Golden Days. Det er 30 år siden, at Muren i Berlin blev revet ned. I den anledning opfører Golden Days en usynlig mur omkring Frederiksberg.
30 år efter: Der har sneget sig en usynlig mur omkring Frederiksberg. Det er Golden Days, der står bag for at markere 30-året for Murens fald.
I de næste par dage vil der, som i Vest-Berlin i 1989 lå omringet af DDR, være en usynlig mur omkring Frederiksberg mod København.
Muren er dog ikke så skræmmende som i Berlin, da den usynlige mur vil være 20 byrumsplakater opsat ved kommunegrænsen mod København.
Et opråb på plakaterne
Golden Days Festival vil i anledningen af 30-året for Murens fald lave arrangementer i hele landet, og det hele er så småt gået i gang.
Den usynlige mur, byrumsplakaterne, har en tekst som er en tro kopi af den advarselstekst, som borgerne i Vestberlin i 1989 kunne læse, når de skulle krydse grænsen til Østberlin.
’Achtung. Sie verlassen jetz West-Berlin’, der betyder: Pas på. De forlader nu Vest-Berlin. Dog er der ændret en smule i teksten, så der står Frederiksberg/København i stedet for Vest-Berlin.
Festivaldirektør Svante Lindeburg fortæller:
»Golden Days Festival undersøger, hvad vi kan lære af Murens fald. Denne nedrivning, der varslede åbenhed, fællesskab og forandring. I dag fortæller forsiderne om lukkethed, frygt og polarisering. Der er nu flere meter mur i verden end i 1989. Alene i Europa er der blevet bygget mindst 1000 km grænsemur siden 1989. Vores usynlige mur mod Frederiksberg er naturligvis bygget med et glimt i øjet, men den skal minde os om de kulturelle, sociale, demografiske for ikke at glemme digitale mure, vi også i dag løber panden imod.«
Den usynlige mur kan opleves slutningen af uge 30.
Program på hjemmeside
Selve Golden Days Festivalen går i luften 6.-22. september, og der vil være fokus på 30-året for Berlinmurens fald og Europas genforening.
Du kan allerede nu se en stor del af programmet for festivalen på www.goldendays.dk
SYNES DU OM ARTIKLEN?KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV