Grundejerforeningens formand Martin Skanderby ved et af de store skilte i Havneparken.
Grundejerforeningens formand Martin Skanderby ved et af de store skilte i Havneparken. - Foto: Hanne Bjørton

Sur 😠 Haha 😆 Like 👍

Grundejerforening forsøger at skilte sig ud af støjhelvede

STØJ I BYEN. Grundejerforeningen Havnestads skilte i Havneparken er blevet misforstået. Man vil kun have cykler og løbehjul væk fra plæner og træbro om natten – ikke fra promenaden langs havnekajen, siger foreningens formand.

ISLANDS BRYGGE : Et støjhelvede ved havnekajen fra private fester og deres soundbokse (batteridrevne trådløse Bluetooth-højttalere, som kan spille rigtig højt, red.) har fået Grundejerforeningen Havnestad til at sætte flere solide skilte, fastgjort på betonblokke, op i den sydlige del af Havneparken på Islands Brygge.

Skiltene oplyser brugere af Havneparken om en stribe begrænsninger. Blandt andet at ophold i parkområdet og på træbroen kun er tilladt i tidsrummet 7-22, og at musikanlæg og glasemballage ikke er tilladt. Desuden at cykling og løbehjul er forbudt på plæner og træbro.

Skiltene har fået de to medlemmer af Borgerrepræsentationen, Lars Weiss (S) og Klaus Mygind (SF), til at stille spørgsmål til Københavns Kommunes forvaltning om, hvorvidt skilterierne kolliderer med lokalplanens bogstav om, at der skal være offentlig adgang for gående og cykler på promenaden langs havnekajen.

Men det er ikke grundejerforeningens ærinde at lukke for den adgang, forsikrer formand Martin Skanderby.

»Det kan godt være, at der har været lidt ordkløveri og vi har set anderledes på, hvad der er promenade, cykelsti og fortov. Men vores hovedfokus er på græsarealerne og træbroen, som der også står på skiltene. Jeg vil medgive, at det ikke er heldigt, sådan som et af skiltene er placeret og spærrer på promenaden. Men det har aldrig været hensigten, at man ikke skal kunne færdes langs havnepromenaden,« siger formanden.

Foreningen vil nu i samarbejde med Københavns Kommune rette skiltene til.

Beboere betaler oprydning

Grundejerforeningens budskab på skiltene rækker ud over den klassiske konflikt mellem partyglade især unge, der fester igennem udendørs, og københavnere med åbne vinduer, som gerne vil have nattero.

Den sydlige del af Havneparken – et godt 260 meter langt græs- og grusareal fra hvor legepladsen Havneparken Syd slutter og hen til byggeriet Islands Brygge 24 – er grundejerforeningens private område.

Foreningen har ansvaret for at renholde denne del af Havneparken og fjerne efterladt affald, når solen lokker en masse mennesker ud for at nyde sommervejret. Det koster foreningens cirka 2.000 husstande en million kroner hvert år.

Træbroen på samme sted skal foreningen også reparere, når for eksempler planker bliver brændt af, hvis nogen griller på den – det kostede sidste år foreningen 62.000 kroner.

Den øvrige del af Havneparken, fra og med legepladsen i syd og hen til Langebro er Københavns Kommunes areal, og her har kommunen ansvaret for og udgiften ved at rydde op.

Aftale med bygherre

Hvordan ender en grundejerforening så med at stå med ansvaret for en del af en københavnsk park, som der er offentlig adgang til?

Københavns Kommune lavede i sin tid en aftale med bygherrerne, der overtog området, hvor den gamle sojakagefabrik lå, om at parkens areal så kunne blive medregnet og ’fortynde’ byggeprocenten.

»Derved fik beboerne i Grundejerforeningen Havnestad en ’gave’, vi nok helst havde været foruden, idet Havneparken dels ligger yderligt i forhold til at være et naturligt samlingspunkt for foreningens beboere, dels udgør en væsentlig økonomisk belastning,« fortæller formanden.

Det er imidlertid ikke affald og dyr oprydning, der har fået foreningen til at sætte skiltene op.

»Det skal ikke hedde sig, at vi er gnavne over at betale udgifterne. Det centrale her er støjproblemet, som startede sidste år og så bare er fortsat efter fremkomsten af de såkaldte soundbokse. Især beboerne i Pressesiloen umiddelbart op til Havneparken Syd klager over manglende nattesøvn på mange af ugens dage,« siger Martin Skanderby.

Ja, skiltene er grimme!

Ud over politikernes reaktion har skiltene rejst en del kommentarer og reaktioner, der blandt andet luftes på Facebookgruppen ’Opslagstavle for alle på Islands Brygge’.

Kommentarerne spænder fra sympati over for ønsket om at få skruet ned for larmen til irritation både over, hvor grimme skiltene er, og at de vil begrænse den offentlige adgang.

»Jeg medgiver, at skiltene er grimme, men de er også midlertidige. De kommer ikke til at stå der længere end denne sæson ud, med mindre Københavns Kommune siger noget andet. Og så er det meningen, at vi finder frem til en udformning af skilte, der skal være mindre og mere afdæmpede,« siger Martin Skanderby.

Foreningen frabeder sig glasemballage, cykling og løbehjul i græsset og på broen, fordi der er problemer med glasskår ligesom græsset ikke har godt af cykler og løbehjul.

»Et tiltagende antal løbehjul ender på både træbro og ikke mindst i vandet,« fortæller formanden.

Der findes i forvejen små skilte i Havneparken med områdets ordensregler, som dog ikke har haft den store effekt.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

I Guldbergsgade 11 er barbercaféen GH‘s Barber Shop åbnet. Her kan du både få orden på hår og skæg og nyde en billig kop kaffe. Foto fra Facebook

Køb kaffe til en 10‘er hos ny barbercafé

Tivolis radiobiler får nyt design og bliver hurtigere.

Sammenstød på stribe i Tivoli: Nu bliver radiobilerne hurtigere