Pernille Høxbro vinker farvel til såvel Kommunalbestyrelsen som til Frederiksberg.
Pernille Høxbro vinker farvel til såvel Kommunalbestyrelsen som til Frederiksberg. - Foto: Martin Sørensen

Like 👍

Høxbro takker af

AFSKED. Pernille Høxbro forlader Frederiksberg og Kommunalbestyrelsen efter 26 års lokalpolitisk tjeneste.

EXIT HØXBRO: Rådmand og formand for socialudvalget Pernille Høxbro (K) har med udgangen af september 2019 valgt at fraflytte kommunen og nedlægger derfor sine politiske hverv i Kommunalbestyrelsen.

59-årige Pernille Høxbro har igennem sine 26 år lange karriere i Kommunalbestyrelsen favnet bredt og har bestridt flere ansvarstunge udvalgs- og bestyrelsesposter – blandt andet som formand for kommunens børneudvalg, bolig- og ejendomsudvalg samt senest socialudvalget. Hun har desuden af flere omgange været medlem af Magistraten.

Pernille Høxbro har således en bred og solid viden om de mange temaer, der fylder i en kommunal kontekst.

Bestemt og varm

Borgmester og partifælle Simon Aggesen siger om Høxbros tilbagetræden:

»Det er en stor kapacitet, der efter mange år nu desværre vælger at forlade kommunalpolitik. Pernille har et medfødt politisk talent. Hun er en skarp og markant debattør og har gennem alle årene været en forkæmper for både børn, ældre, handicappede og socialt udsatte. Personligt sætter jeg stor pris på Pernille. Hun er et bestemt, men også varmt menneske med hjertet på rette sted. Vi kommer til at savne Pernille i den konservative gruppe.«

Simon Aggesen tilføjer:

»Byen skylder Pernille en stor tak for hendes enorme indsats for fællesskabet og de, som har haft brug for en ekstra håndsrækning.«

En ære at tjene byen

Pernille Høxbro selv udtaler i en pressemeddelse:

»I 26 år har jeg haft den helt fantastiske ære at være folkevalgt som medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Sammen med mine gode politiske kollegaer i Kommunalbestyrelsen har jeg været med til at udvikle Frederiksberg til den moderne og attraktive by, vi har i dag. En by hvor social ansvarlighed og grøn omstilling er i højsædet. Det er jeg stolt af.«

Høxbro fortsætter:

»At arbejde med lokalpolitik i så mange år har for mig personligt været en stor glæde og kilde til daglig inspiration. Jeg er derfor dybt taknemmelig over, at vælgerne i gennem alle årene har givet mig opbakning, så jeg har kunnet bruge min energi og kræfter til at arbejde med politik på Frederiksberg.«

Nygift

Om årsagen til sin udtræden siger Pernille Høxbro:

»Jeg blev gift i sommer, og min mand og jeg har besluttet at bosætte os uden for byen og sammen begynde vores fælles liv i nye rammer. Det har ikke været nogen nem beslutning, for mit hjerte vil altid banke for Frederiksberg, og jeg kommer til at savne mit samarbejde med byens nye, dygtige borgmester og de mange andre ildsjæle, der dagligt gør en kæmpe indsats for Frederiksberg.«

De konservatives 1. suppleant, Carina Høedt, overtager Pernille Høxbros plads i Kommunalbestyrelsen pr. 1. oktober.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Bo Børresen

Om journalisten Bo Børresen

Jeg har været journalist på en række københavnske lokalaviser siden 2001 og skrevet om stort og småt på Frederiksberg og i Valby og Sydhavnen.

Københavns Politi efterlyser vidner, som har set denne bil.

Eksplosion ved Skattestyrelsen: Politiet efterlyser vidner, der har set gerningsbil

Jesper Gisli (i rød Liverpool-trøje) er ny chefredaktør i Hovedstadens Mediehus, og står dermed i spidsen for den redaktionelle udvikling af ni lokalaviser, en erhvervsavis samt minby.dk

Ny chefredaktør i Hovedstadens Mediehus