Jane Sandberg ved en af fortidens store kommunikationskanaler på Enigma. Nu bliver mange fællesskaber skabt via elektronisk kommunikation. Arkivfoto: Dan Møller
Jane Sandberg ved en af fortidens store kommunikationskanaler på Enigma. Nu bliver mange fællesskaber skabt via elektronisk kommunikation. Arkivfoto: Dan Møller

Vi er Europamestre i fællesskaber

Ny bog. Museumsinspektør på Enigma Jane Sandberg har skrevet en bog om 24 udvalgte fællesskaber i hele Danmark – 3 af dem har udgangspunkt i Østerbro. Hun ser en tendens i tiden, hvor mennesker gerne vil løfte frivilligt i flok.

FRIVILLIGHED: Kommunikationsmuseet Enigma åbnede for to og et halvt år siden i posthuset ved Trianglen.

Men det er fortsat under udvikling, og størstedelen af museet er ikke indviet endnu.

I stedet fungerer Enigma i høj grad som café og mødested, og museumsinspektør Jane Sandberg har betragtet, hvordan folk har taget bygningen til sig som et sted, hvor folk har et fællesskab.

»Her vælter ind med børnefamilier, som taler med hinanden og har brug for nære ting og høre sammen med andre. Et andet eksempel, at folk mødes her og deler frø til haven,« fortæller hun.

Andele og tabte krige

Det er ikke kun på Enigma, at hun ser den tendens. Over hele Danmark opstår der fællesskaber, og det har hun skrevet en bog om med den udanske titel: Come Together – samme titel som et Beatles-nummer på albummet Abbey Road fra 1969.

Og hvis nogen tror, at fællesskaber var noget, man dyrkede meget mere i hippietiden end i dag, må man tro om igen.

Jane Sandberg oplever, at fællesskaber dyrkes som aldrig før.

»Mit udgangspunkt har været at undersøge, hvorfor det sker, og hvad det er, som sker,« fortæller hun om sin bog.

Der er ikke en forklaringer, men mange. Generelt er Danmark et foreningsland.

Og det at have noget at samles om har tråde tilbage til andelsbevægelsen i 1800-tallet, og de tabte krige i det århundrede. Statistikker viser, at Danmark er det land, hvor folk er mest frivillige.

»Vi er Europamester i fællesskaber, vi kæres om hinanden og vores land. Grundlæggende har vi en sammenhængskraft, og det frivillige arbejder understøtter demokratiet,« fastslår Jane Sandberg, som dog også ser en politisk årsag af nyere dato, der gør, at det frivillige arbejde vinder frem i de her år.

»Der sker det, at noget af det der tidligere var velfærd, bliver nu varetaget af noget mellemmenneskeligt,« siger hun og peger på pleje- og omsorgsområdet.

Noget andet der gør sig gældende, er den digitale udvikling. Det er på ingen måde fordi, at Jane Sandberg er ukritisk over for den udvikling. Men digitaleringen hjælper på at samles »ude i virkeligheden«

»Jeg har spurgt, om det digitale er en forhindring, og svaret er: Nej, det er det modsatte, det er der, at man planlægger at mødes,« fortæller hun.

Foreninger under pres

I sin bog Come Together skildrer Jane Sandberg 24 udvalgte fællesskaber i hele landet.

Tre af fællesskaberne, hun beskriver i bogen, er fra Østerbro.

Det handler om Enigma, Cykling uden alder – som begyndte i Randersgade og er blevet bredt ud til hele verden – og Repair Café.

Sidstnævnte ligger i Æbeløgade, og her reparerer man elektroniske ting og sager, som ofte kan være svært at få fikset for borgerne, der derfor tit har set sig nødsaget til at smide ud og købe nyt.

Jane Sandberg ser på ingen måde, at ungdommen er mindre optaget af fællesskaber end tidligere – tværtimod. De organiserer sig dog på en anden måde, og de traditionelle foreninger er ikke så attraktive som tidligere.

»De unge er blevet bedre, men de er måske ikke i den samme forening i 30 år. Den ene dag kan man samle affald, den næste kan man gå klimamarch, og den tredje dag kan man være med til fællesspisning,« siger hun og nævner, at ulempen ved det, kan være, at det bliver uforpligtende.

Hun mener også, at lovgivningen må følge med tiden og understøtte den nye form for frivillighed, der sker på et løsere grundlag end tidligere.

»For eksempel skal man være en forening, hvis man skal leje kommunale lokaler,« siger hun og fastslår, at der skal sættes pris på de frivillige, så de har gode rammer.

»Husk at ildsjæle brænder, men de brænder også ud.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

På fredag gæster popstjernen Jason Derulo Tivoli til Fredagsrock.

Stjernestøv: Jason Derulo vælter Tivoli på fredag

Rie Schimmell bor selv i Sundbyøster og kan cykle til den nye syltefabrik.

Rie laver syltefabrik med Cofoco