Ellen Ramsdal Pedersen foran Drys Ind, hvor hun stopper om kort tid.
Ellen Ramsdal Pedersen foran Drys Ind, hvor hun stopper om kort tid. - Foto: Martin Sørensen

Elsker 😍 Like 👍

En af værestedet Drys Inds faste stammer går på pension

FARVEL. 69-årige Ellen Ramsdal Pedersen har besluttet at stoppe efter godt 23 år i værestedet Drys Ind – 21 af dem som stedets leder.

SUNDBYVESTER: Man er ikke nærig med at give kram her, i værestedet Drys Ind på Englandsvej.

Her mødes voksne, ensomme mennesker og får et nyt netværk, samvær, omsorg, rummelighed og næstekærlighed. Og finder måske derigennem nyt livsmod og livsværdi.

Samværet er bygget op om et fundament af frivillige, og med to ansatte som faste stammer.

En af dem er daglig leder Ella Ramsdal Pedersen, men nu har hun besluttet at gå på pension.

Den gæve jyde med det store hjerte anede faktisk ikke, hvad et værested var, da hun så en stillingsannonce i Amager Bladet for 23 et halvt år siden, dengang værestedet lå i Hallandsgade.

Hun søgte stillingen, fik jobbet på halv tid og arbejdede samtidig på halv tid i et krisecenter på Vesterbro for voldsramte kvinder.

»Men efter halvandet år spurgte de, om jeg vil være daglig leder. Det havde jeg egentlig ingen ambitioner om – jeg var også rigtig glad for at være på krisecentret,« fortæller Ella.

Ella sagde alligevel ja og blev rigtig glad for jobbet i den selvejende institution Drys Ind

»Vores bestyrelse har altid givet os plads og ansvar inden for Drys Inds værdigrundlag – det er nok grunden til, at jeg er blevet hængende så længe,« siger Ella.

På apotek og i renovering

Der har været rigtig mange facetter i Ellas arbejdsliv, før hun kastede anker hos Drys ind.

Hun kommer fra Heilskov, der ligger mellem Skive og Viborg. Hun er udlært apoteksdefiktrice, som det hed dengang. Og samfundsengagementet blev hurtigt en del af hendes liv.

»Jeg underviste tamilske flygtninge, der havde brug for at lære dansk og engelsk. Vi boede i en mindre by, hvor flygtningene blev integreret i lokalsamfundet,« fortæller hun.

Hun arbejdede også i psykiatrien og ville egentlig gerne være socialrådgiver.

»Men så blev jeg skilt, og så sker der nogle gange noget helt andet, end man havde tænkt. Jeg fandt ud af, at apoteket nok var for klinisk for mig, så jeg blev specialarbejder, et noget mere beskidt arbejde, hvor vi renoverede ejendomme. Jeg arbejdede sammen med folk, der bandede og svovlede, men bagved alt det var de dejlige mennesker.«

På et tidspunkt traf hun et valg om at flytte til København, hvor hun siden har boet med sin nuværende mand.

»Vi bor på Amager og har kolonihave i Kastrup og ikke langt til fælleden. Det er faktisk sjældent, vi er over broerne. Jeg synes, Amager er dejlig – vi har jo, hvad vi har brug for.«

Økonomi går lidt tilbage

Som selvejende institution har Drys Ind både været afhængig af midler fra Socialministeriet og forskellige fonde.

»Jeg kan egentlig godt lide følelsen af frihed ved, at vi er selvejende. Der kommer ikke bare en pose penge ind, man er nødt til at kæmpe for det. Og det er et lille sted, og man er nødt til at gå ind i det 110 procent – i mange år har vi jo ikke vidst, om vi overlevede. Det bliver man også spurgt om – hvordan man har det med, at man ikke ved, om man har et job til næste år. Men det har aldrig generet mig. Så tager man et andet job.«

Alligevel gør det ondt på Drys Ind-lederen, at tingene tager et halvt skridt baglæns, når hun stopper.

»Vores økonomi har været stabil, så vi har kunnet være to fuldtidsansatte. Men vi har ikke fået de bevillinger, som vi regnede med. Margit Heen bliver daglig leder, når jeg stopper, men der er kun ressourcer til så at ansætte en deltids værestedsmedarbejder. Jeg har brugt tid på at være bisidder, tage på hjemmebesøg og sygebesøg, og de opgaver bliver helt sikkert reduceret nu. Jeg har ikke taget nye ind af samme grund, og jeg har valgt at fortsætte med at have kontakt til de fem personer på frivillig basis og på mine præmisser. Jeg synes, det ville være forkert andet.«

Ikke bare et 8-15 job

Den tætte kontakt med brugerne i Drys Ind er det, hun kommer til at savne allermest.

»Jeg kan blive helt rørt bare ved tanken om den nærkontakt, man får med mennesker. Og kontakten til omverden, hvor jeg har arrangeret ture og fundet foredragsholdere – det er faktisk også et sælgerjob, når man skal ud og spørge: Vil du for en flaske rødvin holde et foredrag? Jeg kan godt lide ansvaret, men jeg glæder mig også til at smide det og ikke være bekymret om noget arbejdsmæssigt.«

Og hvad skal Ella Ramsdal Pedersen så bruge al den ekstra tid til, efter hun 27. august har sin sidste dag i Drys Ind?

»Først skal jeg holde fri og sove længe. Min mand og jeg skal tre uger til Italien. Og jeg har planer om med to søstre at rejse på interrail ned gennem Europa. Men der bliver to ben: Det ene er egoisten, der vil rejse, gå på højskole, lære noget om historie, samfund og sprog.«

»Det andet ben er, at jeg stadig vil være med til at gøre en forskel med noget frivilligt socialt arbejde. Ikke i Drys Ind. Jeg tror, det ville være for hårdt for mig – der er mange følelser investeret, det er ikke bare et 8-15 job,« siger Ella.

Der er afskedsreception for Ella Ramsdal Pedersen torsdag 29. august klokken 13-16 i Sognegården hos Nathanaels Kirke, Holmbladsgade 19.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Sabine Sørensen og Peder Clement fra Miljøpunkt sammen med Ingrid Kallesøe fra Larslejsstræde foran den smukke hestekastanje ved Sankt Petri Kirke. Foto: Christian M. Olsen

På jagt efter byens bedste træer

De to kunstnere bor på Østerbro en spytklat fra hinanden.

Nordbrandt og Nussbaum udgiver album: Hør dem på Borups Højskole