Elsker 😍 Like 👍

Fra østerbroer til eventyrer – og hjem igen

SOMMERBREV. På en trappesten på Østerbro delte Mille Sjøgren og hendes mand for syv år siden en rødvin og talte om at rejse ud i verden. Det gjorde de, og efter syv år er de tilbage på Østerbro.

Af Mille Sjøgren

Forfatter til bogen »Digital nomade«

Jeg har set verden. Jeg har paddlesurfet på Panamakanalen, jeg har kørt i autocamper igennem USA, fisket mahi mahi i Mexico, vandret gennem den thailandske jungle, set hvaler på Island, spist underlige levende blæksprutter i Seoul, surfet på gigantiske bølger i San Diego og været på kattecafe i Tokyo. Jeg har minder nok til at fylde to hele liv. Det hele skyldes én eneste rigtig beslutning i mit liv.

Hele 25 procent af alle danskere, i følge en undersøgelse foretaget af Berlingske, drømmer om, at leve et markant anderledes liv, end de gør i dag. Det er virkelig mange, synes jeg. Jeg tror på, at hvis der er flere, vi kan spejle os i og se gøre noget andet, så tør vi selv tage flere chancer i livet og jeg lover dig, du vil ikke fortryde dine valg, for det kender jeg faktisk, ingen der har gjort.

For syv år siden sad jeg ude foran min lejlighed på en trappesten på Østerbro i København og drak et glas rødvin med min mand. Okay, vi drak måske en hel flaske, men lad nu det ligge. Det var en lækker, lun aften i maj, og vi havde lige puttet vores dengang to små børn, som vi havde fået lige i rap. Dumt vil nogen måske mene – altså det med at få to børn lige efter hinanden – og jeg er tilbøjelig til at give dem ret.

Vi hørte til den gruppe Østerbro-boere, der traskede op og ned ad Østerbrogade morgen, middag og aften med en hylende kolikunge i barnevognen og en anden, der ikke vil sove. Jeg kender alle kaffebarerne ud og ind, og jeg har lagt en million kroner i kaffe to go og kage på diverse steder for ikke at falde i søvn midt på vejen. Så vi var faktisk lidt udmattede dengang for seks år siden, hvilket, jeg tror, mange småbørnsforældre kan relatere til.

Tilbage på trappestenen på Østerbro sad vi og talte om vores drømme, og pludselig spørger min mand mig, om vi ikke skal flytte til udlandet. Jeg synes det lød skønt og besnærende (og lidt farligt) og var straks med på at sende den ene tossede idé op i luften efter den anden. Bali? NYC? Portugal? Spanien? Hvor skal vi tage hen skat? Vi drømte og grinede på den trappesten på Østerbro. Skulle vi virkelig flytte væk fra vores elskede nabolag, hvor min mand var vokset op, og jeg selv havde boet i over 15 år. Vores børn var født lige derovre på Rigshospitalet, og vi var blevet gift her?

Det skulle vi, for vi ville have et nyt eventyr. Et eventyr, der betød mere lys i hverdagen, mere tid sammen som familie, mindre regn og helst ingen flyverdragter. Vi ville prøve noget andet end Nettos køledisk med Holgerkylling og hakket kalv og flæsk.

Vi arbejdede begge som freelancere, hhv. journalist og voiceover-artist, og min mand sad i Rådmandsgade på Nørrebro, mens jeg selv sad i Kronprinsessegade i København K. Det gik op for os, at vi faktisk ligeså godt kunne sidde på et eller andet sted ude i verden som i et københavnsk kontorfællesskab. Da aftenen var omme, og vinen var drukket, blev beslutningen taget – vi flytter til udlandet. Adios amigos!

Østerbro blev byttet ud med 10 måneder i Spanien, som alt for hurtigt blev til 5 år i Spanien. Børnene voksede op, lærte to nye sprog, engelsk og spansk, og de ved ikke en gang, hvad en flyverdragt er. Solen skinnede i januar, poolen var lun, og vi var på fornavn med alle restauratørerne. Efter fem år på en lyserød sky besluttede vi os endnu en gang for at søge nye eventyr. Vores spanske casita blev derfor byttet ud med fire rygsække, og vores bil blev solgt for at få råd til fire flybilletter jorden rundt.

Hvis jeg den dag på trappestenen på Østerbro for over syv år siden havde vidst, at jeg skulle være afsted så længe, var jeg nok aldrig kommet afsted, for det havde jeg ikke turde.

At jeg skulle blive digital nomade og arbejde remote i så lang tid anede jeg heller ikke. Gud ske tak og lov for min uvidenhed dengang. Trappestenen på Østerbro vil dog altid stå for mig som et symbol på mulighederne i livet. De er der, og sjovt nok lige udenfor vores dør. Man skal bare turde at sætte sig på en trappesten på Østerbro og tale om drømme og agere på dem.

Jeg har det seneste år rejst jorden rundt som digital nomade med mine to store børn på 9 og 11 år, min mand og et kæmpe lydstudie.

Vi har levet og arbejdet fra Colombia, en autocamper på Island, trekket gennem Canada, kørt USA tyndt i et motorhome, paddlesurfet på Panamakanalen, besøgt indianere langt inde i den panamanske jungle, betrådt glemte ruiner i Mexico, drukket rom på Cuba, spist levede blæksprutter i Sydkorea, oplevet subkulturer i Japan og set både krokodiller, papegøjer og dovendyr i Costa Rica.

Alt sammen har vi gjort, mens vi har arbejdet, som vi plejer, og ungerne har gået i online-skole.

Når jeg er ude og holde foredrag om emnet, bliver jeg ofte skudt i skoene, at det jo ikke er for alle og at lige netop jobbet som for eksempel skolelærer ikke er remote. Sikke noget sludder. For det første er intet for alle. Ikke alle vil være advokater, ikke alle vil være skolelærere, men derfor må vi gerne tale om de muligheder, der er for dem, der kan. For det andet har jeg mødt så mange skolelærere ude i verden, der underviser over skype blandt andet kinesiske børn.

Jeg kender også en del advokater, der kun lever remote og styrer deres forretning udelukkende over nettet. Der er så mange muligheder, hvis vi tør tænke på en ny måde. Derfor har jeg også skrevet den første bog på dansk om emnet, Digitale Nomader, og deri ridser jeg 50 remote jobs op du kan have.

Nu er vi landet i Danmark efter syv år væk fra Østerbro, og vi er helt forandret.

Østerbro ligner sig selv, selvom jeg ikke længere kender alle kaffebarerne og ikke længere stavrer op og ned ad Østerbrogade med kolikunger i barnevognen, fedtet hår, sorte rander under øjnene og altid en pat hængende halvt ude af bh’ en. Østerbro ligner sig selv, og trappestenen er der stadig.

Det var lige der, hvor hele eventyret startede. Dit eventyr kan sådan set også starte på en trappesten på Østerbro, hvis du er en af de 25 procent, der trænger til forandring.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Avatar

Om journalisten NMB

North Media Bureau (NMB) er de københavnske lokalavisers nyhedsbureau. Det leverer hver dag korte historier om samfund, kultur og sport.

Guldsmeden bygger hotel ved Femøren

Ola La var den første til at give blod. Og det tog hun stille og roligt. Måske lå hun og tænkte på godbidden, der ventede? Hundeejer Hanne nusser, mens der gives blod.

Greyhounds giver blod til hunde