mde

Like 👍

Kommunen om svineriet i strandparken: Vi har været ramt af uheldige omstændigheder

AFFALDSSAG: Driftschef i Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning Nikolaj Hvingtoft Hansen kalder det ‘uheldige omstændigheder’, at Amager Strandpark mandag morgen lignede en svinesti – fyldt med affald på lange strækninger.

LÆS OGSÅ: Amager Strandpark eller Amager Svinepark?

Her er driftschefens forklaring i en mail til Amager Bladet:

»Der har været en helt ekstraordinær situation denne weekend, hvor det meget varme vejr har trukket overordentlig mange københavnere til stranden. Vi har sjældent oplevet så mange gæster på Amager Strand med så store mængder affald til følge. Søndag havde vi beklageligvis maskinnedbrud, hvilket gjorde, at vi ikke kunne tømme affaldsbeholderne fra morgenen af, som vi plejer.Da vi fik en erstatningsbil ind, var der så mange mennesker i parken, at vi ikke kunne komme til at tømme affaldsbeholderne, hvorfor vi desværre måtte efterlade affaldsbeholderne fyldte og i stedet løse opgaven mandag morgen. Det var bestemt ikke et kønt syn, men det hører heldigvis til sjældenhederne, at affaldssituationen løber løbsk på den måde.

Helt generelt kan vi se, at folk er blevet gode til at bruge den nye affaldsløsning, som vi satte op på Amager Strandpark forrige sommer. Vi har lavet nogle større affalds-hotspots frem for, at området tidligere var fyldt med mange små affaldskurve, som ikke pyntede i naturen, og som ressourcemæssigt heller ikke fungerede særligt godt. Så generelt er det vores oplevelse, at Amager Strandpark fremstår langt pænere og renere i dag end førhen – med det forbehold, at vi godt kan blive ramt af særlige omstændigheder som i den forgangne weekend. Og så går der lige en dag eller to ekstra, før vi er helt i bund.

I den forløbne weekend har strandgæsterne opført sig helt eksemplarisk. De har netop forsøgt at bortskaffe deres affald korrekt, for vi kan se, at alt affaldet derude har været efterladt ved en affaldsbeholder, som vi så desværre ikke kunne komme til at tømme. Efterfølgende har mågerne og vinden spredt lidt af affaldet, men størstedelen var stadig at finde umiddelbart tæt ved en affaldsbeholder.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Amager Strandpark eller Amager Svinepark?

Cyklister og fodgængere: Så er Lille Langebro åbnet