Unge mennesker hopper og skubber hinanden farefuldt i det dybe vand ved Sandkaj fra toppen af en toiletcontainer. Privatfoto

Like 👍

Værter i gummibåd: Sejlende personale skal skabe mere tryghed i havnen

Såkaldte havneværter skal skabe mere tryghed i Nordhavn og andre havneområder i København i skolernes sommerferie, blandt andet når det gælder badesikkerhed og færdslen af motorbåde.

Sikkerhed: En bekymret mor ringede for nylig til Østerbro Avis.

Unge mennesker – eller rettere store børn – har fundet på at hoppe ned i det dybe vand ved Sandkaj fra taget af en toiletcontainer. En del af legen var endda at skubbe hinanden ned for nogens vedkommende.

Sandkaj fik sit gennembrud som badezone i sommeren i fjor, hvor lokale og udefra tog området til sig i det varme vejr.

Det fortsætter denne sommer. Badezonerne har – modsat havnebadene og strandene i København – ikke livreddere, badning foregår på eget ansvar, og vandet er dybt med det samme.

Derudover er der mange, som også bader i havnen helt uden for havnebadene og badezonerne, hvor der ikke er krav til vandets kvalitet.

Badning er en af de ting, som skaber utryghed, efter københavnerne har taget havnen mere og mere til sig de senere år.

Udover badning kan blandt andet motorbåde skabe farlige situationer, ind i mellem har det ført til tragiske ulykker.

Når skolernes sommerferie begynder, stævner en rød gummibåd med ’De sejlende havneværter’ for første gang ud i Københavns Havn.

Havneværterne skal sommeren over hjælpe den gode havnekultur på vej. Det er et led i Københavns Kommune og By & Havns badekampagne, der sætter fokus på sikker badning i havnen.

’De sejlende havneværter’ er en bemandet båd som klokken 12-18 torsdag-søndag vil være til stede i havnen hen over skolernes sommerferie, hvor der er flest besøgende i havnen.

Havneværterne vil være opsøgende overfor uhensigtsmæssig adfærd, og skal bidrage til en sikker havn gennem dialog og samtale.

»Vi kan se, at der er mange i dag, som ikke tænker over spillereglerne i havnen, så der opstår farlige situationer. Det kan være alt lige fra en tændt engangsgrill på en træbrygge til et hovedspring fra én af broerne. Det skal havneværterne afhjælpe. De skal være ambassadører for den gode havnekultur. En god vært hjælper sine gæster til at have en god oplevelse – og det gør havneværterne også,« siger Anne Skovbro, administrerende direktør i By & Havn i en pressemeddelelse.

Havneværterne vil også varetage andre opgaver i havnen herunder at se til havnebade og badezoner, besvare spørgsmål fra havnens gæster og lignende.

Havneværterne er på vandet torsdag til søndag kl. 12-18 fra den 27. juni til den 14. august

De vil indgå i det daglige samarbejde omkring en sikker og tryg havn, der desuden tæller Københavns Politi, By & Havn og Hovedstadens Beredskab.

Københavns Politi har desuden oprustet med en ekstra båd og øget bemanding på vandet, oplyser By & Havn.

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Flügger Jørgen siger farvel efter 23 år

Vesterbro har jazz i hjertet