Fenris er engageret og koncenteret - og lidt forfærdet - ifærd med at flå rygraden ud af kyllingen, som lærer Selena Jensen introducerer ham fra. Astrid kigger med fra sidelinjen.

Like 👍

Lykken er at gå til mad

Hvor sidder rygraden på en kylling og hvor længe skal man stege et brød på panden. Fenris, Molly og Ingrid og andre børn går i denne uge til mad. Vi var med på Madskolens anden dag på Langelinie Skolen.

»Jeg ELSKER at lave mad.«

Den storladet udmelding kommer fra August på knap 11 år. Sammen med sin lillesøster Alfrida på ni år er han på madskole på Langelinie Skolen, hvor han sammen med andre børn i en uge skal lære at lave spinatpandekager, hakke løg og gulerødder og flå rygraden af en kylling.

Der hersker et herligt kaos her i skolekøkkenet på fjerde sal på en ellers mennesketom og ferieramt skole. Madskolen er arrangeret af blandt andre Landbrug og Fødevarer og har skoler over alt i landet, og her på Langelinieskolen er der på anden dag allerede godt gang i gryderne og nye venskaber.

Molly er 11 år og bor i Toldbodgade – hun har kendt Ingrid siden de var helt små og i køkkenet bliver deres venskab blot forstærket.

»Det er også dejligt at møde andre mennesker, som man ikke kender i forvejen,” siger Molly, der er vild med madskolen.

»Det er sjovt at lære at lave mad og så lærer man også at spise nye ting, for eksempel kan man godt tænke at spinatpandekager ikke smager godt, men det gør det, « siger Molly.

Hun er en gruppe med syv og to frivillige voksne, der bruger deres sommerferie på at lære børn at lave mad.

»Jeg læser til lærer på Campus Carlsberg (tidligere Zahles Seminarium, red.) og har madkundskab som et af mine linjefag. Derfor vil jeg gerne have noget erfaring og noget til mit cv og det er fantastisk at være her og arbejde med børn,« siger Selena Jensen, der nu skal lære Fenris og Astrid, hvordan man flår rygraden af en kylling og maser den ned.

Dagens ret er mast kylling med kartofler og gulerødder samt nam-nam brød, der er små brød med hakket skinke, basilikum, sesamfrø og soltørrede tomater.

»Dem kan jeg ikke lide,« proklamerer Astrid og får lov til at lave sit eget brød uden de røde tørrede tomater.

Noah er i godt selskab med Molly og Alfrida – han hakker citronskal og basilikum så fint, at man skal skulle tro, han var med i Maddysten.

Molly og Alfrida laver smiley-munde af de små fladbrød og spontant iscenesætter de et rollespil med brødene, der har fået status af familie og skal en tur i varmen – læs: på panden.

Dybt koncentreret er Fenris og August i gang med at skære kartofler og gulerødder til kyllingen.

De fleste af børnene er på madskole, fordi deres forældre er på arbejde, men der er ingen tvivl om, at de nyder hvert sekund, og at det kan være ligeså godt som at gå til fodbold eller billedkunst.

August er i hvert fald ikke i tvivl:

»Det er sjovt at gå til mad.«

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Politiet har sigtet tre mænd.

Anholdt med pistoler på legeplads

16-årige Christoffer Lentz vandt én guld- og tre bronzemedaljer ved U19-EM i pool.

Christoffer Lentz er Europas bedste junior