Kælderen under Københavns Rådhus har forsøgsvis været åben for offentligheden, men det har ikke været den store succes.
Kælderen under Københavns Rådhus har forsøgsvis været åben for offentligheden, men det har ikke været den store succes. - Foto: Michael Paldan

Kun to betalende gæster på én åbningsdag: Nu vil politikerne lukke Rådhuskælderen

LUKNING. Gæsterne har svigtet caféen under Københavns Rådhus i en sådan grad, at det ikke kan betale sig at holde åbent for offentligheden. Nu vil politikerne tage konsekvensen og lukke Rådhuskælderen.

KØBENHAVNS RÅDHUS: Det skulle have været en hyggeligt spisested, som man kender det fra flere danske købstæder og udenlandske byer – en beværtning i de historiske rammer i Rådhuskælderen på Københavns Rådhus.

Rådhuskælderen åbnede som en forsøgsordning i maj sidste år, men gæsterne har svigtet cafeen i en sådan grad, at politikerne på rådhuset nu tager konsekvensen og lukker Rådhuskælderen for offentligheden.

Allerede inden sommerferien enedes partiernes gruppeformænd om at indstille til en lukning. Nu mangler blot Økonomiudvalget og i sidste ende Københavns Borgerrepræsentation at nikke til forslaget. Det forventes at ske i løbet af august.

»Det har mildest talt ikke været en succes,« siger Lars Weiss, der er formand for den socialdemokratiske gruppe på rådhuset.

»Med de betingelser, Rådhuskælderen har været udbudt under, har det ikke været muligt for en forpagter at få det til at løbe rundt. Den model, der ligger nu, er død,« konstaterer Lars Weiss.

Underskud ved driften

Forsøgsmodellen har kombineret rådhuskælderens funktion som kantine for rådhusets ansatte med den offentlige åbning på udvalgte dage. Såvel Meyers, der har drevet Rådhuskælderen, som Københavns Ejendomme & Indkøb har haft underskud ved driften.

»I hele forsøgsperioden har Rådhuskælderens indtjenining været meget lav, og Meyers oplever store økonomiske udfordringer ved at holde Rådhuskælderen åben. Eksempelvis har Meyers holdt Rådhuskælderen åben i 27 dage i august 2018, hvor de havde et gennemsnit på to betalende gæster pr. åbning,« skriver Økonomiforvaltningen i deres evaluering af Rådhuskælderen og konstaterer, at:

»Det vil være meget fordyrende for forpagteren af rådhusets kantine, hvis Rådhuskælderen godkendes som permanent café.

Åbent rådhus en god idé

Lars Weiss vil ikke udelukke, at det på et tidspunkt kan komme på tale igen at give offentlig adgang til Rådhuskælderen.

»Den grundlæggende tanke om at rådhuset er et åbent hus, hvor offentligheden har adgang, er god. Kan der findes en model, som kan hænge økonomisk sammen og overholder reglerne for, hvad vi som kommune kan i forhold til en privat aktør, synes er det bestemt noget, jeg synes, vi skal arbejde videre med. Men det er ikke noget, der ligger lige for,« siger Lars Weiss.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Christian Olsen

Om journalisten Christian Olsen

Jourhavende hos North Media Hovedstaden og journalist på City Avisen. Har beskæftiget sig med lokaljournalistik i København i en årrække. Skriver bl.a. om politik, trafik, byudvikling, kultur og byens liv.

Trioen ‘Twang’ giver koncert i Storm P. Museets hyggelige gårdhave på søndag 18. august.

Ragtime i Storm P. Museets gårdhave

Kom til familierytmik på Tårnby Hovedbibliotek 17. august.

Tårnby Musikskole holder familierytmik