Godkender udvalget lokalplanforslaget, sendes det i høring i otte uger, hvor det vil kunne ses ses på blivhoert.kk.dk. Der holdes borgermøde i perioden.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Kirkeskibet 2450 skal indvies med bobler 27. august

Flydende kirke åbner i Sydhavn

Masser af musik i alle farver