Sur 😠 Haha 😆 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Beboere: Befri os for rod og urinstank, men husk, at der skal være plads til alle

NØRREBRO STATION: Grafiker og beboer i Nordvest Rikke Jensen vil gerne have A’et tilbage i Ring Caféen. Andre vil gerne bare være fri for afføring i stationens elevator, når fornyelsen af området ved Nørrebro Station er færdig.

MAKE OVER: Siden overborgmester Frank Jensen (S) meldte ud, at han har store planer om et mini-Berlin ved Nørrebro Station, er Facebook svømmet over af kommentarer fra lokale, som giver udtryk for deres ønsker for stationsområdet.

Der er bred enighed om, at der gerne må blive mindre rodet, mere grønt, og at salget af mere eller mindre ubrugelige sager under højbanen gerne må forsvinde sammen med lugten af urin. For ikke at tale om andre ulækre ting, man kan støde på i stationsområdet.

‘Håber, vi kan slippe for menneskelort i de nye elevatorer. Eller bare generelt slippe for lort i elevatoren’, skriver Amalie Alstrup Halsey på Facebook.

Samtidig bemærker mange, at det for alt i verden ikke må blive for poleret. Man skal stadig kunne mærke den rå vibe, der er så karakteristisk for området.

En anden mener, at modelbilledet, som COBE arkitekter har udarbejdet, ser alt for pænt og kedeligt ud.

»Ærgerligt. Det her ligner jo alle andre kommunale bymidter i forstadsdanmark. Specielt bazargrunden. Velkommen til Nørrebro, det nye Ballerup,« skriver Louis Spartacus Glismann.

(Artiklen fortsætter under billedet)

A’et og lysekronen skal tilbage

Et af grafiker og Nordvest-borger Rikke Jensens ønsker til området handler om et ganske særligt bogstav. I Ring Caféens skilt på Folmer Bendtsens Plads må man nemlig tænke sig til A’et i ordet Café, og det er en af de ting, hun godt kunne tænke sig at få på plads, når området ved Nørrebro Station står færdigt efter byfornyelsen.

»At jeg ønsker, at de får A’et tilbage handler om, at jeg ønsker, at værtshuset skal blive. Værtshuse er sådan en Nordvest-ting, og der skal være plads til, at det hele ikke bliver lavet til café eller en Irma City. Der skal være plads til alle,« siger Rikke Jensen, der har lavet en række plakater af de steder, der kendetegner Nordvest, heriblandt Nørrebro Station.

Hun håber, at det manglende bogstav ikke er et tegn på, at værtshuset har givet op og skal lukke.

»De har jo som nogle af de eneste holdt åbent i forbindelse med metrobyggeriet, og jeg håber meget, at de bliver,« siger hun.

På hendes ønskeliste står også, at den gamle PH-lysekrone, som i dag er erstattet af neonrør, vender tilbage til stationsbygningen.

»Hvis man kigger op, ser man nu bare triste neonrør, og det er ikke særlig hyggeligt. Den store lysekrone var utrolig elegant, så den vil jeg meget gerne have tilbage.«

Den sidste ting på ønskelisten trækker hun lidt på smilebåndet over. Hun tænker nemlig tilbage på forretningen Ebbes Tæpper, som solgte vinyl- og nylontæpper, og den er sådan en forretning, hun  godt kunne tænke sig, at der igen var plads til ved stationen.

»Det var en forretning, der overhovedet ikke var hip eller smart, den var der ligesom bare, og der er noget fedt ved, når der er plads til så store forretninger, som ikke er en del af en kæde. Men det er nok utopi at tro, at en forretning som den vil kunne åbne dér igen. Det løb er nok kørt,« siger Rikke Jensen og tilføjer, at området selvfølgelig ikke behøver at emme af nostalgi. Hun vil bare gerne have, at man passer på området, så det hele ikke bliver for kedeligt og arkitekttegnet.

»Men der er da ingen tvivl om, at der bestemt er plads til forbedring. Området er totalt i forfald,« siger Rikke Jensen.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

One Ping

  1. Pingback:

Skriv et svar

Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Damer tog samlet sejr i World Cup-roning

Susanne Christiansen på den plads, som sejlklubben frygter, bliver overtaget af et mindre kraftvarmeværk.

Sejlere frygter nyt varmeværk