Clean House 2,0 flyttede ind i Hiort Lorenzens Gade 1. januar 2019. Her kan eks-narkomaner og -kriminelle mødes og støtte hinanden i et clean liv med hjælp fra daglig leder Raga Nordstjerne. Foto: Martin Sørensen

Elsker 😍 Like 👍

Eks-misbrugere kæmper for et clean liv på Nørrebro

VÆRESTED: 1. januar 2019 flyttede værestedet Clean House 2,0 ind på Hiort Lorenzens Gade på Nørrebro. Her, omgivet af klatreroser og barnevognsfamilier, kan tidligere stofmisbrugere komme og få støtte til at holde sig clean og nyde samværet med andre, der ved nøjagtigt, hvad det vil sige at komme ind i og ud af et stofmisbrug.

KAMPEN FOR ET CLEAN LIV: Duften af æggekage hænger stadig i luften i lokalerne i Hiort Lorenzens Gade, hvor værestedet Clean House 2.0 har haft adresse siden januar i år. Her er der altid masser af mad, og man spiser som regel frokost sammen. Det giver stedet en uhøjtidelig stemning og bringer brugerne sammen, fortæller Raga Nordstjerne, som er daglig leder, og som nu sidder på den ene af de to stole ved indgangen og ryger en smøg.

Han begyndte selv at komme hos Clean House, da han for 22 år siden var blevet afgiftet i forbindelse med en fængselsdom på 12 måneder for røveri og salg af narko.

“Jeg hørte om Clean House, hvor man blandt andet kunne spille bordtennis, og det kunne jeg godt lide. Senere kunne man også spille computer og fodbold der, og det var lidt som at komme i ungdomsklubben. Samtidig var der andre, som kæmpede med de samme ting som en selv, og som man kunne spejle sig i,” fortæller Raga, som nød at kunne føle sig som en del af et fællesskab efter at være kommet ud af fængslet.

“Når man er kommet ud af fængslet, får man at vide, at man skal finde sig et arbejde, et sted at bo og nogle nye venner. Det er meget flot, at man siger ‘find nye venner’ – alle, jeg kendte, boede i Sydhavnen, hvor jeg voksede op, og var misbrugere. Så jeg endte med at sidde alene på mit værelse meget af tiden.”

Livet over mudderpølen

Raga begyndte som 12-årig at ryge hash, drikke alkohol, bruge råhypnol, og efterhånden blev det til speed og kokain og som 17-årig rygeheroin.

“Nogle år senere blev jeg så taget for et røveri, jeg havde begået for at få penge til stoffer, og da jeg fik mulighed for at afzone den sidste del af min dom i et behandlingstilbud i Sydhavnen, gennemgik jeg en hård afgiftning,” fortæller han.

Som 24-.årig kom Raga ud af fængslet og op af det, som han beskriver som en mudderpøl efter gennem flere år at have tåget rundt i en rus af narkotika.

“Så gik det pludselig op for mig, at ‘gud, der er et liv heroppe over mudderpølen. Her er faktisk meget rart’,” siger Raga, som tog lastbilchaufføruddannelsen og fik sig et sted at bo.

Men efter et liv præget af misbrug og kriminalitet var det svært at passe ind.

“Man tilegner sig nogle kompetencer som misbruger og i fængslet, som for eksempel at lyve, røve og stjæle. Kompetencer som er dårlige ude i samfundet, og som du ikke kan bruge til noget. Men de er svære at afmontere igen – det er kompetencer, du har tilegnet dig for at overleve. Så du får en identitetskrise, for hvem er du så?,” siger han og tilføjer, at mange af dem, der kommer i Clean House 2,0 har en historie, der minder om hans egen.

Slut med at være en tarvelig fætter

Clean House er en tryg base, hvor man ikke bliver målt på noget, og her er alle lige meget værd. Den trygge base var med til at give Raga mod på at lære at udvikle andre kompetencer, som han kunne bruge i samfundet væk fra narkomiljøet. Han lærte, at han ikke hele tiden behøvede at være på vagt, at han kunne vise tillid til andre omkring ham, og at det faktisk kan være rart at hjælpe andre uden at få noget igen.

“Man siger, at ‘du kan ikke både redde din røv og dit ansigt’. Man har ikke så meget ære tilbage, når man først har været misbruger og kriminel, og jeg havde ikke så meget at prale af. Men jeg fandt ud af, at jeg kunne bygge et nyt ansigt op, og det gjorde jeg ved at blive én, der smilede og var rar. Det gav mig en følelse af at have værdi, og det gav mig en identitet. Jeg gik fra at være en tarvelig fætter til at blive en rar fætter – kærlig og ærlig og én, andre havde lyst til at være sammen med,” siger Raga med et smil og drejer hovedet hen mod Thomas, en af brugerne, som netop er kommet tilbage fra en indkøbstur.

“Jeg tænkte på, om vi ikke skulle tage i byggemarkedet en af dagene og kigge på nogle krukker, som vi kan stille her langs muren. Så kunne vi fjerne ukrudtet og plante nogle blomster i stedet,” foreslår Thomas med et kritisk blik på et par tidsler.

