I denne uge skriver Githa Schultz om sine oplevelser under 11. september 2001 i USA og i juli 2019 i Kashmir
I denne uge skriver Githa Schultz om sine oplevelser under 11. september 2001 i USA og i juli 2019 i Kashmir - Foto: Githa Schultz
in
Tema: in

Klumme: Suicide-vanvid over USA og annekteringen af Himlen på Jorden, Kashmir

Af Githa Schultz

Jeg glemmer aldrig, dengang jeg befandt mig i Washington D.C. 11. september 2001. På besøg i West Virginia hos nogle venner. Jeg boede i USA på det tidspunkt – fire år i alt. Skiftevis i Californien. New York og West Virginia.

Den morgen i D.C. vågnede jeg op i Georgetown til noget, der lignede ragnarok. World Trade Center var blevet angrebet og Pentagon ikke langt fra mig ligeså. I gaderne var der panik. Lukket inde i fem dage i D.C., hvor broerne blev afspærret, og et tomt luftrum var rimeligt grænseoverskridende, når man aldrig har prøvet at være udsat for noget, der ligner krig.

Jeg blev meget påvirket af det og fik psykosomatiske reaktioner i form af væskeansamlinger på vitale organer. Så nyheder konstant, men måtte stoppe den uvirkelige TV-skærm tilbage i West Virginia og i stedet gå ud og kigge på naturen og køerne.

Der brød heldigvis ikke religionskrig ud, selvom der siden 11. september 2001 har været rimelig mange angreb på fredsommelighed af religionsvanvittig karakter.

Jeg har kun oplevet noget tilsvarende surrealistisk, da jeg for kort siden forlod den indiske del af Kashmir. Og bogstaveligt talt dagen efter at have forladt hovedbyen Srinagar brød en mangeårig politisk, religiøs konflikt ud, og alle de soldater, der sigtede på mig med et smil i Kashmir, havde en mission.

Området er nu annekteret. Folk har fået udgangsforbud, og al kommunikation blev lukket ned. Den indiske regering vil gøre Kashmir til en delstat på lige fod med stater i resten af Indien. Kashmir, der hovedsageligt består af muslimer i et ellers primært hinduistisk land.

Jeg kan jo ikke lade være at tænke på, at der red jeg rundt som i en utopisk drøm, hvor jeg flere gange har taget Edens Have i min mund. Når jeg skulle beskrive det ene smukke blomsteranlæg efter det andet. Med en ligeså kulørt klædt befolkning, der kun har hilst på mig med nysgerrige, milde, beundrende eller vantro øjne.

Hvis jeg indimellem havde glemt at tildække mine knæ. Der var ikke et blik af foragt eller had. Mere et blik på mine blottede knæ, som om nogle har fortalt deres børn, at djævelen sidder i kvinders knæ. Min hesteholder i Aru Valley Ali Baba, som var så glad for os turister og ivrigt fortalte om de gode trekking muligheder og den vidunderlige natur.

Mens han gik ved siden af min hest og passede godt på den og mig, så mærkede jeg en stor kærlighed. Han var klædt i ‘verdenkjortlen‘ for mandlige muslimer, og alligevel var jeg friheds-Pippi for en kort stund. Jeg er ellers bange for heste.

Alt det gode forsvundet som dug på Dal Lake ved morgengry kl. 5. Pigtråd, forbud, husarresterede vigtige nøglepersoner, al internetkommunikation shot-down. Altimens Kashmirs befolkning er ved at blive transformeret til en ny hverdagsorden. Jeg vil sige, jeg synes den indiske premierminister Narendra Modi har ‘karryballs’ af stål, og Gandhi var symbolet på Indiens fredsommelige natur.

I Delhi havde enhver executive, vi besøgte, et billede af Modi og Mahatma Gandhi på væggen.

Det, der er surrealistisk, er, at jeg ligeså godt kunne have risikeret, at jeg var rejst en dag senere og igen havnet i ragnarok som 11. september 2001.

Jeg havde en sælsom følelse af at være både i paradis i Kashmir, men også en dødsfornemmelse i de 12 dage. Måske har dødsfornemmelsen været forårsaget af alle de geværløb, jeg har kigget ind i. For tænk nu alligevel, hvis de var gået af.

Det er, som om det hele har været en drøm af de bedste, og man vågner op til noget, der pludselig ligner et fjernmareridt, der er ligeså uvirkeligt.

Så USA i 2001 og den indiske del af Kashmir juli 2019 fik jeg to surrealistiske oplevelser på min livskonto.

Her sidder jeg trygt og godt på Vesterbro igen i et brag af et tordenvejr og skybrud og tænker på, at det er sådan, bomber sikkert lyder. Mens jeg også tænker på, hvornår det næste attentat på en eller anden bygning eksploderer i København. For her i Danmark er der heller ikke så sikkert og trygt som amen i kirken længere.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Avatar

Om journalisten NMB

North Media Bureau (NMB) er de københavnske lokalavisers nyhedsbureau. Det leverer hver dag korte historier om samfund, kultur og sport.

Rie Schimmell bor selv i Sundbyøster og kan cykle til den nye syltefabrik.

Rie laver syltefabrik med Cofoco

KMD IRONMAN kommer til København, og det kommer til at påvirke trafikken, lyder det fra arrangørerne.

Ironman løber ind i den københavnske trafik: Se ruterne her