Kim Gravenhorst. Foto: Jacob Ljørring

Like 👍

Kongen af havtorn udgiver ny opskriftbog

NORDENS CITRON. Kim Gravenhorst fra Restaurant Beghuset udgiver nu sin tredje opskriftbog med udgangspunkt i bærret havtorn. Opskrifterne er justeret og gennemprøvet fire gange, før de var klar til bogen, fortæller han.

DRAGØR: Kim Gravenhorst fra Restaurant Beghuset i Dragør har i mange år været leveringsdygtig i opskrifter til ugeblade og i bøger.

For fire år år siden udgav han sin første opskriftbog om bærret havtorn under titlen ’Havtorn, nordens citron’, og allerede året efter udkom ’Desserter, kager og søde sager’, ligeledes med havtorn som omdrejningspunkt.

Is med havtorn. Foto: Jacob Ljørring

30. juli udkommer bog nummer tre ’Havtorn – De bedste retter og drikke med nordens citron’.

»De to tidligere bøger udkom i 10.000 eksemplarer og er udsolgt på forlaget, så vi blev enige med forlaget om at tage det bedste fra de to forrige bøger og så tilføje 10 nye opskrifter i den nye bog, der rummer over 80 opskrifter,« fortæller Kim Gravenhorst.

Syrlig og knaldorange

Havtorn har en særlig, syrlig smag, men også en meget karakteristisk orange farve, der giver retterne noget til øjet.

»Nogle gange, når vi står og arbejder med det, prikker vi hinanden på skulderen og siger: »Prøv lige at se her.« Havtorn er så potent og voldsomt i både farve og smag,« siger Kim.

Hvor lang tid går der, fra du har en ide til en opskrift, til den er som den skal være?

»Det tager lang tid, og det handler meget om ideer, som jeg skriver ind på min computer, når jeg får dem. Når jeg så skal i gang med en bog, så ser jeg på det materiale, jeg har skrevet ind gennem en længere periode. Nogle ting skrotter jeg, efter at have testet det gennem lang tid, og andet virker bare første gang – nogle gange ved man det bare instinktivt. Men jo tungere en opskrift er at arbejde med, jo mere sandsynligt er det, at den bliver kasseret,« fortæller Kim.

Kylling med havtorn. Foto: Jacob Ljørring

Hvor mange gange tester du dine opskrifter?

»Omkring fire gange per opskrift. Jeg begyndte at eksperimentere for et halvt år siden, og det er først nu, at den er sendt til tryk, og så udkommer den uge 30.«

Panel tester opskrifter

Kim Gravenhorst har et panel af hjælpere til at teste opskrifterne.

»Jeg sender opskrifter ud til venner og familie, og så vender de tilbage, hvis der er ting, de ikke forstår eller der ikke fungerer. I den første bog var der en pige på 16, som var med i panelet og som syntes, det var hyggeligt at lave desserter. Hun er stadig med, og panelet er også nævnt i bogen,« fortæller han.

Bogen udkommer på Muusmann Forlag 30. juli. Den kan indtil 15. juli bestilles med rabat på muusmann-forlag.dk med rabatkoden: havtorn.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Jeg skulle nødig miste min hvide kulør

1.679 par briller indsamlet i valgdagene