Grammyvindende Judith Hill fra USA er et af de store navne, du i år kan opleve på Balders Plads. PR-foto

Kom med på en magisk rejse ned til jazzens rødder

BALDERS PLADS. Jazz på Balders Plads har fået flere rødder på programmet og har skiftet navn til Roots & Jazz på Balders Plads. I år kan du derfor høre alt fra brasilianske melodier til country- og funkgenren, som alle har været med til at skabe jazzen.

JAZZ: Fra på fredag 5. juli går det løs, når Copenhagen Jazz Festival rammer byen, og ingen jazzfestival uden jazztoner på Balders Plads på Nørrebro.

I år får tonen dog en anden lyd, for her har man i år søgt tilbage til jazzens rødder, og det kommer der en masse spændende musikoplevelser ud af, forsikrer musikdirektør Tue Lund-Christensen.

»Vi har inviteret alle de musikgenrer, der har været med til at skabe jazz. Vi vil med andre ord gerne vise, hvordan man laver pølsen,« siger Tue og griner.

»I år vil vi gerne tilbage til rødderne i jazzmusikken, og roots-genren spænder meget bredt. Vi taler om alt lige fra brasiliansk til country og funk. Her bliver tale om nogle kunstnere, som har brugt hele deres liv på at dygtiggøre sig inden for musikken, og som virkelig kan deres kram. Men uden at det bliver eksperimenterende. Jeg kan stadig gå til koncerter og tænke ’det var godt nok noget mærkeligt noget’. Det er der for meget Kim Larsen i mig til, så det eksperimenterende er ikke vores game. Det skal ikke være et krav, at man har taget en lang uddannelse for at kunne forstå musikken,« siger han.

I år er der hele fem grammyvindende navne på programmet, nemlig Jon Cleary, Dudu Tassa & The Kuwaities, Jaques Morelenbaum, Ghost Note og Judith Hill.

Den lilla punkfabrik

Tue lægger ikke skjul på, at han er særligt stolt af at have lokket især de to sidstnævnte musiknavne til Balders Plads. Faktisk er det ham, der har sat den amerikanske singer-songwriter Judith Hill i kontakt med en europæisk booker, der har resulteret i, at hun nu tager på en Europatour. Sangerinden har tidligere spillet med navne som Stevie Wonder, Michael Jackson og Prince, så det er noget af et scoop at have fået hende på programmet.

»Og vi var de første til at få et kald fra Ghost Note. Kendrick Lamars (amerikansk rapper, red.) trommeslager sidder i bandet, og de er i bund og grund bare nogle børn, der stjal nøglen til den lilla punkfabrik. De spiller så latterligt godt,« siger Tue begejstret.

I år vil det også være muligt at få en musikoplevelse ud over det sædvanlige med det israelske bande Dudu Tassa & The Kuwaitis, som brød gennem lydmuren, da Radiohead inviterede dem med på tour i USA i 2016. Siden har bandet, som synger på arabisk, erobret mange hjerter i hele Mellemøsten og resten af verden. De er en af Israels største rockartister med over 13 studiealbums bag sig.

»De har væltet hele Mellemøsten med deres musik, som er arabisk musik anno 2019, men med 200 når gammel lyrik,« siger Tue, som håber, at et navn som dem vil kunne få nogle publikummer med anden etnisk baggrund end dansk til at kigge forbi.

Musik skal kunne mærkes

Også selvom man ikke taler arabisk, vil man få meget ud af musikken, mener han.

»Det er generelt vigtigt, at man intuitivt kan mærke musikken. Hvis du ikke kan det, så spiller de ikke her. Alle bandsne er meget kommunikerende og imødekommende,« siger musikchefen.

Det er tydeligt at mærke, at han begejstret over dette års program, og at han glæder sig til at kunne dele den med publikum.

»Det er jo fantastisk at tænke på, at Jazz på Balders Plads startede som en havefest for ni år siden, og nu har den vokset sig så stor. Jeg er bare taknemmelig for at få lov til at høre noget musik, som jeg ellers ville rejse langt for at høre,« siger Tue, som opfordrer til, at man køber et armbånd og dermed støtter Roots & Jazz og er med i opløbet om at vinde fede præmier.

Se mere på www.rootsandjazz.dk.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Vesterbro har jazz i hjertet

Jeg skulle nødig miste min hvide kulør