Initiativtagerne med børn for snart tre år siden.
Initiativtagerne med børn for snart tre år siden. - Foto: Anders Bentzon, arkiv.

Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Endelig: Trafiklegepladsen åbner på lørdag

FORSINKET. Efter flere års tilløb er det nu ganske vist: På lørdag åbner den nye cykellegeplads på Formosavej, hvor de lokale børn fremover kan lære at færdes i trafikken i trygge rammer.

SUNDBYØSTER: Først kunne politikerne ikke finde penge på budgetttet. Så kunne de. Men så blev projektet sat i bero på grund af regeringens anlægsloft.

Men nu er den her: Et gråt og kedeligt hjørne på Formosavej og Backersvej er forvandlet til en ny cykellegeplads, hvor børn kan teste evnerne på jernhesten uden farlig trafik og de lokale i området kan mødes om alskens aktiviteter.

Hjørnet har tidligere fungeret som sporvogns- og busvendeplads og har i flere år stået ubrugt hen. Tilbage i 2015 fik en gruppe engagerede naboer i samarbejde med Amager Øst Lokaludvalg en idé om at skabe en midlertidig cykellegeplads.

Lang tid undervejs

Efter flere gademøder og mange timers frivilligt arbejde med ildsjælene fra foreningen Cykellegepladsens Venner, blev der i 2016 etableret en midlertidig legeplads. Legepladsen blev så stor en succes, at foreningen straks gik i gang med at undersøge muligheden for at gøre legepladsen permanent.

Efter tre års hårdt arbejde med blandt andet fundraising, flere møder med naboerne og udvikling af skitseforslag, er det nu lykkedes foreningen at få gjort cykellegepladsen permanent i samarbejde med Miljøpunkt Amager og Bicycle Innovation. Realdania har støttet projektet med 500.000 kroner gennem kampagnen ’Underværker’, mens resten af etableringen er betalt af Københavns Kommune.

Øvelser og cykeludlån

Den nye cykellegeplads er indrettet med kørebaner med trafiksignaler, hvor børn kan lære at færdes i trafikken, mens en anden del af pladsen er indrettet i forskellige niveauer med forhindringer, så børnene også kan træne de motoriske færdigheder på cyklen eller løbehjulet. Desuden er der etableret traditionelle legepladselementer i form af sandkasse og trampolin samt bænke, borde og toiletfaciliteter.

Det vil også være muligt for institutioner og børnefamilier at låne cykler og hjelme fra det nyetablerede cykelbibliotek, som er indrettet i en container på pladsen. Cykelbiblioteket er selvbetjent, og man kan få adgang til udstyret ved at melde sig ind i foreningen Cykellegepladsens Venner.

De gamle træer på arealet er bevaret, herunder to store platantræer, som er et gennemgående træk for lokalområdet. Til efteråret plantes nye træer og planter, når vejrforholdene tillader det.

Tovholderne fra Amager Øst Lokaludvalg, Iben Lindemark og Rasmus Steenberger, glæder sig til indvielsen og er taknemmelige for den store hjælp og opbakning fra lokalområdet, Realdania og Københavns Kommune gennem processen:

»Det har været et forbillede for det gode samarbejde mellem lokaludvalgene, politikerne, forvaltningen og Realdania. Alle har været fleksible og har fokuseret på en god løsning til gavn for børnene. Det er vi virkelig glade for og stolte over. Vi håber, at projektet kan inspirere til lignende samarbejder andre steder,« skriver de.

Borgmesterindvielse

Til stor glæde for børn og naboer kan legepladsen allerede benyttes nu, men den indvies officielt på lørdag. Stedfortrædende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergaard Madsen (EL) vil være på pletten.

»Det er takket være de lokale ildsjæle, at det er lykkedes at få en ny cykellegeplads til området, som gør det muligt for børn at lege og samtidig lære god cykeladfærd i trygge rammer. Og lokalområdet har ikke bare fået en ny legeplads, området har også fået et nyt socialt mødested, hvor naboer kan mødes på kryds og tværs af alder og kultur,« siger Karina Vestergaard Madsen.

Indvielsesfest, cykellegepladsen Formosavej

Lørdag 17. august kl. 14-16. Alle er velkomne.

Her vil der være underholdning, taler, aktiviteter og forfriskninger til både børn og voksne.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Kgs. Enghave & Valby Bladet og Amager Bladet. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem godt 20 år, de seneste fire på godt og ondt. Jeg er nysgerrig på menneskelivets mangfoldige historier inden for kultur, sport, trafik og politik. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Skattestyrelsen i Østbanegade ramt af eksplosion i sidste uge. Foto: David Davali/ Ritzau Scanpix

En uge er gået: Eksplosioner ved Skat og politi

Trioen ‘Twang’ giver koncert i Storm P. Museets hyggelige gårdhave på søndag 18. august.

Ragtime i Storm P. Museets gårdhave