Sundhedsborgmester Sisse Marie Welling skræmmes af nye tal der viser, at 45% af de københavnske 9. klasseselever har prøvet at ryge e-cigaretter.
Sundhedsborgmester Sisse Marie Welling skræmmes af nye tal der viser, at 45% af de københavnske 9. klasseselever har prøvet at ryge e-cigaretter. - Foto: arkiv
Tema: in

Sur 😠

Nye tal skræmmer politikere: Næsten hver anden 9. klasseselev har prøvet at ryge e-cigaret

»Det er skræmmende, når så mange folkeskoleelever prøver at ryge e-cigaretter i København, og det er jeg nødt til at reagere på,« siger sundheds- og omsorgsborgmester i København, Sisse Marie Welling (SF).

SUNDHED: Reaktionen kommer efter offentliggørelsen af en kommunal undersøgelse der viser, at 45% af alle københavnske 9. klasseselever har prøvet at ryge e-cigaret.

”Kombinationen af nikotin og frugtsmag er attraktiv for børn og unge, og gør dem afhængige af noget som smager ufarligt, men bestemt ikke er det. Vi ved fra undersøgelser, at hvis et barn eller ung først er startet på e-cigaretter, så er der større risiko at de går over til cigaretter bagefter,” siger Welling.

Røgfri Skoletid

Københavns Kommune har fra 1. januar 2019 indført Røgfri Skoletid.

Forud for indførelsen gennemførte kommunen en før-måling af rygevanerne blandt alle udskolingselever i de københavnske folkeskoler. Undersøgelsen viser blandt andet, at 45 pct. af eleverne i 9. klasse har prøvet e-cigaretter, mens 42 pct. har prøvet almindelige cigaretter.

E-cigaretter kan fås med smag af frugt og slik, og det, at næsten halvdelen af eleverne i 9. klasse i København har prøvet e-cigaretter, får nu politikerne til at reagere.

Børne- og Ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) er også foruroliget, og understreger, at det er endnu en årsag til, at kommunen netop har prioriteret at sætte ind over for elevers rygning i skoletiden.

”Tallene bekræfter i dén grad vigtigheden af, at vi har truffet beslutningen om at indføre Røgfri Skoletid for eleverne og tilbyde skolerne hjælp til at forebygge, at de unge begynder at ryge,” siger Jesper Christensen.

Ud over forbuddet mod rygning i skoletiden tilbyder Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen i samarbejde en række forebyggende tiltag, som skolerne kan gøre brug af på frivillig basis.

Eleverne oplever ofte lærerne ryge i skoletiden

Undersøgelsen viser også, at der forud for indførelsen af Røgfri Skoletid har været en høj grad af synlig rygning i skoletiden. 81 pct. af udskolingseleverne i København har set deres skolekammerater ryge uden for skolens område, mens 35 pct. har set deres skolekammerater ryge på skolens område. 83 pct. har set skolens ansatte ryge uden for skolens område, mens 36 pct. har set de ansatte ryge på skolens område.

”Det er under al kritik, hvis lærere ryger i elevernes nærvær. Det er forbudt for lærerne at ryge på skolen og i arbejdstiden må de kun ryge uden for skolen, hvor eleverne ikke kan møde dem. Og jeg har en klar forventning om, at det forbud bliver overholdt. Jeg håber, at Røgfri Skoletid for eleverne er et ekstra incitament for lærerne til at overholde de gældende regler,” siger Jesper Christensen.

Hele undersøgelsen kan læses på Københavns Kommunes hjemmeside: www.kk.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Jesper Gisli

Om journalisten Jesper Gisli

Chefredaktør i Hovedstadens Mediehus på tværs af alle vores udgivelser i København og på Frederiksberg.
Jeg går altid forrest, når det gælder begejstring, fællesskaber og den nære historie, der betyder noget.

Tre Østerbro-hold med i pokalturneringen

Jazz under åben himmel ved Nyhavns mindeanker