Sur 😠 Ked 😭

Forurening holder stadig drikkevandsboringer lukket

FORURENING. I 2018 skrev vi om flere tilfælde af forurening i eller tæt på drikkevandsboringer ved Dragør Vandværk og St. Magleby Vandværk. Vi har spurgt forsyningsselskabet HOFOR, hvordan det siden er gået.

DRAGØR/ST. MAGLEBY: I maj 2018 blev to drikkevandsboringer i Dragør lukket på grund af fund af pesticidet DMS, der anvendes i frugt- og bæravl, maling og træbeskyttelse.

Pesticidet blev samtidig fundet i flere af forsyningsselskabet HOFORs andre drikkevandsboringer og konsekvensen blev lukning af boringerne for at undgå, at pesticidet skulle nå frem til borgernes drikkevand.

Læs også: Pesticid holder drikkevandsboringer lukket

Vi har spurgt HOFOR, hvordan det siden er gået, og pressechef Astrid Skotte svarer, at der fortsat er lukket en boring til Dragør Vandværk og en ny-renoveret boring, som ikke er sat i drift efter fundet af DMS.

»Der er ikke aktuelle planer om at sætte de to boringer i drift,« oplyser pressechefen.

Fra brandslukningsskum

Ligeledes i maj 2018 skrev Amager Bladet om en gammel forurening af grundvandet med skadelige fluorerede stoffer (PFAS).

Læs også: Brandslukningsskum satte skadelige spor i grundvandet

Forureningen var sket, efter Københavns Lufthavns brandvæsen i over 30 år testede slukningsskum, der indeholdt PFAS.

Ingen har angiveligt vidst noget om stoffernes skadelige virkning. Brugen af skummet stoppede i 2008 i lufthavnen, og først i midten af 2011 forbød EU brugen af det.

Det daværende forsyningsselskab Dragør Vand fandt spor af stofferne i to drikkevandsboringer og neddroslede i 2011 indvindingen fra dem.

Omfanget af PFAS i de prøver, der blev taget fra de to drikkevandsboringer, overskred dog aldrig de grænseværdier for drikkevand, der i 2015 blev fastlagt.

Ikke desto mindre holder HOFOR stadig indvindingen af vand fra de to boringer på samme, neddroslede niveau.

»Der er ikke sket væsentlige ændringer i udviklingen i indholdet af PFAS i indvindingsboringerne siden 2018. Vi har ikke ændret produktionen, så ydelsen i boringerne er ikke på fuld kapacitet,« fortæller Astrid Skotte fra HOFOR.

Københavns Lufthavn har etableret afværgeboringer, der indkapsler forureningen og holder den i afstand af drikkevandsboringerne.

I fællesskab med Region Hovedstaden driver lufthavnen et kulfilteranlæg, som renser PFAS ud af grundvandet.

Der er ingen metoder, som gør det muligt at rense den forurenede jord for PFAS.

Strømpeforing af kloak

Den sidste forureningssag, Amager Bladet beskrev i 2018, var mere akut. Nogle beboere i Dragør observerede i oktober 2018, at deres drikkevand lugtede fælt.

Læs også: Vandforurening i Dragør kan have givet irriterede slimhinder og svimmelhed

Man fandt i vandet spor af plastkemikaliet styren, der viste sig at stamme fra en lokal kloakrenovering og strømpeforing. Dampe af stoffet styren var via et gulvafløb hos Dragør Vandværk blevet blandet ind i vand under værkets iltningsproces.

Det akutte problem blev løst hurtigt, og gulvafløbet hos vandværket er ifølge HOFOR udbedret, så problemet ikke kan opstå igen.

Fakta: Er de fundne stoffer farlige?

  • Pesticidet DMS: Styrelsen for Patientsikkerhed vurderede i maj 2018, at der ikke var nogen akut sundhedsrisiko ved at drikke vandet, da DMS blev fundet i flere af HOFORs vandværker, blandt andre Dragør og St. Magleby Vandværker. Langtidsvirkningen af stoffet er ukendt, da det ikke er undersøgt. Koncentrationen af stoffet i to af Dragør Vandværks drikkevandsboringer er så højt, at de fortsat holdes lukket.

  • PFAS (fluorerede stoffer) er svære at nedbryde og ophobes i naturen, hvor de kan optages i fødevarer. De kan blandt andet give kræft, påvirke fostres udvikling og immunsystem og er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Omfanget af PFAS i prøver fra Dragør og St. Magleby Vandværks drikkevandsboringer har aldrig overskrevet de tilladte grænseværdier for drikkevand.

  • Styren: Styrelsen for Patientsikkerhed vurderede, at forureningen med styren i oktober hos Dragør Vandværk kan have givet ’følsomme individer’ irriterede slimhinder eller svimmelhed, men at den langvarige effekt vurderes at være ’af begrænset klinisk betydning’. Der var tale om en akut forurening, som hurtigt blev fjernet og løst.

  • Kilde: Miljøstyrelsen, HOFOR og Styrelsen for Patientsikkerhed

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Søndag 29. september åbner den nye metrolinje Cityringen.

Datoen er sat: Københavns nye metrolinje åbner 29. september

Ifølge lokale mæglere ser udviklingen ud til at vende inden for den nærmeste fremtid

Det er blevet sværere at sælge sin lejlighed på Frederiksberg