Foto: Martin Sørensen

Haha 😆 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Jeg skulle nødig miste min hvide kulør

Leonora Christina Skov er født dagen før,  sommeren begynder, 31. maj, men nogen solnyder er hun ikke. Hun elsker dage uden program, at daske rundt i byen og drikke kaffe i Landbohøjskolens Have, men faktor 50 er altid med i tasken. Gud forbyde, hun blev brun.

Når solen bager ned, og hele verden har ’Sunshine Reggae’ på nethinden, har Leonora Christina Skov det rigtigt godt, når hun sidder indenfor i lejligheden på Frederiksberg. For fra sit arbejdsværelse kan hun stirre direkte ind i sommeren med sprøde, grønne træer og en masse lys.

»Det er af æstetiske grunde, at jeg har det godt om sommeren. Det er, som om udsigten bliver en del af indretningen. Jeg har det rigtigt godt i lejligheden. Vi har lige fået altan, og det går ret dårligt for mig. Jeg er aldrig derude, for jeg ved ikke, hvad jeg skal lave derude. Alle siger, man skal drikke et glas rosé eller læse en bog, men jeg må bare sige, at det ikke er sket endnu. Så på den måde er jeg ikke en sommerperson. Jeg er ikke i solen. Jeg skulle nødig miste min hvide teint,« siger Leonora Christina Skov, der sagtens kan være i solen, men passer virkelig godt på sin hud. Ikke mindst under interviewet, hvor vi har plantet os i solen på et tæppe ved søen i Landbohøjskolens Have, hvor de blomstrende buske kæmper om vores opmærksomhed, mens hejren synes at være mere interesseret i næste madfangst end vores selskab.

»Jeg vil gerne slå et slag for at forsage solen. Hele min opvækst så jeg min mor ligge i solen. Hun fik soleksem; ’det skal ligges væk’, hun havde læderhud og brugte højst faktor 2 eller noget olie, så det glinsede mere. Jeg går ingen steder om sommeren uden faktor 50.«

Leonora Christina Skov er uddannet i litteraturvidenskab og debuterede som romanforfatter i 2003 – siden er det blevet til i alt seks romaner. Sidste år udkom hun med den selvbiografiske og anmelderroste roman ’Den, der lever stille’.

Bogen handler om den ensomme Christina, der lever i et rødt parcelhus på Bymosevej i Helsinge og higer efter forældrenes kærlighed, men får at vide, at de to første år i hendes liv, var de værste år i hele morens liv. Da hun sprang ud som lesbisk som 21-årig, vendte forældrene hende ryggen, og kaldte hende svinsk og pervers. Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem, sagde hendes far.

Da tog vreden og raseriet over.

»Vreden var min redning, hvis jeg havde taget det ind var jeg blevet destruktiv og ville formentlig være død. Men vreden blev min drivkraft. I dag er friheden min drivkraft. Jeg kan gøre, hvad vil jeg vil, sige hvad jeg vil og skrive hvad jeg vil.«

Fordi din mor er død?
»Ja… ”

Foto: Martin Sørensen

Leonora Christina Skov bor på Frederiksberg med sin kone Annette, som hun har været gift med i 12 år. Hustruen kalder Leonora ’en go’ familiehund’, fordi hun altid vågner i godt humør og grundlæggende er glad – lige som hendes tøj, de fine feminine kjoler, de røde sko, den matchende læbestift, der ofte bliver frisket op og den flabede lakrøde taske. Langt fra det hun er vokset op i parcelhuset i Helsinge. Selvom alting udefra set så fint ud, var sandheden, som smertefuldt og porcelænsfint er beskrevet i ’Den, der Lever stille’, at Leonora var ensom og måtte kæmpe sig til sine forældres kærlighed.

Kunsten var at gøre sig så stille og dygtig som mulig, så moren ikke blev ked af det. Moren arbejdede på halv tid, og stod klar i hjemmedragt med en bakke med madder og et glas mælk, når Leonora kom hjem fra skole. Men knus og kram var der ikke, for moren brød sig ikke om kropskontakt, og selv om faren var en gammel militærmand, var det morens psykiske udsving, der styrede familien og Leonoras opvækst. Blot en tåre så rettede faren ind.

