Boldklubben Frederiksholm Sydhavnen fejrer Valby Bladet Cup-pokalen i 2018 med champagne. Kan BFS’erne genvinde titlen? Kan Frem tilbageerobre den? Og hvad med det nyoprykkede københavnsseriehold fra FC Udfordringen?
Boldklubben Frederiksholm Sydhavnen fejrer Valby Bladet Cup-pokalen i 2018 med champagne. Kan BFS’erne genvinde titlen? Kan Frem tilbageerobre den? Og hvad med det nyoprykkede københavnsseriehold fra FC Udfordringen? - Foto: Dan Møller

Hvem stikker af sted med pokal og pagne?

VELKOMMEN. I morgen sparkes den 18. udgave af Valby Bladet Cup i gang. BF Sydhavnen vandt sidste år, men Frem er ivrig efter at tilbageerobre tronen.

PRÆSENTATION: Man var lige begyndt at vænne sig til, at Boldklubben Frem sad urokkeligt på tronen i Valby Bladet Cup. Fire år i træk (2014-17) vandt ’de tværstribede’ de uofficielle Valby-mesterskaber.

Alt tegnede da også til en ny Frem-triumf efter det indledende puljespil i 2018. Valbys fodboldflagskib havde udspillet først Valby Boldklub og siden Boldklubben Pioneren med sammenlagt 12-3.

Næste bump på vejen mod en ny titel var Fremad Valby i semifinalen. Hvad der virkede som en overkommelig opgave for frem’erne, viste sig imidlertid at blive en stor nedtur i 1. halvleg.

Da kampen var 34 minutter gammel, førte Fremad Valby med hele 4-0. Den chokstart kom frem’erne sig aldrig over. De måtte således vinke farvel til finalen og en ny mulig triumf i Valby Bladet Cup.

Sundstrups fem på stribe

Det blev imidlertid heller ikke Fremad Valby, som skulle lade sig hylde som vinder af den 17. udgave af Valby Bladet Cup. Den hæder løb Boldklubben Frederiksholm Sydhavnen (BFS) af sted efter en overbevisende 5-1 finalesejr.

Dermed kunne BFS’erne fejre en pokaltitel blot et halvt år efter, at AIK Frederiksholm og FC Sydhavnen fusionerede og stiftede Boldklubben Frederiksholm Sydhavnen.

Træner for BFS var såmænd Anders Sundstrup. Manden som de foregående fire år havde ført Boldklubben Frem til titlen i Valby Bladet Cup.

Tre værtsklubber

Om Sundstrup kan lave seks på stribe, vil de kommende små to uger vise. Lige så indstillede BF Sydhavnen er på at forsvare titlen som valbymester, lige så opsatte er frem’erne på at tilbageerobre pokalen.

I år får BFS’erne en slags hjemmebanefordel, idet de er én af tre værtsklubber. Det er første gang, at værtsskabet i Valby Bladet Cup deles mellem tre klubber. De foregående 17 år har der blot været to værtsklubber.

I år er det så simpelt opdelt, at de tre værtsklubber, som – foruden BFS – er Valby Boldklub og Fremad Valby, afvikler hver en indledende pulje (tre kampe) plus enten en semifinale eller finalen.

Viktor Axelsen trak lod

Igen i år tæller Valby Bladet Cup 2019 ni deltagerhold fordelt i tre puljer. En lodtrækning foretaget af den danske badmintonstjerne og Valby-borger, Viktor Axelsen, tilbage i februar måned fordelte de ni hold i puljerne.

De tre værtsklubber var på forhånd placeret i hver sin pulje. Det første klubnavn, Viktor Axelsen trak op af bowlen, var Boldklubben Pioneren, der således blev placeret i pulje A.

Sådan gik det slag i slag. Puljeinddelingen samt den komplette spilleplan kan ses på bagsiden af dette tillæg.

Finale 10. august

Vinderne af de tre puljer samt den bedste to’er kvalificerer sig til semifinalerne. Alle kampe afvikles i Valby Idrætspark. Pulje A samt den første semifinale spilles på Valby Boldklubs hjemmebane (græsbanen nær klubbens nye klubhus).

Alle kampe i pulje B og C afvikles på kunstgræsbane 6 (bag tribunen). Fremad Valby er vært for kampene i pulje B samt den anden semifinale, mens BF Sydhavnen tager sig af kampene i pulje C samt finalen lørdag 10. august.

Pokal, penge og prestige

Der er som altid præmiepenge at hente for de fire semifinalister, ligesom turneringens topscorer kan spise sig mæt i havregryn i et helt år. Læs mere om penge og præmier på næste side.

Foruden penge, prestige og den lokale håneret hædres vinderen af Valby Bladet Cup 2019 med den 67 centimeter høje vandrepokal. Den og de andre herligheder overrækkes i år af Miss Danmark 2018-finalist, den 18-årige Valby-borger Cassandra Nielsen.

Der er naturligvis gratis adgang til samtlige 12 kampe i Valby Bladet Cup 2019. Følg desuden med på Valby Bladet Cups facebookside: facebook.com/valbybladetcup.

Vel mødt.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Bo Børresen

Om journalisten Bo Børresen

Jeg har været journalist på en række københavnske lokalaviser siden 2001 og skrevet om stort og småt på Frederiksberg og i Valby og Sydhavnen.

Nu begynder tilværelsen som divisionshold

Kig på kunst på Kronprinsesse Sofies Vej 6.

Skulpturer og malerier med fernisering