En god portion af det godt 40 personer store Københavns Postorkester. Og man behøver ikke være post for at være med i orkestret. Faktisk er herren yderst til højre i forreste række orkestrets eneste ansatte i postvæsenet.
En god portion af det godt 40 personer store Københavns Postorkester. Og man behøver ikke være post for at være med i orkestret. Faktisk er herren yderst til højre i forreste række orkestrets eneste ansatte i postvæsenet. - Foto: Hanne Bjørton

Like 👍

Postorkester lufter de røde jakker

FÆLLESSKAB. Københavns Postorkester øver fast hver tirsdag i PostNords hovedkvarter på Hedegaardsvej. Orkestret har plads til flere – og du behøver ikke være post-ansat for at være med.

HEDEGAARDSVEJ: PostNords blå farve går igen overalt i hovedkvarteret på Hedegaardsvej ved Femøren Station.

Men denne tirsdag aften myldrer det ind af etatens bagdør med glade mennesker i de gode, gamle røde postjakker. Mange har sorte kasser i forskellig størrelse under armen.

Det er nemlig første øveaften efter sommerferien for Københavns Postorkester, som har fået lov at bruge et mødelokale hos etaten en gang om ugen. Og de røde postjakker, når der er koncert – eller når Amager Bladet kommer forbi.

»Det er den rigtige uniform til posthuse som vi bærer. Skjorte og slips bliver stadig brugt af postvæsenet, men jakkerne bliver ikke brugt længere, så vi er nødt til at opmagasinere dem, så vi har et lager. Men de er lavet i uld, så de holder længe,« fortæller Anders Faber Kappendrup, der har været orkestrets formand siden april.

Vi er blevet lukket ind i bygningen af den tidligere formand gennem 16 år (indtil april) Martin Ørgård Hansen.

Han er nemlig den eneste i Københavns Postorkester, der er ansat i PostNord.

»Det er de færreste af etaterne, der kan mønstre nok ansatte til et orkester – det er vist det samme hos politiet. Så enten vælger man et amputeret orkester, eller også accepterer man, at det ikke kun er ansatte, der er med,« siger han.

Så orkestret rummer kontoransatte, ingeniører, studerende, en universitetsprofessor, en lærer og mange flere fag.

Altid hyret prof dirigent

Så der er ikke noget som helst amputeret ved Københavns Postorkester, som er et helstøbt harmoniorkester med træblæsere, messingblæsere, slagtøj og percussion.

De fleste i orkestret er begyndt at spille som barn eller ung i en kommunal musikskole, en bygarde eller i det lokale harmoniorkester.

»Orkestret har folk i alle kvaliteter. Nogle kunne have været professionelle, men valgte det fra. Og andre begyndte først at spille som 50-årige. Vi er her både for hyggens skyld, men vi har også ambitioner. Selv om vi er amatører, har altid haft en professionel dirigent. For et år siden blev det Sune Wedam, som underviser orkestret hver tirsdag,« fortæller formanden.

Øvested blev revet ned

Før i tiden øvede det snart 97 år gamle orkester på postterminalen ved Hovedbanegården, inden terminalen blev revet ned.

I september 2017 blev den ugentlige øveaften flyttet til aulaen på Kirkebjerg Skole i Vanløse.

»Men vi var der kun indtil foråret 2018 – det kom aldrig helt til at fungere. Der var lidt problemer med alarmer, når vi skulle ind på skolen. Og så var der nogle gange, hvor aulaen skulle bruges til forældrearrangementer og en gang til kommunalvalget. Så siden sæsonen 2018/19 startede har vi været her på Hedegaardsvej,« siger Anders Faber Kappendrup.

Orkestret sætter sig til rette i øvelokalet, og undervisningen går i gang under kyndig ledelse af Sune Wedam, og det er ikke meget rust, der skal bankes af, efter to måneders sommerpause.

Efter et par gennemspilninger og justeringer er orkestret klar til at give sin veloplagte udgave af medleyet ’Just a Gigolo’/’I Ain’t Got Nobody’.

Københavns Postorkester giver et nummer

Se mere på minby.dk

Har du selv lyst til blive en del af orkestret, er der åbne prøver tirsdag 20. og tirsdag 27. august klokken 19.00 på Hedegaardsvej 88, lige ved Femøren metrostation.

Fakta om Københavns Postorkester

  • Grundlagt 1. oktober 1922 i kælderen under Købmagergades Postkontor af musikinteresserede postfolk under navnet Københavns Postbudes Musikkorps.

  • I dag har orkestret cirka 40 aktive medlemmer af begge køn i alderen 20-75 år og flere nationaliteter. Kun et medlem er ansat i PostNord.

  • Det er et harmoniorkester med træblæsere, messingblæsere, slagtøj og percussion. Repertoiret er kendte marcher, klassiske stykker, filmmusik, musical og pop. Samt julemusik, når det er jul.

  • Københavns Postorkester er en forening, der finansierer sig selv via medlemskontingent (135 kr. om måneden, unge under 25 år får ungdomsrabat). Medlemmerne har typisk eget instrument, men orkestret ejer et mindre antal instrumenter, som kan udlånes til medlemmer.

  • Orkestret holder hvert år typisk en forårs- og en efterårskoncert, deltager i Blæseorkestrenes Dag på Bakken i juni og bliver hyret til arrangementer, fx julemarkedet på Nytorv, julelystænding på Strøget og indvielse af posthuse.

  • Der er åbne prøver tirsdag 20. og tirsdag 27. august klokken 19.00 på Hedegaardsvej 88, lige ved Femøren metrostation. Læs mere på http://kbh.postorkester.dk/ eller Facebook ’postorkesterkobenhavn’. Og tilmeld dig en af de åbne prøver via formand@postorkester.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Alle kan deltage i ‘Stafet for Livet’, et velgørenhedsarrangement for Kræftens Bekæmpelse, hvor der vil være underholdning til både børn og voksne.

Støt kræftramte: Tag til Stafet for Livet

Fest på tribunen, mens Skjold stadig havde momentum.

BK Skjold et selvmål fra pokalsensationen på feststemt Østerbro Stadion