’Jeg havde været den forkerte datter i årevis, muligvis siden jeg blev født’, står der i begyndelsen af romanen, da Leonora Christina Skov beskriver besøget på hendes mors dødsleje på hospitalet i Svendborg.

Hvordan var det at skrive den sætning?
»Nogle gange var det en lettelse at skrive de sætninger, som var de værste. For når jeg fik skrevet det, som det var, var det mere end lettelse, fremfor alle de der gange, hvor man taler rundt om og prøver omskabelse af alt muligt. Men jeg var jo den forkerte datter.

Har du nogensinde tænkt, at det kun var inde i dit hoved, siden ingen andre kunne se det?
»Ja, jeg har tænkt, at det nok bare er mig, der er noget galt med, nu ingen andre kan se det. Der var jo ingen vidner til det. Men hvis man nu havde forestillet sig, at mine forældre reagerede godt på, at jeg var sprunget ud, så tror jeg, at min opvækst ville have stået i et andet lys i dag, end den gør. Det blev det lys, der blev kastet ind over min opvækst, at de sådan set forkastede mig – så det jeg havde mærket, blev forstærket, da de udstødte mig, da jeg sprang ud.«

Hvad ville den voksne Leonora sige til den unge Leonora?
»At det virkelig var godt gået, at hun var rigtig sej og ikke lod sig knække af det og bare levede det liv, hun ville. Det kan jeg klappe mig selv på skulderen over i dag. Det synes jeg virkelig er sejt.«

Hvordan har du det med begrebet familie?
»Jeg synes, at begrebet altid involverer børn – som I spørgsmålet hvornår stifter du familie? Som om Annette og jeg så ikke er en familie, bare fordi vi har valgt ikke at få børn. For mig er familie, de mennesker jeg vælger. Og som er der for mig. Jeg har mange gamle venner, som jeg betragter som min familie, men mange af dem, som faktisk er min familie, har aldrig været der for mig, så for mig er de ikke familie. Jeg synes, at familie er dem, der gør noget for en.«

Foto: Martin Sørensen

Selv er Leonora Christina Skov en pleaser og gør hellere lidt for meget for folk end for lidt. Forleden var hun med en god veninde på loppemarked i Charlottenlund og gav hende spontant en gul kjole, hun lige havde købt til sig selv. Den var sikkert bedre til veninden. Og da hun kom hjem, bestilte hun straks en bog til veninden på nettet.

»Det er blevet lidt bedre med årene, men jeg gør stadig meget for at folk kan lide mig –jeg kan ikke bare invitere til middag, så er det med fire retter og den rigtige musik og flotte blomster som dekoration. Annette synes godt, at man kan invitere folk til spaghetti med kødsovs. Men det har jeg haft det meget svært ved.«

Hun har været sammen med sin kone Annette i 16 år og gift med hende i 12 år. Men det var først efter 10 år, i perioden, hvor Leonoras mor var syg og til sidst døde, at Leonora for alvor fattede, at Annette elskede og elsker hende.

»Ellers var hun gået fra mig i den periode – det var forfærdeligt,« siger hun roligt.

»Jeg har altid haft svært ved at tro på kærligheden, men det gør jeg nu. Tror på Annette.«

Hun har til gengæld svært ved at tro på sit eget værd. Selv da hun sidste år fik boghandlerprisen De Gyldne Laurbær havde hun svært ved at fatte sin succes.

»Jeg ved godt, at det lyder mærkeligt, men selvom der sker gode ting, og jeg får priser, så har jeg svært ved at tro på, at jeg ikke er et stort nul. Det er blevet bedre med årene, men der skal stadig ikke meget til, før jeg får følelsen af, at jeg ikke er noget værd.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Kom med på en magisk rejse ned til jazzens rødder

Kongen af havtorn udgiver ny opskriftbog