Menighedsrådsformand Michael Larsen foran Hans Egedes Kirke i Vardegade.
Menighedsrådsformand Michael Larsen foran Hans Egedes Kirke i Vardegade. - Foto: Martin Sørensen

Like 👍

Efter otte års ventetid: Kirken uden præst kan omsider snart få sig en præst

Siden 2011 har Hans Egedes Kirke ikke haft en fast præst. En præst på en mangeårig orlov flere tusinde kilometer væk stopper nu, og vejen er banet for, at kirken nu kan ansætte en ny.

Kirkeliv: Stridigheder mellem stift og menighed, uenighed og dårligt arbejdsklima internt i kirken og i menighedsrådet og kamp mellem forskellige kristne fløje.

Det har været turbulente år i Hans Egedes Kirke i Vardegade, siden daværende sognepræst Bjørn Hansen gik på pension i 2011.

Siden dengang har kirken ikke haft en fast præst, hvilket har været medvirkende til kaoset i kirken. Men nu lysner det. Til efteråret får kirken mulighed for at ansætte en præst.

»Så kan kirken komme på landkortet igen på Østerbro,« lyder det fra en glad formand for menighedsrådet, Michael Larsen.

Præst på orlov i 15 år

Grunden til at menighedsrådet ikke har kunne ansætte en præst gennem otte år, er at kirken ved Bjørn Hansens afgang blev normeret til en præstestilling i stedet for to.

Og i forvejen var Aage Rydstrøm-Poulsen ansat, han har imidlertid haft orlov siden 2004, hvor han har befundet sig på Grønlands Universitet i Nuuk.

I mellemtiden har der været flere vikarpræster i kortere og længere perioder. Men nu meddeler Københavns Stift, at Aage Lydstrøm-Poulsen går på pension, og derfor kan der ansættes en ny.

Michael Larsen håber, at vedkommende kan være på plads sidst på efteråret og senest til nytår.

Selvom der har været stridigheder gennem de forløbne otte år, og der også faldt knubbede ord, da der var valg til menighedsrådet i foråret, så forventer Michael Larsen en harmonisk proces.

»Jeg tror ikke, at der bliver problemer her. Der er ingen, som har specifikke ønsker om, at det skal være en med specielle religiøse synspunkter,« siger han og nævner, at der en god stemning i menighedsrådet, hvor de to lister, som stillede op, sidder på halvdelen af pladserne hver.

Højkirkelig profil førhen

Tidligere var Hans Egedes Kirke kendt som et sted med en højkirkelig profil, hvor man går meget op i kirkens traditionelle ritualer og har et konservativt syn på religion og samfund, populært sagt så tæt på katolicismen som man kan komme i den danske folkekirke.

Den tidligere præst Bjørn Hansen var på denne linje, samtidig med han var en synlig og socialt sindet præst i sognet, der blandt andet havde jævnlig kontakt til De Frie Fugle – østerbroere på kanten af samfundet som holder til i en skurvogn.

Men det er efterhånden otte år siden, at Bjørn Hansen forlod sin stilling, og ifølge Michael Larsen er der ikke længere nogen højkirkelig fløj, som er knyttet til kirken. Den sidste rest forsvandt med det tidligere menighedsråd, mener han.

»Det højkirkelige element er væk. Hvis der bliver en diskussion om, hvem der skal være præst, bliver det en diskussion om, hvem der skal være den rigtige person,« siger han.

Præst skal danse på gaden

Michael Larsen har tidligere efterlyst, at kirken skal have en præst, der går foran og er synlig i lokalområdet og som dermed er kirkens ansigt udadtil.

»Vi skal have en præst, som bryder isen, en som danser på gaden, så folk glor på ham eller hende, så skal vi som menighedsråd sørge for de idéelle rammer,« siger han.

Michael Larsen vurderer, at Københavns Stift og biskoppen tidligere har været bange for, at kirken fortsat havde en højkirkelig profil.

Han betoner samtidig, at der skal være plads til alle slags kirkegængere.

»Både højkirkelige og kulturkristne skal være velkomne. Det vigtige er, at der kommer en altfavnende præst, som ikke er elitær, men skal være allround,« siger han.

For tiden er præst Lars Obel tilknyttet Hans Egedes Kirke som vikarpræst udlånt fra Lundehuskirken og Taksigelseskirken, han er en af dem, som har virket som vikar i kirken tidligere i den otte-årige periode.

Kirke for Nordhavn

Præsten på orlov Aage Rydstrøm-Poulsen fratræder officielt med udgangen af juli, efter han ikke har virket i kirken i 14 år.

Østerbro Avis ville gerne have haft en kommentar fra biskop Peter Skov-Jakobsen, men han er på ferie. Københavns Stift har dog bekræftet, at der skal ansættes en ny præst i Hans Egedes Kirke. Der vil blive udarbejdet et stillingsopslag i august.

Hans Egedes er et sogn i vækst, da det byudviklingsområdet Nordhavn tilhører sognet, men de tumultagtige forhold de senere år har gjort, at kirken ikke systematisk er kommet ud over rampen til de nye østerbroere.

Der er dog flere gange lagt et kirkeskib til kaj i Nordhavn, som Hans Egedes Kirke har stået bag. Men det er ikke blevet fulgt op i hverdagen.

En del af en kommende præsts område vil dermed være at blive synlig i Nordhavn.

På længere sigt er der planer om at etablere en selvstændig kirke i det område, men det er ikke noget, som sker inden for de kommende år.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

En mur rundt om Frederiksberg, dog i form af skilte. Et led i Golden Days Festivalen.

Usynlig mur: Et opråb fra fortiden

Mesterværk af en kunstner, der udstiller på Vodroffsvej.

Kunstkig på Vodroffsvej