“Jeg søger arbejde, så jeg har masser af tid,” oplyser Thomas, som bor lige rundt om hjørnet fra Clean House 2,0.

“Jeg skal også have renoveret min lille lejlighed, men det kan vente. Lige nu har jeg ikke så meget lyst til at være der,” siger han og fortæller, at han får associationer til sit tidligere misbrug, når han sidder hjemme i lejligheden.

“Så jeg kan godt lide at komme her, og Raga er en stor støtte. Han ved, hvad jeg har været igennem og hjælper mig til at tro på mig selv. Ham kan jeg altid vende situationer med.”

Thomas er kommet i Clean House 2.0, siden værestedet, som har måttet flytte fire gange inden for de seneste tre år, lå på Rentemestervej.

“Her er nogle trygge rammer, og det er et sted, hvor jeg kan lære nogle af de ting, jeg ikke tidligere har lært. Som høflighed og hvordan man begår sig. Jeg har lært at lytte til folk og lade dem tale, også selvom de ser anderledes på ting, end jeg gør,” forklarer han.

Det begynder at regne, og Thomas opgiver at tænde den smøg, han havde fundet frem. I stedet går han ned i køkkenet og går i gang med at bage. Her får han kort efter selskab af en af de andre brugere, der får et stort knus af Raga, da han kommer ind af døren.

Underbo til hr. og fru Danmark

Inden Clean House 2,0 flyttede ind her i Hiort Lorenzens Gade med udsigt til Den Grønne Sti og Brorsons Kirke, har de boet på henholdsvis Dortheavej, Frederiksborgvej og senest Rentemestervej. Sidstnævnte adresse nåede de kun at bo på i fire måneder.

“Så mødte jeg en dag ind og mødte en byggeleder, som informerede mig om, at vi skulle flytte, og at vi skulle tale med kommunen for at få nærmere information,” siger Raga, som efter at have været i kontakt med kommunen indså, at han måtte ud at se sig om efter et nyt lokale til værestedet.

Til sidst fandt han lokalerne her på Nørrebro, som i den grad trængte til en kærlig hånd, og det er først for få uger siden, at han kunne skifte arbejdstøjet ud med normalt tøj, fortæller han. Men nu er de endelig ved at være på plads her side om side med familien Danmark.

“Vi har jo været vant til at bo lidt isoleret i industrikvarterer, og her er vi virkelig flyttet ind under hr. og fru Danmark. Så jeg har været spændt på, hvordan det ville være, men vi er blevet taget rigtig godt imod. Vi har nogle brugere, som godt kan se lidt hårde ud, men folk siger hej til dem, når de sidder herude foran, og så får de et hej tilbage og en lille snak, og så opdager folk, at ‘ham den store var sgu da meget sød’,” siger Raga, som oplyser, at man kun må komme hos Clean House 2.0, hvis man ikke er påvirket. Og det bliver respekteret. For der er så stor skam forbundet med at møde op påvirket, at folk holder sig væk, hvis de har taget noget.

En krykke, der sparkes væk

Værestedet er afhængigt af tilskud fra staten for at kunne overleve, og usikkerheden og de mange flytninger gennem de seneste år har betydet, at det er svært pt at lokke folk til.

“Det er jo som at få sparket en krykke væk under sig, hvis man begynder at komme her, og vi så må lukke ned,” forklarer Raga, som tilføjer, at der ugentligt er omkring 30 brugere, der kommer her i Hiort Lorenzens Gade.

Clean House 2,0 har senest fået støtte af Himmelblå-Fonden, som betyder, at de kan overleve året ud. Og hvis værestedet bliver sikret længere ud i fremtiden, vil der blive holdt åbent hus, lyder det fra Raga Nordstjerne.

 

FAKTA OM CLEAN HOUSE:

  • Blev etableret i 1997
  • Er et aktivitets- og værested for eks-misbrugere og -kriminelle.
  • Formålet med værestedet er at tilbyde et uformelt, stoffrit og kriminalitetsfrit fællesskab, der samtidigt kan støtte brugerne i at forblive stoffri og kriminalitetsfri.
  • Har i mange år ligget i Nordvest, nemlig på Dortheavej, Frederiksborgvej og Rentemestervej. Siden 1. januar 2019 har de haft adresse i Hiort Lorenzens Gade 11 på Nørrebro.
  • Har i dag navnet Clean House 2,0 og har hørt under Sydhavns Compagniet siden 1. januar 2018.
  • Værestedet er afhængigt af støtte fra staten og har været lukningstruet i flere omgange. Senest blev de reddet, da Himmelblå-Fonden, som skuespillerinden Anne-Marie Helger er formand for, valgte at støtte værestedet. Dermed er Clean House 2,0 sikret året ud.

 

 

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Der blev kigget og vurderet i tøjbunkerne på Christianshavns Torv i torsdags, hvor flere fik byttet sig til nye klæder.

Fodbad og tøjbyttemarked: Aktiviteter giver nyt liv til torvet

Lokal forening modtager pengegave